Kapellanen

Ach leider, wo quelet mi de Dot!
Ik hebbe Last van Sorgen grot.
Slaplik hebbe ik gequiten,
Ik vruchte, God schalt nummer witen,
De Werelt, de Viant, unde dat Vlesch,
Hebbet bedraghen minen Gest.
Wat schal mi nu dat Gut,
Wente ik it hir al laten mot?

Oh ve, hvor piner Døden mig.
Jeg har en stor last af synder.
Søvnigt har jeg givet syndsforladelse,
Jeg frygter, Gud vil straffe det nu.
Verden, Fanden og kødet
har bedraget min ånd.(1)
Hvad skal jeg nu med denne ejendom,
når jeg må efterlade alt?

Haddestu van Jöget up Gade bet
Recht vor di geset,
Unde vlitliken gelert,
Dar du mennich Wort hefst vorkert,
Dat Volk bracht to Gude,
Dat were got, nu schedestu unnode.
It mot sin sunder leiden,
Kopman, wilt di ok bereiden.

Havde du fra ung af bedre på Gud
ret sat dig for
og flittigt lært -
hvor du [i stedet] mange [Guds] ord har fordrejet -
og folket bragt til Gud,
det var godt! Nu skilles du nødigt [fra livet].
Det må ske uden tøven.
Købmand, vil du også berede dig.