I denne sektion:
|
|
En tidebog er en bønnebog med de tidebønner, en god kristen skulle fremsige på de rette tider i døgnet og de rette dage i året i den sene Middelalder. Bønnerne skulle fremsiges syv eller otte gang i døgnet (Salme 119,164) og bestod af salmer med antifoner, læsninger med responsorier, hymner og lovsange.
Dette er omtrent lige så kedeligt, som det lyder, og man skulle tro, at den tids boghandlere mente det samme, for tidebøgerne er ofte fyldt med illustrationer. Tit er der store billeder, der indleder det enkelte afsnit i tidebogen, ofte med scener fra Jesus' fødsel, liv og død, men især er der et mylder af små illustrationer i kanterne af bogen.
|
|
Sidst i fjortenhundredetallet begyndte man at fremstille trykte tidebøger, og disse blev især fyldt med et væld af små træsnit. Billederne i kanten kunne være blomster, fugle, fabeldyr (billedet længere nede til venstre) eller bare nonfigurativ pynt. Andre gange, og det gælder især for disse trykte bøger, var der tale om lange cyklusser med et kristent/religiøst indhold: Biblia Pauperum, Johannes' åbenbaring, Tobits liv, Jesus' liv, den fortabte søn, Job's lidelser, kristne dyder (billederne til højre og venstre), de 15 tegn før Dommedag, sibyller, Jerusalems ødelæggelse, Cæsar's triumf eller emnet for denne sektion: dødedanse.
En ting, der gjaldt for alle disse illustrationer i kanten, er, at de allerhøjst havde en — skal vi sige — marginal sammenhæng med indholdet af teksten (dvs. bønnerne). Præcis som de små tegninger i kanten af bladet Mad, lever disse tegninger deres helt eget liv.
Tag f.eks. billedet øverst i venstre hjørne: Døden overfalder paven med en stor pil. Men skal det forestille en bestemt pave, eller bare en pave i almindelighed? Hvorfor så kun paven? Hvis det er et forsøg på en dødedans, hvorfor er der så ikke andre billeder i denne serie? Det er ikke ualmindeligt at vise Døden, der angriber en gruppe mennesker fra hele samfundet, men her er der kun paven og en kardinal sammen med 3 udefinerbare tjenere. Hvorfor er der ingen kejser, og hvorfor er der så mange kranier i baggrunden? Foregår scenen i et benhus?
Det hjælper ikke at kigge i teksten. Det konkrete eksempel er taget fra kalender-sektionen (november måned), men billedet kunne bruges hvorsomhelst. Især naturligvis til at introducere De dødes Kontor.
Andre gange er det ikke sikkert, at man ønsker at vide, hvad der foregår:
|
|
Til trods for opfindelsen af de løse typer, var bøger stadig vanvittigt dyre. Det ville være overdrevet at kalde dem "hvermands eje". Omvendt var oplaget stort, og i det omfang folk overhovedet ejede en bog, så var det typisk en tidebog (selvom den måske ikke var ligeså rigt udstyret, som de eksemplarer, vi kigger på her).
I bogen Understanding Popular Culture: Europe from the Middle Ages to the Nineteenth Century bringes nogle forbløffende tal:
In 1528, bookseller Loys Roger had 98,529 copies of livres d'heures in his shop out of a total of 101,860 books;
in 1545 his colleague Guillaume Godard possessed a stock of 263,696 books of which 148,717 were liturgical works.
So the livre d'heures represents the basic market for publishing in the 16th century,
because it attracted at the same time the notables and the "popular" readers,
for whom it was the most frequent and often the only purchase.
(Kapitel IX, Popular Cultural Uses in Early Modern France, af Roger Chartier, side 240. Se eksternt link.)
Disse imponerende tal bakkes op af Bibliothèque nationale de France: Oplysningerne om Guillaume Godards voldsomme lager med de næsten 150.000 tidebøger kommer fra en opgørelse i forbindelse med hans kones død: »En 1545, d'après l'inventaire dressé à la mort de sa femme Geneviève Baudry, Guillaume Godard possède plus de 263 000 volumes, dont environ 150 000 livres d'heures«.
|
|
Det store antal bøger på lageret hos disse to relativt "små fisk" skal holdes op imod det store antal oplag. Alene i Paris i det første århundrede blev der udgivet 1.775 forskellige udgaver af tidebøger, og denne store success skyldtes især de små vignetter i kanten.
When Books of Hours came to be printed, in the late fifteenth and the sixteenth centuries, their pictures, made accessible to an even wider market, insured their meteoric success.
(Between 1480 and 1600 there were some 1,775 different Horae editions printed.)
This success was initially due in part to the cycles of small border vignettes with which the printers of Books of Hours were able to embellish their products. This was a selling point, and they knew it; printers often boasted about their pictures on their title pages.
(Roger S. Wieck, Painted Prayers, The Book of Hours in Medieval and Renaissance Art, 1997, side 22 nederst)
|
|
Som det fremgår, er emnet enormt. I denne sektion vil hovedvægten ligge hos de parisiske bogtrykkere i en lille periode, der meget løst kan defineres som "år 1495 og et par årtier frem".
Vi vil især kigge forlæggere som Simon Vostre, Philippe Pigouchet, Nicolas Higman, Guillaume Godard, Thielman Kerver og Gilles og Germain Hardouyn, men vil slet ikke tage stilling til de kringlede spørgsmål om, hvem der arbejdede for hvem, hvem der var konkurrenter, og hvem der lånte træsnit af hvem (eller for den sags skyld om det overhovedet var træsnit, eller om de var skåret i metal).
Og naturligvis vil vi koncentrere os om den lille brøkdel af materialet, der handler om dødedanse og om De dødes Kontor.
Et godt sted at starte med tidebøger er The Hours of Catherine of Cleves. Ikke bare er det formentlig den bog, der har mest øjenguf pr. kvadratcentimeter i hele universet, men man kan forstørre billederne op eller klikke "About this page" for at få en forklaring på motiverne.
En hjemmeside, der specialiserer sig i underlige illustrationer i middelalderlige bøger: discarded image|discarding images.
Døden fra Lübeck
Marginaler
