Kordegnen

Kordegnen
Kordegnen

Kordegnen

Ach Dot, mot it sin gedan,(1)
Nu ik erst to denen began!
In miner Kosterie mende ik klar,
Noch hogher to komen vorwar,
En grot Officium was min Sin,
Alse mi dunckt, so krige ik nin.
Ik mach des nicht gebruken,
De Dot wil mi vorsluken.

Ak Død, skal det gøres,
nu hvor jeg lige er begyndt at tjene ?
I mine kordegnsstilling troede jeg klart
at jeg kunne komme endnu højere.
Et stort embede, stræbte jeg efter
Nu tror jeg, at jeg ikke får noget.
Jeg kan ikke bruge det,
[for] Døden vil opsluge mig.

Døden svarer kordegnen

Al werstu hogher gheresen,
In groter Var mustestu wesen,
It is diner Sele meiste Profit,
Dat gi nicht hogher resen sit.
Volghe na in mine Partie,
Wente hoch sin maket Hovardie,
Dat is al jeghen God,
Amtman, tret an, it is nen Spot.

Var du steget højere [i stillingen]
havde du været i større fare.
Det er til mest fordel for din sjæl,
at du ikke er steget højere.
Følg efter i mit følge;
For at være høj [i rang] skaber hovmod;
Det er alt sammen imod Gud.
Håndværker, træd an, det er ingen spøg!

Det røde felt viser placeringen i kapellet i Lübeck
Placeringen i kapellet
Maleriet i Mariakirken i Lübeck.
Lübeck #6

Vi befinder os nu på østsiden af kapellet — lige under det berømte "Totentanzorgel", som Dietrich Buxtehude og formentlig også Johann Sebastian Bach havde spillet på.

Dødedansen under dødedansorglet.
Dødedans med orgel
Hoved midt i rammen.
Dødedans med orgel

Ved foden af orglet er et mandehoved af træ, og rammen på dødedans-maleriet er skåret til for at gøre plads til dette hoved.

De fleste bøger går ud fra, at der er tale om en konsolfigur, men Wilhelm Mantels påpeger, at hovedet ikke hænger sammen med orglets fod.(2) Det gør det til noget af et mysterium, hvad det er for et hoved, og hvorfor det var så vigtigt, at man var nødt til at skære ind i maleriets ramme.

Hovedet bærer turban og menes at forestille en profet, måske David. Han ser ud til at have lukkede øjne, men senere billeder viser, at der er blevet malet øjne på øjenlågene (se selv).

Fodnoter: (1) (2)

mot it sin . . .: som et svar på Dødens opfordring: »Koster, kum, it wesen mot«.

Wilhelm Mantels: Ich hielt ihn bisher für eine Schlussverzierung des Orgelfusses. Eine Besichtigung nahebei hat aber gezeigt, dass er mit der Orgel gar nicht zusammenhängt. Er ist von einer schmalen Leiste eingefasst, von Holz, an den Extremitäten unten mit Leinewand überzogen, auf dieser Kreidegrund aufgetragen, über dem Spuren von Vergoldung erkenntlich sind.
(Citeret fra Anzeiger für Kunde der deutschen Vorzeit, 1873)