Raphael Meyer

Jeg vancker omkring i alle land.
Jeg sparer huercken quinde eller mand
Wnge och gamle store oc smaa.
Strax ieg komer schulle met meg gaa.

Førster oc kōger(1) haffue for meg ey fred
The skulle her følge almuens seed.
Store slott oc meget guld.
Kand icke giøre mig thēnom huld.
Kiøbmē oc bønder, prester oc muncke.

Wil ieg alle i iorden ned siuncke.
Embesmend eller huo the helst ære.
Skulle icke lenge for meg være.
Som tyffuē om natthē i bondens huss
Gaar ind, naar hād haffuer sluct sit lius

Och tager ther vdt mett en fart.
Alt thet bonden vilde haffue bespart.
Saa riider ieg oc til huermād1) i gaar.
Naar hād at leffue achter mange aar.
Rige oc stercke ieg helst borttager.

Siuge oc arme igen her lader.
Saa er ieg een vforuarendis gest.
Oc suiger alle som meg tro best.
Thi vochter [pa]a meg aarle oc silde
Saa kunde i icke fare ilde.

Di alle denn[e]m som paa Gud tro.
Sender ieg til den ewige ro.

Hele dette Digt, hvori Døden optræder personificeret, talende i egen Person, synes at tyde paa Kendskab til Dødedansen; det giver et kort Resume af Dødedansens Ide: Dødens lkkekendenforskel paa rig og fattig, høj og lav o. s. v. Hovedmomentet er imidlertid Overensstemmelsen mellem Schrocks

1) Skulde der heri ligge en Hentydning til Moraliteten Every-man(2),
Homulus, Hekastus? (se Ein Beitrag zur internationalen Literaturgesch. v.
Karl Goedeke Hanover 1865). Paa dansk langt yngre i Hds. Fol. 794 gl. kgl.
Saml. Se ogsaa S. Birket Smith. Studier på det gamle danske Skuespils
Område, Kbhvn. 1883. S. 83 ff.

Vers 13-16 og Dødedansens Vers 79-80. Den samme Lignelse om Døden som Tyv findes imidlertid ogsaa i de to Lübecker Dødedansbøger fra 1489 og 15201), saa der er den Mulighed, at Schrock, hvis han selv er Digteren, kan have laant her eller, som vi senere skal se, andetsteds. 1489'erens Vers 131 ff.2):

Wuste de hûswert, to welker tît
Dat de dêf queme, he wakede mit vlît,
Uppe dat de dêf em nenen schaden dede,
Unde he sîn gût mochte beholden in vrede.

I 1520'eren er Lignelsen koncisere; Vers 15-16.3):

De doet sendet Jw nennen breff
He kumpt slyken recht so eyn deff4).

Laan det ene Sted fra kan snart synes lige saa sandsynligt som det andet Sted fra. Heller ikke Overensstemmelsen mellem i iorden ned siunke (Schrocks Vers 10), neder quelie (Dødedansens Vers 92) og ned skrue (smst. V. 289)5) synes mig talende nok, til at jeg deraf turde drage nogen Slutning. Vi bliver da igen efter denne Undersøgelse nødte til at holde paa det gamle traditionelle Aarstal 1536, der ogsaa har Sandsynligheden for sig.(3)

Endnu en Digression: den omtalte Lignelse om Døden,

1) Et Eksemplar af 1520'eren findes i Bodleiana i Oxford. Teksten er optrykt bl. a. af Wilh. Lübke i Der Todtentanz in der Marienkirche zu Berlin, Berlin 1861. (Herefter citerer jeg.)(4)

2) Jeg citerer efter Baethckes Udgave.

3) Gentages Vers 371-372 og findes 2 Steder i kun lidet afvigende Form i 1489 (143-144 og 1661-1662).

4) Se endvidere Jahrb. d. Vereins für ndd. Sprachforschung 1875-76: Zwiegespräch zwischen dem Leben und dem Tode.

5) Smlgn. endvidere Schrock, Forklaring om Ægteskab (1529) A 2: nederkast — styrte i Fordærv. Men desuden Komedien de Mundo et Paupere (Gl. kgl. Saml. 794 Fol.): III 2 Hør du guode Mand ieg taller till dig | Du skalt nu döö Ret hastellig | Du varst end from en liden stund | Nu skall dit hierte senckis i grund. III 3 Hindis (Sjælens) synd hinder sencker till hellfuedis illd. III 3 Dine synder veyer mere en tusin pund | dj siuncker dig neder till hellfuedis grund.