kun en tro Kopi. Men heller ikke den Tekst, som nu findes
under Maleriets forskellige Figurer er den gamle. v. Melle
beretter: »es stunden ehemals alte Nieder-Sächsische Reimen
darunter, welche theils ziemlich verloschen, theils auch wegen
der offtmaligen renovation, sehr zustümmelt waren«. Denne
gamle middelnedertyske Tekst blev ved Restaurationen 1701
erstattet af hvad en tysk Philolog har kaldet »langzeilige und
langweilige«(1) højtyske Strofer, forfattede af Skolelærer Nathanael
Schlott1). En Del af den gamle Tekst finde vi overleveret
hos v. Melle i »Ausführliche Beschreibung von Lübeck«,
2 Vers i hans »Lubeca Religiosa«2); en Del af det her manglende
har man genfundet i Nikolaikirken i Reval, idet den
derværende Dødedans baade i Billede, og Tekst er en tro
Kopi efter Billede og Tekst i Mariekirken i Lübeck, udført
omkring Aar 16003). Denne lybsk-revalske Tekst er optagen
i Seelmanns Afhandling, hvor det tillige gennem Berøringspunkter
med den spanske danza general de la muerte (fra
ca. 1360) med en stor Grad af Sandsynlighed er paavist, at
denne nedertyske Dødedans gaar tilbage til et middelnederlandsk, nu forsvundet Forbillede.
Paa den middelnedertyske Dødedanstekst fra Lübecks
Mariekirke beror da igen de to allerede ovenfor omtalte Lübecker
Dødedansbøger fra 1489 (ny Udgave 1496) og 1520.
For Nemheds Skyld betegner jeg i det følgende 1520'eren
som A og 1489'eren som B.(2)
Medens man hidtil antog, at A var en Forkortelse af B,
er ifølge det af Seelmann opstillede Forholdet omvendt: B,
som er 1686 Vers stor, er en Udvidelse af A's 424 Vers,
der altsaa maa have foreligget enten trykt eller i Manuskript
før 1489. Dødedansteksten i Mariekirken har vistnok omfattet
godt og vel 400 Vers, hvoraf 294 er bevarede. — Den gamle
1) Som et Vidnesbyrd om hin Tids Smag kan det anføres, at Schlotts
Vers gjorde megen Lykke; som Honorar fik han da ogsaa halvt saa meget
som Maleren, hvis Regning beløb sig til 322 mark 14 schilling(3) — Fordansket af
Lydert Høyer Kbhvn. 1738.(4)
2) Hdss. i Lübecker Stadtbibliothek.
3) Seelmann p. d. a. St. S. 45.
|
danske Dødedans foreligger desværre kun defekt; det Resterende
beløber sig til 699 Vers; der har vel oprindelig været
omkring de 800; den har altsaa været hen ved dobbel saa
stor som A og omtrent halv saa stor som B.
Forud for de egentlige Dødedansstrofer, det vil sige Replikskiftet
mellem Døden og morituri, gaar i A to Afsnit,
hvert paa 16 Vers, der efter min Mening paa naturlig Maade
opløses i 2X4 Strofer, hver paa 4 Vers, svarende til 12+8
Vers i den lybsk-revalske Dødedans; her lægges de første
12 Vers i Munden paa »Prediger auf der Kanzel«, de sidste
8 er Dødens Henvendelse »an alle«. Hermed stemmer den
danske Bearbejdelse overens, og maaske kunde ogsaa dens
første Træsnit, der netop forestiller en Prædikant i Virksomhed,
tyde paa, at den danske Versemager har haft Kendskab
til Billedet i Mariekirken, hvis man da tør antage, at
Bearbejder og Bogtrykker har arbejdet i Fællesskab ved
Illustrationernes Valg. — I den danske Dødedans er Fortalen,
som her i Overskriften betegnes som saadan, udvidet
til 96 Vers, der, foruden 12 af A's Vers i næsten ordret
Overensstemmelse1), indeholder moraliserende Betragtninger
over Menneskets Levned og Døden, som er knyttede til Forestillingen
om »fire haande døde«. — Dette har til Dels sit
Korrespondens i B, som indledes af 4 Kapitler. Her er der
i det første Kapitel Tale om 5 forskellige »døde«: 1) dôt
der natûr, 2) der ere sterven, 3) der werlde sterven, 4) vor
Gode sterven, 5) de ewige dôt.(5) Medens baade A og B lade
den legemlige Død være den umiddelbare Følge af Syndefaldet,
har dette i den danske Bearbejdelse den evige Død
til Følge, men
[Den] haffuer Christus skild oss ved
[gi]ffuet oss alle den Euige fred.
De »fire haande døde« er: 1) den naturlige død, 2) synden
ihiel at slaa, den gamle Adam at døde, 3) sielen bliffuer
øde, 4) den evige død. Nr. 2 fra B mangler altsaa. Trods
1) 19-24 = A 1-6, 27-30 = A 7-10, 31-32 = A 13-14.
|