været anvendt til de 3 Bøgers Titelblade, hvis Forsiring er nøjagtig den samme. Man skulde da vente, at Rimkrønikens Titelblad tydede paa den mindst medtagne, Kirkeordinatsens paa den mest medtagne Træstok, og at de 21 Artikles laa midt imellem. Et nærmere Eftersyn viser imidlertid det omvendte Forhold. — Da jeg ikke besidder særlig Fagkundskab paa dette Omraade, vil jeg beraabe mig paa Ulrich Hegner, Hans Holbein der Jüngere, Berlin. 1827, S. 311. Der siges, at der af Holbems Dødedanstræsnit er udsendt over 100,000 Eksemplarer (med Henvisning til Papillon, Traité de la gravure en bois, Paris 1766 I, 423): »Zum Belege dieser Aeusserung spricht er1) von einer Platte, die heilige Jungfrau vorstellend, von seinem Vater geschnitten, die schon neunzig Jahre lang gebraucht worden sey, und jährlich fünf bis sechstausend Abdrücke geliefert habe, und noch immer brauchbar sey, obgleich mehr als fünfmalhunderttausend Exemplare davon abgezogen worden. — Eine Holzplatte könne mehr als 60,000 Abdrücke liefern, ohne dass die Letzten merklich schlechter seyen, als die Ersten«.
Det er en Selvfølge, at ikke blot Papirets og Sværtens Beskaffenhed og navnlig vedkommende Arbejders Dygtighed2) har spillet en Hovedrolle, men en Masse smaa Omstændigheder, der i deres Sum nærmest ligner en Tilfældighed, har været medbestemmende til et Aftryks Udseende; dette sees allerbedst, naar man sammenligner de forskellige Billeder i een og samme Bog, f. Eks. i Christian den Tredjes Bibel fra 1550. Her findes saaledes samme Titelblad 3 Gange; hvis disse Aftryk ikke fandtes i samme Bog, var der sikkert intet til Hinder for at hævde en Aldersforskel af mindst 10 til 20 Aar mellem det første og sidste paa den ene Side og det
1) >: Papillon.
2) Smlgn. Francis Douse, The Dance of Death, London 1833, S. 90: One may, indeed, regret the general carelessness of the old printers in their mode of taking off impressions from blocks of wood when introducing them into their books, and which is so very unequally practised that . . . . the impressions are often clearer and more distinct in later than in preceeding editions.
midterste paa den anden, idet Skrafferingen her træder mindre skarp frem. — Men bedst er det vel at lade Dødedansen selv tale det sidste Ord i sin egen Sag. Som vi senere nærmere skal omtale, stammer de til den danske Dødedans benyttede Træstokke fra Lübeck, hvor de sikkert allerede anvendtes til et Dødedanstryk 1489. Denne Lübecker Original har jeg selv haft Lejlighed til at kunne undersøge1); nogle af dens Illustrationer er optagne i det store Pragtværk, Weigel und Zestermann, Die Anfänge der Buchdruckerkunst in Wort und Bild, Leipzig 1866, II, 166. Sammenligner man nu den danske Dødedansoriginal med de her gengivne Billeder, saa bliver det klart, at Brud i Randen o. s. v. ikke kan spille nogen Rolle ved Bedømmelsen, idet f. Eks. paa Pavebilledet 1489 venstre Rand er korrupt, medens den i den danske Udgave er uden Hul, hvorimod her øverste Rand er mere medtaget end 1489.
Jeg har opholdt mig længere ved denne Undersøgelse end det maaske for selve Dødedansens Skyld var nødvendigt, da jeg helst vilde paavise det mislige ved hele den her behandlede Fremgangsmaade.
Den gamle danske Dødedans indeholder vistnok ikke noget, der kunde give os et Fingerpeg til Bestemmelsen af dens Alder. Man har ment, at heller ikke den samtidige eller senere Litteratur synes at antyde noget, hvoraf man kunde drage Slutninger, idet man paastod, at Dødedansen ikke blev nævnt eller citeret i vore ældre Skrifter. Imidlertid giver dog et af disse os et om end kun meget svagt Holdepunkt. Den allerede ovenfor omtalte Oversættelse af Luthers Sermon ved Schrock har som Tekst til det bag i Bogen optagne Billede af Døden paa Løven følgende Digt2) :
1) Palæotypen fra 1489 findes i Germanisches Museum i Nürnberg; en nyere Udgave fra 1496 findes i Wolfenbüttel. Udgiven paa ny af Baethcke i Bibliothek des litterarischen Vereins in Stuttgart, 127. Tüb. 1876.
2) Optrykt i Aarsberetninger og Meddelelser fra det St. Kgl. Bibl. II, S. 192. Vi ved ikke, om Schrock selv er Forfatter til Digtet.
