Døden fra Lübeck, Jacob von Melle

Jacob von Melle (1659-1743) var en præst, der kunne mere end sit Fadervor. Han blev født 17. juni 1659 i Lübeck og uddannet i Kiel indenfor teologi, filosofi, filologi, historie og naturvidenskab. I 1684 blev han prædikant i Mariakirken i Lübeck, og i 1706 blev han udnævnt til sognepræst - en stilling han beholdt til sin død 13. juni 1743.

von Melle havde kendskab til omkring 10 sprog (inklusive dansk) og udgav utallige bøger. Blandt disse var en plattysk ordbog med 20.000 ord og en bog om de bornholmske "guldgubber" (små forhistoriske guldplader, hvorpå der er udstandset små menneskefigurer). Melle har formodentlig aldrig selv været på Bornholm, men har brevvekslet med en "ven" på øen. Bogen er skrevet på latin, men "vennens" svar er skrevet på dansk.

von Melles regnes som fader til den lybske historieskrivning, og i 2 af hans historiebøger har han beskrevet dødedansen, nemlig hans håndskrevne "Ausführliche Beschreibung der kayserlichen, freyen, und des H. Römischen Reichs Stadt Lübeck" og "Lubeca religiosa".(1)

Hvor godt et vidne var Jacob von Melle?

Jacob von Melle er vores eneste kilde til den oprindelige plattyske tekst, og heldigvis ser det ud til, at han har gjort et godt stykke arbejde. von Melle kunne læse 4 linjer i starten af maleriet og de svarer til fragmentet i Tallinn. De få afvigelser, der er, skyldes formodentlig snarere forskel i dialekterne(2) mellem Lübeck og Tallinn end læsefejl.

Til gengæld lader det til, at von Melle har overleveret os versene som en stor rodebutik. Faktisk er der ikke mindre end tre problemer.

1) Opbygningen af Dødedansene i Lübeck

Det lyder utroligt, at en så lærd mand som von Melle kunne overse noget så grundlæggende, men kig på verset til højre: Overskriften lyder "Der Tod zum Artzte", hvilket er højtysk (på plattysk ville der stå "De Dot to deme Arstede"). Det lyder ulogisk med højtyske overskrifter på en plattysk tekst, og når man husker, at der ikke er overskrifter på maleriet i Tallinn, må vi konkludere, at overskrifterne er tilføjet af von Melle selv.(3)

Men overskriften er forkert, idet de 7 første linjer er Dødens svar til den foregående danser. Kun den 8. linje "Følg efter, Mester Medicin" er henvendt til lægen.

Så det første problem er, at Jakob von Melle har forsynet sine noter med overskrifter, der er taget fra det nye maleri — uagtet at strukturen er forskellig.

Den første til at påpege denne besynderlighed var Karl Russwurm. Han skrev (anonymt) en artikel i tre dele i 1838 med titlen "Der Todtentanz in der St. Nicolaikirche zu Reval". Russwurm var på det tidspunkt bosat i Tallinn, og han var den første, der fik udgivet teksten fra dansen i Tallinn. Fra starten af stod det Russwurm klart, at teksten i Tallinn kunne supplere teksten i Lübeck, hvor den første halvdel manglede: »Daher war es eine freudige Ueberraschung, die verloren geglaubte Hälfte dieser Unterschriften zum Theil hier wieder aufzufinden«.

Da Russwurm skulle gengive teksten fra Lübeck, (fra en bog udgivet af Schmidt), studsede han over, at selvom versopbygningen var den samme som i Tallinn, var overskrifterne forvirrende: »Hier ist eine merkwürdige Ungenauigkeit, indem nämlich, wie es scheint, alle Reden des Todes, wie die Revalschen, sich auf die vorgehende Person beziehen, während die Ueberschrift die folgende nennt«. Russwurm påpegede også, at Dødens kropstilling ofte umuliggjorde, at han skulle tale med den efterfølgende danser.

Otteogtyve år senere, i 1866, udgav Mantels sin afhandling om dansen i Lübeck. Han kendte åbenbart hverken til Russwurm eller til dansen i Tallinn, men han kom til samme resultat: At von Melle's overskrifter er misvisende, fordi kun den sidste linje adresserer den person, der står i overkriften.

Denne erkendelse løser de fleste af problemerne, som f.eks. at under overskriften »Der Tod zur Jungfrauen« (Døden til jomfruen) siger Døden: »En junk Man sik bi Tiden ker To Gade«.

2) Ombytning af Danserne

Selvom vi tager højde for de forvirrende overskrifter, er der flere problemer. Vi kom frem til, at de syv første linjer under overskriften "Der Tod zum Artzte" var henvendt til den forrige danser. Dødens ord er yderst positive: »Grot Lon schaltu entfan«: "Stor løn skal du modtage. For dit arbejde, som du har gjort vil Gud dig tusindfold belønne".

Jacob von Melle har givet det forrige vers overskriften: "Der Edelmann antwortet", og faktisk er der en adelsmand her med sin jagtfalk. Men adelsmanden har udsuget sine undersåtter for at "tilfredsstille lysten til unyttige ting"; han har forsyndet sig imod moralen i historien, og alligevel roses han af Døden.

Der er et tilsvarende problem, når Døden siger til håndværkeren: »Hefstu anders nicht bedreven, In Kopenscop« ("Har du ikke bedrevet andet i købmandskab"), mens han til købmanden siger: »Gi Amtes Lude alghemeine« ("I håndværkere, allesammen"). Åbenbart er der også byttet om på købmand og håndværker.

