Tidebøger: De dødes Kontor

Et af afsnittene i tidebøgerne var De Dødes Kontor, Officium Mortuorum, Officium Defunctorum eller Vigiliae mortuorum.

De dødes Kontor var placeret mod slutningen af bogen, ligesom Døden kommer mod slutningen af livet. Resten af bogen — efter De dødes Kontor — var fyldt med forbønner til diverse helgener, der varierede fra egn til egn, alt efter hvor den enkelte bog var fremstillet.

De dødes Kontor skilte sig ud fra de øvrige afsnit, ikke kun ved sin størrelse, men også ved at være rigtig liturgi. Mens resten af tidebogen indeholdt bønner, som en god kristen kunne fremsige for sig selv til de forskellige tider, indeholdt De dødes Kontor den tekst, som koret og menigheden fulgte i kirken, hvad enten det var for alle døde mennesker på Alle Sjæles Dag eller til en bestemt begravelse.

Når man bladrer i en tidebog kan man ofte finde De dødes Kontor ud fra den illustration, der indleder sektionen. En typisk illustration er selve den dødsmesse, som teksten skulle bruges til (billedet til venstre).

En anden mulighed var at vise den begravelse, der fulgte efter messen (billedet til højre). Billedet viser også et andet kendetegn, nemlig det store "P" i "Placebo". Menighedens første svar til koret (antifon) var nemlig fra Salme 114/116, »Placebo Domino in regione vivorum«, "jeg vil behage Herren i de levendes rige".

En anden populær kategori kunne man kalde "Dødens triumf" eller "Døden personificeret". Temaet kunne varieres i det uendelige, men fællestrækket var, at Døden overfalder sagesløse mennesker, ofte bevæbnet med en gigantisk pil, som på billederne til højre og venstre.

Ofte kommer den personificerede Død ridende på en okse med sin store pil i hånden. Oksen bevæger sig som Døden: Langsomt, men uafvendeligt.

Når tidens kunstnere skulle illustrere Petrarca's seks Trionfi, blev Dødens stridsvogn typisk trukket af okser, der træder menneskerne ned på sin vej. Det vender vi tilbage til.

I mange tilfælde er det kun en enkelt ung mand, der overfaldes af Døden med sin pil. I de tilfælde minder temaet meget om historien om "Hvermand" ("Everyman" på engelsk).

Billedet til venstre er fra en tidebog, mens billedet til højre er fra en hollandsk bog: »Den spieghel der salicheit van Elckerlijc«, "Et spejl af Hvermands frelse".

Den ene bog er trykt i Utrecht af Gerard Leeu, mens den anden er brugt af Govaert Bac i Antwerpen. To forskellige bøger i to forskellige byer, men alligevel er de to træsnit næsten ens. Så langt væk som i Trondheim finder man dette billede.

Udover salmer indeholdt De Dødes Kontor også en række citater fra Jobs Bog. Historien om den nøgne Job, der sidder på askedyngen dækket af bylder, og som fortryder, han nogensinde blev født, mindede om de dødes trængsler i Skærsilden. Det samme gælder dødedansen i Basel, der også startede med Jobs trøst i kapitel 19.

Derfor er billedet af Job, der diskuterer med sine tre venner (og bliver skældt ud af sin kone), også et populært motiv (til venstre).

Motiverne kunne kombineres. Til højre har vi igen Døden, der overfalder "Hvermand", mens Job sidder i baggrunden med sine venner og sin kone.

Et andet populært motiv var tiggeren Lazarus. Lazarus er det eneste menneske i Bibelen, der oplever efterlivet, hvor han får lov til at vugge i Abrahams skød.

Disse to billeder viser Lazarus ved den rige mands bord. Til venstre er en version i sort/hvid i pæn forstørrelse, til højre en i farver. På begge to starter dødedansen med pave, kejser og kardinal.(1)

Dette motiv er meget brugt. Sommetider bliver det katalogiseret som "Davids og Batsebas bryllup". Det er en meget forståelig fejl, eftersom afsnittet lige inden De Dødes Kontor (ofte) var Davids syv bodssalmer, og dette afsnit var illustreret med et eller flere billeder af David, der kigger på Batseba i badet, David, der sender Urias i krig, og Urias, der bliver dræbt.

Ikke desto mindre er det ikke muligt at tage fejl. Når billedet viser en hund, der slikker tiggerens sår, er det tydeligvis en hentydning til Lazarus: »en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, […] og hundene kom tilmed og slikkede hans sår« (Lukas 16,20-21).

I baggrunden — gennem vinduet — kan man se Lazarus ligge på jorden med sin tiggerskål ved siden af. Sover han, eller er han død? I en version af dette billede henter en engel hans sjæl.

Det pudsige ved Bibelen er, at der er to mennesker ved navn Lazarus i Det Nye Testamente, og begge har en oplevelse efter at være døde.

Den anden Lazarus er Jesus' elskede ven, som Jesus genopvækkede fra de døde. Dette motiv kunne naturligvis også bruges til at indlede dødsmessen for at give et håb om genopstandelse.

Den sidste genre vi vil kigge på her, er den populære historie om de tre levende, der møder de tre døde og en eremit.

Historien findes i mange varianter: Sommetider er de tre levende af hver sin stand, og de møder deres døde modstykker (eksempel her). Andre gange er det tre verdslige mænd af hver sin stand, der møder tre døde gejstlige. Andre gang igen er de tre døde i forskellige trin af forrådnelsesprocessen.

Den version, der går igen i tidebøgerne, er dog den samme version som Guy Marchand havde trykt i sine bøger efter afsnittet med Danse Macabre: Tre unge adelsmænd møder tre ens dødninge (se Marchant's træsnit her: tre levende og tre døde).

Teksten til venstre siger: "Ad Vesperas", fordi dødsmessen var opdelt i tre tider: Vesper (solnedgang), matutin (kl. 3 om morgenen), og laudes (solopgang).

Her er en meget lignende udgave. En pudsig detalje er en hund på billedet til højre, der viser sin afsky.

Moralen er den samme i alle versionerne: "Det I er, var vi; Det vi er, bliver I snart". De tre levende flygter fra de døde. De får altså en mulighed for at angre og ændre deres liv i modsætning til i dødedansene, hvor flugt ikke er mulig.

Det skal dog gentages, at der ikke er nogen tekst til disse illustrationer. Uanset hvor forskellige og livfulde de måtte være, er den eneste tekst i bøgerne (bortset fra kalenderen) de forskellige tidebønner. Billeder, herunder marginalerne, lever deres eget liv og påvirker ikke selve bogen, på samme måde som marginalerne i Mad.

Teksten til venstre siger: »Sequuntur vigilie mortuorum« ("nu følger vågningen over de døde), »ad Vesperas« (aftenbøn), »antiphona« (menighedens svar til koret), »placebo«: første ord i Salme 116,9 (114,9 efter den græske tradition), "jeg vil behage".

Teksten til højre begynder, »Dilexi, quoniam exaudiet Dominus«, hvilket er starten af den samme salme (116/114).

Næste afsnit i serien handler om de marginaler, der er dødedanse.

Jeg skrev i indledningen, at disse marginaler ingen sammenhæng har med resten af indholdet, men af de meget få undtagelser er, at dødedansen i marginen — hvis der altså er en — er placeret i de Dødes Kontor.

Men denne undtagelse er ikke mere regelmæssig end, at Hardouyn ikke følger den, og derfor er La Vie de l'Homme fordelt udover hele bogen.

Marginal tænkning: De Dødes Kontor