Raphael Meyer

Den Gamle Danske Dødedans, Side 14-15

kun en tro Kopi. Men heller ikke den Tekst, som nu findes under Maleriets forskellige Figurer er den gamle. v. Melle beretter: »es stunden ehemals alte Nieder-Sächsische Reimen darunter, welche theils ziemlich verloschen, theils auch wegen der offtmaligen renovation, sehr zustümmelt waren«. Denne gamle middelnedertyske Tekst blev ved Restaurationen 1701 erstattet af hvad en tysk Philolog har kaldet »langzeilige und langweilige«(1) højtyske Strofer, forfattede af Skolelærer Nathanael Schlott1). En Del af den gamle Tekst finde vi overleveret hos v. Melle i »Ausführliche Beschreibung von Lübeck«, 2 Vers i hans »Lubeca Religiosa«2); en Del af det her manglende har man genfundet i Nikolaikirken i Reval, idet den derværende Dødedans baade i Billede, og Tekst er en tro Kopi efter Billede og Tekst i Mariekirken i Lübeck, udført omkring Aar 16003). Denne lybsk-revalske Tekst er optagen i Seelmanns Afhandling, hvor det tillige gennem Berøringspunkter med den spanske danza general de la muerte (fra ca. 1360) med en stor Grad af Sandsynlighed er paavist, at denne nedertyske Dødedans gaar tilbage til et middelnederlandsk, nu forsvundet Forbillede.

Paa den middelnedertyske Dødedanstekst fra Lübecks Mariekirke beror da igen de to allerede ovenfor omtalte Lübecker Dødedansbøger fra 1489 (ny Udgave 1496) og 1520.

For Nemheds Skyld betegner jeg i det følgende 1520'eren som A og 1489'eren som B.(2)

Medens man hidtil antog, at A var en Forkortelse af B, er ifølge det af Seelmann opstillede Forholdet omvendt: B, som er 1686 Vers stor, er en Udvidelse af A's 424 Vers, der altsaa maa have foreligget enten trykt eller i Manuskript før 1489. Dødedansteksten i Mariekirken har vistnok omfattet godt og vel 400 Vers, hvoraf 294 er bevarede. — Den gamle

 

1) Som et Vidnesbyrd om hin Tids Smag kan det anføres, at Schlotts Vers gjorde megen Lykke; som Honorar fik han da ogsaa halvt saa meget som Maleren, hvis Regning beløb sig til 322 mark 14 schilling(3) — Fordansket af Lydert Høyer Kbhvn. 1738.(4)

2) Hdss. i Lübecker Stadtbibliothek.

3) Seelmann p. d. a. St. S. 45.

danske Dødedans foreligger desværre kun defekt; det Resterende beløber sig til 699 Vers; der har vel oprindelig været omkring de 800; den har altsaa været hen ved dobbel saa stor som A og omtrent halv saa stor som B.

Forud for de egentlige Dødedansstrofer, det vil sige Replikskiftet mellem Døden og morituri, gaar i A to Afsnit, hvert paa 16 Vers, der efter min Mening paa naturlig Maade opløses i 2X4 Strofer, hver paa 4 Vers, svarende til 12+8 Vers i den lybsk-revalske Dødedans; her lægges de første 12 Vers i Munden paa »Prediger auf der Kanzel«, de sidste 8 er Dødens Henvendelse »an alle«. Hermed stemmer den danske Bearbejdelse overens, og maaske kunde ogsaa dens første Træsnit, der netop forestiller en Prædikant i Virksomhed, tyde paa, at den danske Versemager har haft Kendskab til Billedet i Mariekirken, hvis man da tør antage, at Bearbejder og Bogtrykker har arbejdet i Fællesskab ved Illustrationernes Valg. — I den danske Dødedans er Fortalen, som her i Overskriften betegnes som saadan, udvidet til 96 Vers, der, foruden 12 af A's Vers i næsten ordret Overensstemmelse1), indeholder moraliserende Betragtninger over Menneskets Levned og Døden, som er knyttede til Forestillingen om »fire haande døde«. — Dette har til Dels sit Korrespondens i B, som indledes af 4 Kapitler. Her er der i det første Kapitel Tale om 5 forskellige »døde«: 1) dôt der natûr, 2) der ere sterven, 3) der werlde sterven, 4) vor Gode sterven, 5) de ewige dôt.(5) Medens baade A og B lade den legemlige Død være den umiddelbare Følge af Syndefaldet, har dette i den danske Bearbejdelse den evige Død til Følge, men

[Den] haffuer Christus skild oss ved
[gi]ffuet oss alle den Euige fred.

De »fire haande døde« er: 1) den naturlige død, 2) synden ihiel at slaa, den gamle Adam at døde, 3) sielen bliffuer øde, 4) den evige død. Nr. 2 fra B mangler altsaa. Trods

 

1) 19-24 = A 1-6, 27-30 = A 7-10, 31-32 = A 13-14.

Her præsenterer Meyer sin teori om, at Dodendantz fra 1520 er en forgænger til Des dodes dantz fra 1489. Jeg er ikke enig i denne teori. Bemærk, at Meyer ifølge sin egen fodnote 1 på side 11 benytter sig af et afskrift af Dodendantz og altså aldrig har haft bogen (eller en faksimile) i sine hænder. Det eneste eksisterende eksemplar befandt og befinder sig nemlig i England.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5)

»langzeilige und langweilige«. Her hentyder Meyer formentlig til Hans Ferdinand Maßmann i bogen "Die Baseler Todtentänze in getreuen Abbildungen", 1847, side 102:

Noch mehr löst sich scheinbar davon der die ursprüngliche Zahl (24) doch festhaltende Lübecker Todtentanz ab, der uns nur in achtzeiligen Reimsprüchen erhalten ist, die aber offenbar einer späteren Auffrischungszeit angehören, wie denn auch 1701 noch neue, eben so langzeilige (zugleich eben so langweilige) untergesetzt wurden (die 1735 beiläufig in Erfurt benützt werden).

Her skal ørerne holdes stive: Meyer kalder 1489'eren for B og 1520'eren for A — for en nemheds skyld!!
Se evt. denne side om Nathanael Schlott.
Lydert Höyers oversættelse fra 1738 kan læses her: Den Lybekske Dødning-dantz.
Jeg har oversat første kapitel af Des dodes dantz.