Raphael Meyer

der kommer snigende som en Tyv om Natten1), uden at man aner noget, findes ogsaa i den gamle Tekst2) til Maleriet i Mariekirken i Lübeck fra 1463 Vers 373-374:

In der nacht, der deve gank,
Slikende is min ummewank.

(smlgn. ogsaa i Ynglingens Replik smst. Vers 367:

Du kumpst slikende her geghan)

og gaar vel tilbage til det Ny Testamente som ældste Kilde, hvor den optræder adskillige Steder baade i Evangelierne, Brevene og i Johannes Aabenbaring. F. Eks. Peters 2det almindelige Brev 3, 10: »Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten«; Lucas 12, 39: »Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Hus«. Gennem Joh. Aab. 3, 3, som siger: »Kom derfor i Hu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om.
Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund, jeg kommer over dig«, bliver denne »Herrens Dag« til Dødsstunden og selve Døden(1).

Den gamle danske Dødedans og dens Kilder.

Den gamle danske Dødedans er ikke noget originalt Arbejde; den deler Skæbne med saa meget af den samtidige danske Litteratur; Danmark levede litterært af fremmed Kost. Dette er ikke at anse for nogen Skam. Selve Reformationsbevægelsen kom jo udefra, og paa den hviler den væsentlige Bestanddel af det 16de Aarhundredes Litteratur. Man har været paa det rene med, at Kilden til den danske Dødedans var nedertysk, lige siden Nyerup offentliggjorde Prøverne

1) Grimm, Deutsche Mythologie, 4. Ausg. III, 252, citerer Wigalois 8032: do kâm der tôt als ein diep und stal dem reinen wîbe daz leben ûz ir lîbe.

2) Optrykt bl. a. af W. Seelmann i Jahrbuch des Vereins für niederdeutsche Sprachforschung Jahrgang 1891.

af den og Maßmann1) efter disse Prøver skønnede, at den i Lübeck 1520 i Bogform trykte Dødedans var Kilden. Dette er mange Gange siden bleven gentaget og er endnu den almindelige Mening2). En fornyet Undersøgelse vil imidlertid føre til et andet Resultat.

Først et Par Ord om Lübecker Dødedansene. I den gamle Hansestads grandiose memento mori, Mariekirken, hvor ens Blik midt i Byens Travlhed overalt træffer paa Døden, snart som klunted Dødningehoved med korslagte Knogler, indhugget raat i graa Sten, snart som legemstor Benrad i skinnende hvid Marmor, som i de forskelligste og eleganteste Stillinger klamrer sig til afdøde Hædersmænds Byster og Mindetavler, findes paa Væggene af det saakaldte Todtenkapelle (ogsaa Plauderkapelle(2)) Nordtysklands bekendteste og hele Tysklands bedst bevarede monumentale Dødedansfremstilling3). Billedet stammer fra 1463(?) og har naturligvis været underkastet talrige Reparationer, af hvilke man ved Hjælp af Regnskabsbøger kan kontrollere adskillige. En Hovedrestauration foretoges 1701 under Ledelse af en af Kirkens Forstandere, Herr Jacob Hübens. Skønt det af en Samtidig, Jacob v. Melle, der fra 1684 havde været Præst ved Mariekirken(3) forsikres, »die Bilder sehen jetzo annoch eben so aus, wie sie vordem gestalt gewesen«, saa opføres dog i Regnskabsbogen nu Billedet som »zu dem neuen Todten Tantz«. Dette finder sin Forklaring i Restaurationens Art. Oprindelig havde Maleriet været udført paa Træ; 1701 overføres det da af Maleren Anthonius Wortmann paa Lærred. I Virkeligheden har vi nu altsaa ikke mere det gamle Maleri for os, men

1) Serapeum X, 305 ff.

2) Se f. Eks. Seelmann, die Todtentänze des Mittelalters, Jahrbuch d. Ver. f. ndd. Spr. 1891, S. 43. — Til et noget andet Resultat, omtrent det samme som jeg har naaet, kom, efter at min Undersøgelse herom allerede var afsluttet, Prof. Paludan, Kirkehist. Saml. 4de Række, III, S. 712.

3) Billedet foreligger i Kobberstik i Der Todtentanz nach einem 320 Jahre alten Gemählde etc. etc. von Ludewig Suhl, Lübeck 1788 og Der Todtentanz in der Marienkirche zu Lübeck. Nach einer Zeichnung von C. J. Milde mit erläuterndem Text von Prof. W. Mantels, Lüb. 1866.(4)