Tidebøger: Simon Vostre's 66 dansere

Nogle af danserne er lette at regne ud, andre er sværere, og nogle næsten umulige.

Som før nævnt er deltagerne de samme som i de trykte udgaver af La Danse Macabre, og Vostre har været så venlig at placere titler under hvert billede. Det volder derfor ikke det store hovedbrud at identificere figurer som pave ("le pape"), kejser ("lempereur"), læge ("le medesin") eller hyrdinden ("la bergere"). Ovenikøbet har paven et stort kors, kejseren har sværd og krone, lægen stirrer på sit uringlas, mens hyrdinden har en hund, der ligner et får (eller et får, der opfører sig som en hund).

Lidt sværere er det med titler, der ikke findes længere (eller som er blevet nedgraderede). Titler som le connestable, le cheualier, le sergent og lescuyer. En "connétabel" er samme ord, som konstabel (ordet kommer af "comes stabuli", der betyder greve af stalden). En "escuyer" er en skjoldbærer (latin: "scutarius"), men frem for at bruge for meget tid på at undersøge, hvad den enkelte rang betød omkring år 1495 (eller rettere: i år 1424), er det lettere at kigge på placeringen i dansen. Når vores "connestable" optræder i starten af dansen — før ærkebiskoppen — kan vi regne ud, at hans position i samfundet har været langt større end en moderne konstabels. Når vi ser, at "lescuyer" har en jagtfalk i hånden, kender vi straks adelsmanden og kan regne ud, at en "escuyer" er en langt finere titel end moderne engelsk "esquire".

En lidt underlig figur er le preuost. Provsten er placeret i dansen, hvor der i Danse Macabre er "le bailly", fogeden. Dette ødelægger strukturen i dansen, hvor der holdes strengt på en veksling mellem gejstlige og verdslige mennesker. Det kan måske forklares med, at både fogeder og provster fungerede som dommere. Det gamle franske magistratsstyre havde flere rets-instanser: "bailie"-retter og "provost"-retter, hvor "provosten" var udpeget og betalt af "bailie'en".

Især de 36 kvinder volder hovedbrud. Her er det uomgængeligt at læse "Fifteenth-Century French Women's Role Names" af Ann Tukey Harrison (se eksternt link).

Enhver kan regne dronningen ud, og en regent, la regente, regerer over kongeriget, mens monarken er bortrejst (f.eks. blev Katherina af Aragonien efterladt som regent i England, mens Henrik VIII gik i krig i Frankrig).

"la cheualiere", ridderfruen, er gift med "le cheualier", det er klart. Og la femme descine er gift med vores "lescuyer", og la balliue, fogedkonen, er naturligvis gift med "le bailli", fogeden, bortset fra at Vostre som sagt har udskiftet fogeden med en provst.

På den anden side er la bourgoise, borgerinden, ikke nødvendigvis gift med le bourguys, borgeren, og la cordeliere, franciskanernonnen, er naturligvis ikke gift med le cordelier, franciskanermunken. Så hvad med la marchande, købmandsfruen? Er hun gift med le marchant, købmanden? Eller driver hun sin egen købmandsforretning?

Den store dame, la femme grosse, er ikke fed, men gravid. Hvis man er i tvivl, kan man kigge på den hollandske udgave, der siger Groet mit kind, mens den latinske siger Gravida.

For at gennemskue rollerne, kan det være nyttigt at kigge på dialogen i Danse Macabre. For eksempel har Vostre afbildet gensalgskvinden, la reuenderesse, med armene fulde af tøj og bælter (billedet til venstre). I Danse Macabre fortæller hun, hvordan hun har tjent 2 ecu ved snedigt at tage for høje priser: »J'auoye hier gaigné deux escus / Pour forfaire subtilement«.

Husbestyrerinden, la recommanderese, driver et pensionat, og Døden beder hende ironisk, om han ikke nok kan bo hos hende. Døden mangler et sted at bo, for ingen vil give ham herberg: »J'ay bien mestier que on m'adresse / Car nul ne me veult héberger«.

