Lægen

Lægen

Det røde felt viser placeringen i kapellet i Lübeck

Maleriet i Mariakirken i Lübeck.

Lægen bryder tilsyneladende den overordnede rækkefølge med skiftevis gejstlige og lægfolk. Det skyldes, at lægen regnes som gejstlig, fordi han har studeret ved universitetet. Dette er i modsætning til den "simple" bartskærer / sårlæge, der regnes som håndværker. Det samme gælder i Des Dodes Dantz for lægen og studenten, og i Paris og London for astronomen, lægen og advokaten.

Endnu tydeligere er det i Berlins dødedans. Her er der en skarp opdeling mellem gejstlige og verdslige - med alle 14 gejstlige til venstre for Jesus, og her finder vi lægen med uringlasset sammen med præster og munke.

Tre skikkelser

Bemærk de tre små skikkelser helt til højre i det sort/hvide billede. I modsætning til resten af maleriet er disse personer ikke iklædt tøj fra middelalderen. Åbenbart har Anton Wortmann selv tilføjet dem, da han kopierede billedet i 1701.

Befale eller beføle?

Reyneke befaler hanen til Gud, fordi han er blevet en hellig mand, der ikke spiser kød.

Lægen befaler sig selv til pinen. Her formoder vi, at "bevole" svarer til det højtyske "befehlen". ligesom det gør, når lægen i Des Dodes Dantz befaler "alle disse ting" til Gud: »Hir vmme ik god alle desse sake beuele«.

Folk i dødedansene befaler ofte dem selv til Gud. På samme måde som lægen befaler kongen i Des Dodes Dantz også "alle disse sager til Herren: »O here, alle desse sake ik di bevele!«, og det samme gør ammen: »O here Got, desse sake bevele ik di!«. Eremitten befaler sin sjæl i Guds hænder: »Mine sele bevele ik in dine hende« som et ekko af Jesus' sidste ord på korset: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd« (Lukas 23:46). Det samme gør beginen: »Hîrumme, leve Jesus, ik bevele mi di in dine hende«. Og det samme gør eremitten i Dodendantz: »Myne sele bevele ick in dyne hende«, mens ammen i den Gamle Danske Dødedans befaler sig selv til Gud: »Thi wil ieg mig nu Gud befale«.

Baethcke er enig, og han henviser til Reyneke de Vos linje 370, 1354 og 4375.

Der er det tekniske problem, at ordet "pin" burde stå i dativ: "der Pin", men Baethcke fortæller, at dette var normalt i det 15. århundrede, og i hans "omorganiserede" tekst skriver han: »Nu bevele ik mi sulven der pin«.(3)

Lægen inspicerer en urinprøve

Et større problem i mine utyske øjne er, at når man befaler en ting til nogen, overgiver man ansvaret. Typisk befaler man sin sjæl til Gud, men der findes andre muligheder: For eksempel linje 370, hvor Reyneke de Vos ikke længere spiser kød, og derfor overgiver dig (dvs. hanen) til Gud: »Gode, deme heren, bevele ik di« (billedet til venstre), og i linje 1354, hvor Reyneke må forlade sin kone og derfor befaler hende deres børn.

Derfor kunne man argumentere for, at det giver ikke mening at "overgive ansvaret til pinen", selvom "Pinen" måske her skal forstås som et teologisk begreb på linje med "Synd" og "Ondskab".

Pestlæge. Det underlige "næb" er fyldt med duftende urter, der skal beskytte mod smitte, og pinden er til at prikke i patienten. Med den slags læger behøvede man ingen sygdomme.

Den anden mulighed er at oversætte "bevole" til at beføle (moderne tysk: befühlen). Hele livet har lægen følt sine patienters smerte, men nu føler han den selv.

Den fortolkning vælger Freytag,(4) men uden at angive nogen særlig grund. Tværtimod citerer han Lukas 23,46: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd«.

Denne oversættelse mener jeg er endnu værre. At "beføle" betyder, "forsigtigt at føle på en undersøgende (evt. seksuel) måde". En læge kan "beføle" en patient for brækkede knogler og bylder, men han kan ikke "beføle" en smerte.

Desuden er, som vi allerede har været inde på, denne læge en lærd person, hvad man kan se af hans position i dansen, imellem de to verdslige borgmesteren og ågerkarlen. Han kunne ikke drømme om at "beføle" sin patienter; den slags overlod han til den lavtstående kirurg / bartskærer, der regnes som en simpel håndværker.

Lægens modus operandi er at inspicere patientens urin (billedet til højre), og derefter skrive recept på nogle urter. Som han siger i Dodendantz: »Up der appoteken is nicht eyn krud, Dat jegen den doet kan wesen gud« — På apoteket er der ikke en urt, der kan gøre godt mod Døden.

Tidens pestlæger var iklædt en næb-lignende FFP2 ansigtsmaske (billedet til venstre). Pinden i hans hånd var til at prikke patienterne, så han ikke behøvede at "beføle" dem. Den tids læger var næsten lige så hysteriske, som de er i dag over covid-19.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Døden fra Lübeck Lübeck Gl. tekst Lægen