Vi har kigget på en alternativ dødedans, Accidens de l'Homme, og hvordan de samme billeder fandtes med to forskellige tekster.
Men der findes en anden udgave af de samme motiver. På titelbladet af en tidebog udgivet af Hardouyn står der: »heures a lusaige de Romme tout du long sans riens requerir. Avec les figures de la vie de lhomme: et la destruction de hierusalem«. Man kan ikke lade være med at holde af den tids mennesker: Skidt med at denne tidebog indeholder knap 200 sider med kristne bønner og billeder af hellige mænd og kvinder; det der skal sælge bogen er, at kanten på enkelte af siderne er dekorerede med "Menneskets liv" og "Jerusalems ødelæggelse".
Billederne er ganske store, og i tidebøgerne bringes der kun 1 per side. Jeg placerer dem dog to og to af praktiske hensyn. Billederne kommer i den rækkefølge, teksten angiver, hvilket er en helt anden rækkefølge end i de foregående udgaver:
1.
Eve et Adam, puis leur création, |
2.
Leur fils Caïn me fit premier hommage, |
3.
Ainsi donc en ma possession mise, |
4.
Dessus ce bœuf, qui s'en va pas à pas, |
5.
Age souvent qui est vieil et caduque, |
6.
Dieu plusieurs fois, en vengeance cruelle, |
7.
Par famine, fait les autres détruire |
8.
Mortalité, ma bonne chambrière, |
9.
Par le moyen de ces trois dures verges, |
9½.
Ie ay maladie ma loyalle seruante |
10.
J'ai d'autre part, qui jamais ne sommeille, |
11.
Puis ces brigands larrons, meurtriers, iniques, |
12.
Car justice, qui souvent m'anticipe, |
13.
Et mes exploits nullement ne restreins |
14.
Les fortunés et les mondains heureux, |
15.
Je fais tarir à coup beauté mondaine: |
16.
Ces corps bien faits, ces féminins visages, |
17.
Devant aussi mes douloureux assauts |
18.
Je fais aux bons leurs chemins et passages; |
19.
Tout homme est né pour mourir une fois; |
20.
Là, ménestriers, sans vous tenir arrière, |
21.
Aucun pays est puni par famine. |
22.
Age souvent, qui est vieil et caduque, |
23.
Devant aussi mes douloureux assauts, |
24.
Je suis la mort qui mène à toute fin, |
25.
O bons humains qui oyez cette danse, |
![]() |
Historien er grundlæggende den samme som i Accidens de l'Homme: Døden praler af, hvordan han siden Adam og Eva har plaget menneskeheden sammen med sine hjælpere, Krig, Hungersnød, Sygdom og Ulykker. Teksten er lidt længere, så Dødens flok udvides med Aage (alderdom) og Justice (retfærdigheden, der henretter forbryderne).
Teksten virker mere helstøbt end i Accidens. For eksempel får vi en fornuftigt grund til, at billedet af Kain og Abel er med: "Kain var den første der viste mig (dvs. Døden) ære". Her i Vie forklarer teksten, hvorfor Døden rider på en okse, ("Dessus ce beuf"): Oksen bevæger sig som Døden, med langsomme skridt, men ustoppelig. Dødens tre våbenfæller, Krig, Hungersnød, Sygdom, bliver kaldt »Plus cruelle que bêste léonine« (mere grusomme end løve-bæster) og dermed bliver parallellen endnu tydeligere til de fire ryttere i Johannes' Åbenbaring: »han, der sad på den, hed Døden, […] Og de fik givet magt […] til at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr« (Åbenbaringen 6,8).
![]() |
Rækkefølgen er anderledes. Det ser man især på Døden selv, der indleder de to forrige danse. I Vie er det derimod først til sidst, at det "afsløres", hvem der taler: »Je suis la Mort«. Strengt taget får Døden ikke det sidste ord, for det sidste billede viser Jesus ved Dommedag. På den anden side, er det vel ikke Jesus, der siger: »Hvis I danser godt bliver I belønnede, hvis I danser dårligt vil I betale dyrt«.
