Raphael Meyer

at den sjældne Levning burde aftrykkes »hel og holden, thi der er mere mærkeligt deri, end det der findes i Prøverne deraf«. Til Dels blev dette Krav tilfredsstillet af Brandt, som besørgede en Udgave i moderniseret Sprogform med en liden Indledning og nogle faa Noter1). »Hel og holden«, bortset fra det, der i Tidens Løb er gaaet tabt, i samme Sprogform, i hvilken Bogen læstes af det 16de Aarhundredes Publikum, med reproducerede Illustrationer, der ligesom Dødedansteksten har deres kulturhistoriske — desværre kan vi ikke sige, ogsaa deres kunstneriske — interesse, foreligger da Dødedansen for første Gang i nærværende Udgave.

Den gamle danske Dødedans tilhører uomtvistet det 16de Aarhundrede. Paa dens ikke originale Bind findes Aarstallet 1536; hvorpaa dette Aarstal beror, ved man ikke noget om. Overbibliotekar Justitsraad Chr. Bruun har2) fremsat en Formodning om, at dets Fremkomst skulde skyldes Justitsraad Thorkelin;(1) ganske vist skylde vi Thorkelin Aarstallet »circa 1536«, men deraf følger ikke, at han skulde være dets Ophavsmand. Aarstallet kan ligesaa godt stamme fra en nu forsvunden Kilde eller Overlevering. Der var da i lange Tider heller ingen, som drog dets Paalidelighed i Tvivl, men Bruun har3) søgt at godtgøre, at den gamle danske Dødedans, i hvert Fald det bevarede Eksemplar, maa være noget yngre; han sætter det til Tiden mellem 1550 og 1570. Bruuns Betragtninger knytter sig kun til Bogens Ydre, ikke til dens kultur- og litteraturhistoriske Stof. Den gamle danske Dødedans er imidlertid et hvast Angreb paa den katolske Kirke og dens Mænd, og den er ydermere en Folkebog. Efter al Sandsynlighed at dømme er saadan et populært Angreb kun tænkeligt i en Tid, hvor Stridens Bølger gaar højest, og dets Karakter som offensiv Satire afviger da heller ikke synderligt fra de øvrige Angreb, som er os levnede af vor Reformationstids Litteratur. Jeg lægger ikke nogen Vægt paa, at det i

1) I Ældre danske Digtere, Kbhvn. 1862. (Dødedansen 1860.)

2) Aarsberetninger og Meddelelser fra det St. Kgl. Bibliothek II. S. 161.(1)

3) Smstds. S. 159 ff.

denne Tids Satirer Saa hyppigt og med megen Bravur optrædende personlige Element, idet man tager Sigte paa sin Tids Notabiliteter, vistnok mangler i den gamle danske Dødedans. Dette har sin naturlige Forklaring i, at ogsaå dens Forbilleder og Kilder er aldeles blottede derfor. Fjorten til tyve Aar senere end 1536 vilde saadan et Angreb for en stor Del have været et Slag ud i Luften, en Kamp mod Vejrmøller; muligvis det ogsaa har været det, men vi kan paa Forhaand ikke have Lov til at antage det. Men selv om den gamle danske Dødedans virkelig var affattet 1536, saa kunde jo det bevarede Eksemplar godt tilhøre en ny Udgave fra Tiden omkring 1560. At en Udgave, ældre end den bevarede, har eksisteret bekræftes imidlertid ikke ved nogen Efterretning eller ved et eneste Indicium. — Bruuns Bevismateriale for Tiden omkring 1560 støtter sig til Bogens typografiske Udstyrelse, en Undersøgelse af dens mange Træsnit og en Sammenligning mellem disse og Træsnittene i flere andre danske Palæotyper fra det 16de Aarhundrede, der uden Tvivl er tagne med de samme Træstokke. De af Bruun anførte Palæotyper ere:

...then Dāske krønnicke wel offwerseet oc corrigeret bedre
    end til forñ Kiøbnehaffn MDXXXIII.
Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et
    Ducatuum, Sleswicensis, Holtsatiæ etcet. Anno Domini
    MDXXXVII.
En Sermō huorledis mand skal berede sin hw til døden.
    Mart. Lutther Fordansket aff Christern Schrock. S.1)
    MDXXXVIII.
Enchiridion, siue Manuale vt vocant. Een Haandbog, for
    Sogneprester, til Euangeliske kircke tiæniste. Cum
    Præfatione Doctoris Pomerani. D. M. Luth. MDXXXVIII.
Tuenne Skiøne Viser Dē første Om Løgē oc Sādhed Den
    anden om Muncke Cappen (MDXLVII)2).

1) >: Swinborgensis.

2) Ny Udgave af Chr. Bruun i Viser fra Reformationstiden. Kbhvn. 1864.