Bonden

Bonden

Bonden
Des Danßes neme ik wol Respit, Noch hebbe ik mine Tyt Mit Arbeide hen ghebracht, Unde ghedacht Dach unde Nacht, Wo ik min Lant mochte begaden, Dat it mit Vrucht wirde geladen, To betalen mine Pacht. Den Dot hebbe ik nicht geacht.	Dansen vil jeg gerne udsætte. Hidtil har jeg min tid brugt på arbejde og tænkt på, dag og nat, hvordan jeg kunne dyrke min mark, så den bliver fyldt med frugt for at betale min forpagtningsafgift. På Døden har jeg ikke givet agt.
Døden svarer bonden
Grot Arbeit hefstu ghedan, God wil di nicht vorsman, Mit dinem Arbeide unde Not, Is it recht,(1) ik segge di blot, God wilt di betalen, In sinen oversten Salen. Vruchte nicht en Twink, Tret her Jungelink.	Stort arbejde har du gjort. Gud vil ikke forsmå dig med dit arbejde og slid. Det er rigtigt, jeg siger dig blot, Gud vil belønne dig i sin højeste sal.(2) Frygt ikke et øjeblik Træd her til, yngling.

Bonden ønsker at betale sin forpagtningsafgift til sin adelsmand. Det er den samme afgift, som Døden mindede Adelsmanden om, at han havde modtaget: »Dines Pachtes werstu gewert«.

I Des Dodes Dantz er forbindelsen mellem bonden og adelsmanden endnu tydeligere: »Ok wolde ik mynem iuncheren alle sine pacht wol geuen«. Det gælder også for Dodendantz: »Ok wolde ik minem junkeren de pacht wol geven«. Junker er en sammentrækning af "junk herre", ung herre.

Fodnoter: (1) (2)

Is it recht . . .:: Alle redaktører undtagen Freytag skriver: »It is recht«, hvilket selvfølgelig giver meget mere mening.

von Melle skriver: »It is« i Lubeca religiosa.

Hartmut Freytag har en lidt anderledes fortolkning, der på dansk bliver:

Gud vil ikke afvise dig.
Med dit arbejde og dit slid er det i orden.
Jeg siger bare til dig: Gud vil belønne dig i sin højeste himmel.

Denne løsning kræver lidt ændret tegnsætning, men det skal siges, at det komma, Freytag ignorerer i 3. linje (og som jeg erstatter med et punktum), ikke er med i Lubeca religiosa.