Kapellanen

Kapellanen
Kapellanen

Kapellanen

Ach leider, wo quelet mi de Dot!
Ik hebbe Last van [_ _ _](1) grot.
Slaplik hebbe ik gequiten,
Ik vruchte, God schalt nummer witen,
De Werelt, de Viant, unde dat Vlesch,
Hebbet bedraghen minen Gest.
Wat schal mi nu dat Gut,
Wente ik it hir al laten mot?

Oh ve, hvor piner Døden mig.
Jeg har en stor last af [synder].(1)
Søvnigt har jeg givet syndsforladelse,(2)
Jeg frygter, Gud vil straffe det nu.(3)
Verden, Fanden og kødet
har bedraget min ånd.(4)
Hvad skal jeg nu med denne ejendom,
når jeg må efterlade alt?

Døden svarer kapellanen

Haddestu van Jöget up Gade bet
Recht vor di geset,(5)
Unde vlitliken gelert,
Dar du mennich Wort hefst vorkert,
Dat Volk bracht to Gude,
Dat were got, nu schedestu unnode.
It mot sin sunder leiden,(6)
Kopman, wilt di ok bereiden.

Havde du fra ung af bedre på Gud
ret sat dig for(5)
og flittigt lært [fra dig] -
hvor du [i stedet] har fordrejet mange [Guds] ord-
og [havde du] bragt folket til Gud,
ville det være godt! Nu skilles du nødigt [fra livet].
Det må ske uden tøven.(6)
Købmand, vil du også berede dig.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)

Der mangler et ord i teksten. Seelmann og Stammler foreslår, at kapellanen har en stor last af synder ("sunden"), mens Mantels foreslår, at der er tale om sorger ("Sorgen").

Kapellanen har ikke været opmærksom under udførelse af sit embede.

Baethcke fortolker det helt bogstaveligt: Kapellanen er faldet i søvn i skriftestolen og har bagefter givet syndsforladelse uden egentlig at kende indholdet af skriftemålet.

Gud vil straffe det nu . . .: Denne sætning er meget svær.

»nummer« betyder "aldrig" (højtysk: "nimmer"), men Mantels foreslår, at der i stedet skulle have stået: "nu mer", dvs. "fra nu af" (højtysk: "nunmehr").

Baethcke forklarer »witen« som at straffe eller anklage. Ordet er i familie med højtysk "verweisen" og med det danske ord "forvide". Se sidste linje i venstre spalte på denne side: »da foruider mig det icke« (så giv ikke mig skylden).

Verden, Fanden og kødet. Den samme bedrageriske trio optræder i Luthers lille katekismus under gennemgangen af Fadervor:

Ronneby Kirke.
Ronneby Kirke

»[…] men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og bevare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last […]«.

Se på kalkmaleriet fra Ronneby Kirke. Mennesket i nettet er ikke kun fanget af Døden (MORS), men også af Fanden (DIABOLUS), kødet i form af en nøgen kvinde (CARO) og en kvinde med verdslige goder (MUNDUS).

»Recht vor di geset . . .:« Mantels tilføjer et ekstra ord, selvom von Melle ikke har angivet, at noget skulle mangle: »Recht vor dine Ogen geset«.

Seelmann flytter Gud fra den ene linje til den anden:

Haddestu van joget up […] bet /
  Gades recht vor di geset

"

leiden . . .: alle redaktører undtagen Freytag skriver »beiden« uden så meget som en fodnote.

Freytag foretrækker stadig at oversætte teksten, som om der stod »beiden«, og grunden er en parallel i den fragmentariske såkaldte Westfälischer Totentanz (Ms. germ. fol. 735), hvor Døden siger til bonden/arbejderen: »volghet nu sunder beyden«.