Den forklaring blev ikke accepteret uden sværdslag. I 1873 skrev Hermann Baethcke bogen "Der Lübecker Todtentanz: Ein Versuch zur Herstellung des alten niederdeutschen Textes". Baethcke mente, at opbygningen var den enkle, hvor Døden taler på 8 linjer, og mennesket svarer i de næste 8 linjer. Derfor afviste han det meste af Mantels' løsning, ja han mente faktisk, at Mantels bare havde skabt endnu større forvirring.

Mantels' modsvar kom samme år i Göttingische gelehrte Anzeigen side 721-741. Tydeligt irriteret skrev han, at det virkede som om, Baethcke allerede havde skrevet udkastet til sin bog (side 5-6, fodnote 7), inden han var blevet opmærksom på Mantels' bog, og nu var blevet stædig.

Baethcke havde ikke bare byttet om på versene — han havde måttet rette i teksten for at kabalen til at gå op: Han havde ændret Dødens opfordring til degnen: »Koster, kum, it wesen mot« til en opfordring til købmanden: »Kôpman, kum, it wesen mot«. Mantels påpegede, at »it wesen mot« passer fint med degnens svar: »Ach Dot, mot it sin gedan«. Tilsvarende mente Baethcke, at opfordringen til købmanden: »Kopman, wilt di ok bereiden« oprindeligt havde været rettet mod karteusermunken: »Karthuser, wilt di ok bereiden«, men Mantels pointerede, at ordene »wilt di ok bereiden«, passer med købmandens svar »it is mi verne, bereit to sin«

Til sidst spillede Mantels sin trumf ud: I de 7 år, der var gået siden 1866, havde han nu fået kendskab til dansen i Tallinn. Han citerede 3 på hinanden følgende figurer: Døden, kejserinden og Døden. Her er det tydeligt, at når Døden siger »Du var udvalgt, […] Til at beskærme og bevare kristendommens hellige kirker med retfærdighedens sværd«, taler Døden til kejseren til venstre og ikke til kejserinden til højre. Endnu tydeligere er det, når Døden til højre siger »Keiserinne hoch vor meten« til kejserinden.

3) Ågerkarl eller Borger?

Jacob von Melle gengiver dødedansteksten i to håndskrevne historiebøger: Lubeca religiosa og Ausführliche Beschreibung. Af disse to er Lubeca religiosa den ældste, men den var i mange år forsvundet som russisk krigsbytte.(1)

Den største forskel på disse to transskriptioner er, at den person, der kaldes ågerkarl i den ene tekst, er borger i Lubeca religiosa. Dette gælder både for Jacob von Melle's højtyske overskrifter, der siger »Der Todt zum Bürger« og »Der Bürger zum Todt«, og for selve teksten, hvor Døden siger »Borger, volge van Stunden an« istedet for »Wokerer, volghe van Stunden an«.

Hvilken af de to afskrifter er så rigtig? Er personen en ågerkarl eller en borger?

I bogen Totentanz-Studien (billedet til højre) side 25-36 argumenterer Mischa von Perger overbevisende for, at der vitterligt har været en borger på dette sted i dansen, ligesom det jo også er tilfældet i Des Dodes Dantz og Dodendantz (billedet til venstre).

Normalt ville en ågerkarl blive kritiseret for sit dadelværdige erhverv: blindet af grådighed, hjerteløs og hård mod de fattige. Men sådan er teksten ikke i Lübeck: Her beklager ågerkarlen / borgeren, at han har samlet gods og korn (men altså ikke penge), og han bliver kritiseret for at have valgt denne verdens goder istedet for at have forberedt sig på Døden. Kort sagt: Kritik, der kunne ramme enhver borger.

Hvorfor har von Melle så valgt at ændre borgeren til en ågerkarl? Dels af samme grund som de andre ændringer: Der var en ågerkarl i det "nye" maleri fra 1701, men også som en følge af det roderi, han selv havde lavet i teksten. Det vers, som von Melle har givet overskriften "Døden til Ågerkarlen", er i virkeligheden Dødens svar til lægen, og her siger Døden bl.a.: »En retfærdig dom skal du få […] Du har […] bragt mange i stor ulykke. taget store honorarer fra de fattige […] Altid tog du store summer for det«. Disse ord kunne sagtens tages for at være den sædvanlige kritik af ågerkarle.

Det sidste spørgsmål er så, hvordan og hvorfor danserne var blevet byttet om. Det vil vi diskutere på siden om Mantels.

Kilder

Yderligere information:

Efter Anden Verdenskrig var Lubeca religiosa en af de millioner tyske bøger, der blev fordelt over hele Sovjetunionen som krigsbytte.

I 1996 beordrede Georgiens præsident Eduard Sjevardnadse, at Georgiens del af krigsbyttet skulle tilbageleveres. En af de 1.850 bøger, som Lübeck dermed fik igen var netop Lubeca religiosa, selvom det ikke er helt klart, om der var tale om Jacob von Melle's eget værk eller en meget gammel afskrift.

For detaljer, se dette eksterne link: Aus Georgien zurück, Ein Beispiel für Restitution von Bibliotheksgut. Tak til Mischa von Perger for at gøre mig opmærksom på denne historie.

En grundig sproglig analyse af de to malerier, skrevet af Robert Damme, kan læses i Prof. Hartmut Freytag's bog, Der Totentanz der Marienkirche in Lübeck.