Bruun gør nu gældende, at af de herhen hørende Illustrationer de i den gamle danske Dødedans gør Indtryk af at være tagne med de mest slidte Træstokke og følgelig er yngst. — Sammenligner vi imidlertid Rimkrøniken (1533), Dødedansen (1536) og den latinske Kirkeordinats (1537), som alle indeholder Kongens Billede, saa finder vi, at dette ganske vist synes mindst »slidt« i Rimkrøniken. Det er navnlig den Billedet omgivende Dobbeltrand, som er slidt, og som kunde afgive et Kriterium. I alle tre Bøger er den yderste Rand defekt for oven til venstre, og det paa en saadan Maade, at der slet ikke kan være Tvivl om, at virkelig samme Træstok har været benyttet 1533, 1536 og 1537. Mest defekt er paa dette Sted Kirkeordinatsens Billede, mindst, imidlertid i Virkeligheden dog kun en lille Kende mindre, Dødedansens. Forsaavidt kunde det altsaa snart synes, som om Bruun havde Ret. Defekt er yderste Rand endvidere paa samme Maade, kun i forskellig Grad, mest igen i Dødedansen, som her tillige frembyder en Mangel af hele det venstre Hjørne, hvilket dog sikkert er en Tilfældighed og beror paa, at den næstfølgende Tekstlinie er anbragt paa for nært Hold. — Tvende skønne Viser (1547) og Dødedansen (1536) har Munkens Billede fælles. Det er igen øverste og nederste Rand, det drejer sig om; i den nederste er Lakunen lige stor i begge Bøger; om øverste Rand i Dødedansens Munkebillede gælder noget lignende som om Kongebilledets nederste; Træsnittet er nemlig skubbet for tæt op mod den nærmest ovenstaaende Tekstlinie; men helt henne til højre, hvor Tekst og Træsnit ikke komme hinanden saa nær, sidder en lille Stump, som kunde tale for Dødedanstræsnittets Aldersfortrin fremfor de tvende skønne Visers, hvis disse Bruuns Betragtninger i det hele taget havde noget Værd. — Luthers fordanskede Enchiridion (1538) og Dødedansen (1536) har fælles Træsnittet med Præsten, som prædiker foran Kirken; det forekommer to Gange i Dødedansen; disse Dødedanstræsnit har paa en fælles Lakune nær vel bevarede Rande (i Modsætning til de fleste af Bogens egentlige Dødedanstræsnit kun enkelt
Rand), medens Randen i det efter gammel Tradition to Aar yngre Enchiridion baade foroven og forneden kun træder meget utydeligt frem. Skrafferingen er efter mit Skøn ligesaa skarp det ene Sted som det andet. Imidlertid forekommer (F II) i samme Enchiridion, hvilket synes at være undgaaet Bruuns Opmærksomhed, ogsaa den anden Prædikenscene fra Dødedansen; paa disse Billeder træder imidlertid Skrafferingen absolut skarpest frem i Dødedansen1). — Fælles for Schrocks Oversættelse af Luthers Sermon (1538) og Dødedansen (1536) er den paa en Løve ridende Dødning. Dette Træsnit forekommer 1 Gang hos Schrock og 5 Gange i Dødedansen; disse 5 Aftryk er i deres Helhed bedre bevarede end det i Sermon; i dem alle findes en stor fælles Lakune i Enkeltranden foroven, men det første af Dødedansens Løvedødningsbilleder har dog Antydning af, at selve Træstokkens Rand ikke har manglet, i hvert Tilfælde ikke i den Udstrækning, som de øvrige Billeder kunde antyde; fælles for de 4 øvrige er et andet mindre Hul i Randen foroven; dette findes ikke i Schrocks Sermon, men Hullet er for lille (næppe 2″), til at jeg alene af den Grund tør tilkende Schrocks Sermon og dermed de øvrige omhandlede Palæotyper Aldersfortrinet fremfor den gamle danske Dødedans. Jeg er da ved at arbejde med Bruuns Kriterier kommen til det Resultat, at Dødedansen i den ovenfor opstillede Række godt kan følge nærmest efter Rimkrøniken fra 1533.
Men i Virkeligheden har man slet ikke Lov til af disse Kriterier at drage nogensomhelst Konsekvens. Lad os f. Eks. tage 3 Palæotyper: den danske Rimkrønike (1533), den latinske Kirkeordinats (1537) og Een oc Tiue de alder skøniste oc hwgswaleligste Artickle, Som alle menniske ere nøttelige ath vide til deris sielis salighed. Paa det korteste vddragne aff den hellige scrifft (af Fr. Wormorsen Kbhvn. 1535). Disse 3 Bøger er alle udgaaede fra Hans Vingaards Trykkeri, og vi kan med Sikkerhed antage, at den samme Træstok har
1) I det kgl. Biblioteks Eksemplar af Enchiridion er en Del af Træsnittene bl. a. de to her omtalte oversmurte med Tusk.