Blandt de mere tvetydige er de to "kærlige" kvinder, "la femme daceul" og "lamoureuse". Betydningen af la femme daceul er "den gæstfrie / venlige / velkommende kvinde", og teksten i Danse Macabre fortæller, hvordan hun har beværtet familie og venner: »Auiourduy parens et amis / Promettent et mons et merueilles«. Derimod er "den kærlighedsfulde kvinde", lamoureuse, kort og godt prostitueret. Døden kalder hende en "kvinde af ringe værdi, der har levet et dårligt liv i kødelighed": »Femme de petite value / Mal viuant en charnalite«

Disse to damer bytter roller i Vostre's marginaler. De hollandske oversættelser af "den gæstfrie dame" er klare i spyttet og kalder hende "De Hoere" eller "De Bolerin". mens den latinske oversættelse har overskriften Lasciva, "den lystne kvinde".

På hollandsk hedder "den kærlighedsfulde kvinde" derimod De vrijester, der ikke betyder frister, men frier. Dermed er den unge kvinde med sin blomst i hånden simpelthen den kvindelige modpart til lamoureux, bejleren.

Kan man tænke sig, at en ærbar kvinde kunne optræde som "frierinde" i den mørke middelalder? Jeg ved det ikke, men jeg tror, spørgsmålet er irrelevant. Forfattere i Middelalderen kunne godt skabe mand/kvinde paralleller uden at være begrænsede af virkeligheden. For eksempel har tarotkort ikke noget problem med at inkludere en "pavinde" som modpart til paven.(1) Man skal også huske, at i den engelske oversættelse havde Lydgate ingen kvaler med at tilføje "the Gentilwoman amerous" som en modpart til "the amerous Squyere". I "Le Mors de la Pomme" angriber Døden et ungt kærestepar, der kaldes "L'amoureuse" og "L'amoureux".

Kan det omvendt tænkes, at der er to "løsagtige kvinder" i dansen? Kan både den venlige kvinde og den kærlige kvinde være prostituerede? Ja, det kan man også sagtens tænke sig. Det store antal kvinder i dansen i modsætning til de begrænsede roller for kvinder i tidens samfund gør, at der er mange gentagelser. Der er både en gammeljomfru, gammel kvinde og kvinde med krykker. Der er både en nygift, en brud og en sød kone. Og der er både en ung kvinde, jomfru og ung pige.

En anden forvirrende person er la garde dacouchees. Ordene er relativt entydige: Hun skal værne om ("garde") de kvinder, der er sengeliggende ("d'accouchées"), altså en jordemoder. Den latinske udgave har overskriften ministra puerperarum, altså en der tager sig af kvinder, der lige har født.

På den anden side viser dialogen i Danse Macabre, at hun arbejder i en badeanstalt. Døden nævner bade og lagner flere gange i sin replik, mens hun taler om bade for mænd og kvinder — og om den lækre mad, hun serverer.

Dialogen i Danse Macabre viser, at hun plejede at undervise i de hellige tekster. Døden hilser hende: »Nous direz vous rien de nouueau Ma dame la theologienne Du testament vieulx ou nouueau«: Vil De [ikke nok] fortælle os noget nyt, min frue teologinde, fra det Gamle eller Nye Testamente? I den hollandske version kaldes hun "De wise" — dvs. den vise.

Næste afsnit er om en af Simon Vostre's konkurrenter: Guillaume Godard.

Det forrige afsnit handlede mere generelt om Simon Vostre's 22 marginaler.

Simon Vostre's 66 Dansere

Ressourcer og Eksterne links

Pavinde . . .: Nogle mener, at der engang var en kvindelig pave, nemlig Pave Joan / Johanna.

Ifølge legenden forklædte Joan sig som en mand og blev forfremmet til pave. Hun blev afsløret som kvinde, da hun fødte et barn. Derefter kom hendes karriere (og liv) til en brat ende.

Men pavinde-tarotkortet er ikke Pave Johanna, der i reglen fremstilles med sit spædbarn. Desuden var Johanna ikke pavinde, men pave, og til syvende og sidst er hele historien en legende, hvilket understreger min pointe om, hvorledes forfatteren i Middelalderen kunne skabe sådanne karakterer uden at være besværede af virkeligheden.

Eksempel på tarotkort med pavinden.

Marginal tænkning: De 66 dansere

Simon Vostre's 66 Dansere

Ressourcer og Eksterne links