Men faktisk er det et problem at tale om rækkefølgen, for de enkelte udgaver varierer vildt med hensyn til rækkefølgen, antallet af vers, og hvilke billeder der illustrere hvilke vers (se evt. denne oversigt).
Teksten i ovenstående tabel er — med undtagelse af vers 9½ og 21 — skrevet ned af Thomas Mermet i bogen "La vie de l'homme, poëme de 1509, et la Destruction de Jérusalem", 1838.
Mermet var selv ejer af en tidebog af Hardouyn fra 1509. Hans tekst er på et mere moderne fransk og forsynet med tegnsætning og accenter, der gør den mere tilgængelig for moderne læsere. Der er enkelte fejl, men den håber jeg på at få kigget på snart.
![]() |
Teksten er også skrevet ned af A. Méray i "Archives du bibliophile". Han udelader dog vers 1-3, 18 og 21-23. Méray fortæller blot, at han skriver af fra marginen i "en interessant tidebog fra Charles VIII's tid": »sur les marges d'un curieux livre d'heures de temp de Charles VIII«.
Billederne er relativt sjældne; i de fleste af Hardouyn's tidebøger er der ingen dødedanse. Der er sågar enkelte eksemplarer, der på forsiden lovede at indeholde "Les figures de la Vie de lHomme", uden at det var tilfældet. I enkelte bøger bringes metalsnittene uden tekst som en slags "pynt".
Det er typisk, at der ikke findes to eksemplarer, der er ens. Jeg har opstillet en oversigt her. I den bog, Mermet beskriver, er vers 21, 22 og 23 kopier af henholdsvis vers 9, 5 og 17. Derimod har nogle få eksemplarer istedet et særskilt vers 21 (»Aucun pays est puni […]«), som jeg så har indtastet i tabellen foroven.
Andre eksemplarer har et andet alternativt vers: »Jay maladie ma loyalle servante […]« (billedet til venstre). Jeg har givet dette vers nummer 9½ i ovenstående tabel.
![]() |
![]() |
Billede 23 (nummer 20 i Accidens) er meget sjældent. Tilsyneladende eksisterer der ikke en version af de to billeder, der i Accidens har numrene 15 og 19.
Accidens de l'Homme havde et 26. billede: forfatteren, der kommer med den afsluttende morale. Der er en person i samme bog som La Vie de l'Homme, der ligner denne forfatter meget (billedet til venstre), men han er ikke med i "La Vie de l'Homme". Han er en af de to mandlige og to kvindelige profeter, der bruges flittigt i andre afsnit af bøgerne, især i det, der handler om Jerusalems ødelæggelse.
Tolv af metalsnittene er genbrugt i "Les dis des estas et la response de la mort" (billedet til højre). Ti billeder af mennesker (= "Les dis estas") samt Døden og Dommedag giver tilsammen 6 sider, eftersom billederne er ret store. Teksten er simpelthen den sidste linie fra hvert vers i Danse Macabre i Paris. F.eks. er »Mort nespargne petit ne grant« og »Tout est forge dune metiere« slutningen på de to vers, der indleder dansen, mens »Aux grans maistres est deu lhonneur« er slutningen af Dødens opfordring til paven.
Den interesserede læser henvises til den noget tørre tabel over rækkefølgerne. Istedet vil vi nu for en stund forlade disse marginaler og kigge på nogle mulige kilder. Det vil vise sig, at de to "ekstra vers" — dem, jeg gav nummer #9½ og #21, har lige så berettigede krav på at være med i La Vie de l'Homme, som de andre 22 har. Men først kigger vi på Dødens æble.
De næste par afsnit handler ikke om marginaler, men kigger i stedet på kilder, der har inspireret disse cyklusser. Først: Dødens æble.
Det forrige afsnit handlede om Accidens de l'Homme.
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |