Lægen

Lægen
Lægen

Lægen

Ik hadde wol Vordrach, mochte it wesen.
Vele Minsken hebbe ik ghenesen,
De van groter Suke leden Not.
Mer jeghen di klene noch grot
En helpet nine Kunst noch Medecin.
Nu bevole ik mi sulven de Pin.
Van deme Dode bin ik beseen,
Wat Ordel dat mi schal bescheen.

Jeg ville gerne have udsættelse, hvis det kunne være;
Mange mennesker har jeg helbredt,
som led nød på grund af deres store sygdom.
Men mod dig [hjælper hverken] småt eller stort;
hverken [læge]kunst eller medicin hjælper.
Nu overgiver jeg mig selv til pinen;
Jeg er blevet set på af Døden,
hvilken dom der skal overgå mig(1)

Døden svarer lægen

Recht Ordel schaltu entfan,
Na den Wercken, de du hefst ghedan.
Du hefst ghedan, dat God wol wet,
Mengen in grot Eventur gheset,
Den armen swarlik beschat,
Des he vaken billik hadde to bat.
Al nemestu grote Summen darvan,
Wokerer,(1) volghe van Stunden an.

En retfærdig dom skal du få
efter de gerninger, som har gjort.
Du har, det véd Gud godt,
bragt mange i stor ulykke.
Med store honorarer har du taget fra den fattige,
det der ofte retteligt tilkom ham.
Altid tog du store summer for det.
Ågerkarl,(2) følg straks med.

Det røde felt viser placeringen i kapellet i Lübeck
Placeringen i kapellet
Maleriet i Mariakirken i Lübeck.
Lubeck #5

Lægen bryder tilsyneladende den overordnede rækkefølge med skiftevis gejstlige og lægfolk. Det skyldes, at lægen regnes som gejstlig, fordi han har studeret ved universitetet. Dette er i modsætning til den "simple" bartskærer / sårlæge, der regnes som håndværker. Det samme gælder i Des Dodes Dantz for lægen og studenten, og i Paris og London for astronomen, lægen og advokaten.

Endnu tydeligere er det i Berlins dødedans. Her er der en skarp opdeling mellem gejstlige og verdslige - med alle 14 gejstlige til venstre for Jesus, og her finder vi lægen med uringlasset sammen med præster og munke.

Tre skikkelser
3 personer fra 1701

Bemærk de tre små skikkelser helt til højre i det sort/hvide billede. I modsætning til resten af maleriet er disse personer ikke iklædt tøj fra middelalderen. Åbenbart har Anton Wortmann selv tilføjet dem, da han kopierede billedet i 1701.

Befale eller beføle?

Reyneke befaler hanen til Gud, fordi han er blevet en hellig mand, der ikke spiser kød.
Reynke de Vos, Eremit

Lægen befaler sig selv til pinen. Her formoder vi, at "bevole" svarer til det højtyske "befehlen". ligesom det gør, når lægen i Des Dodes Dantz befaler "alle disse ting" til Gud: »Hir vmme ik god alle desse sake beuele«.

Folk i dødedansene befaler ofte dem selv til Gud. På samme måde som lægen befaler kongen i Des Dodes Dantz også "alle disse sager til Herren: »O here, alle desse sake ik di bevele!«, og det samme gør ammen: »O here Got, desse sake bevele ik di!«. Eremitten befaler sin sjæl i Guds hænder: »Mine sele bevele ik in dine hende« som et ekko af Jesus' sidste ord på korset: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd« (Lukas 23:46). Det samme gør beginen: »Hîrumme, leve Jesus, ik bevele mi di in dine hende«. Og det samme gør eremitten i Dodendantz: »Myne sele bevele ick in dyne hende«, mens ammen i den Gamle Danske Dødedans befaler sig selv til Gud: »Thi wil ieg mig nu Gud befale«.

Baethcke er enig, og han henviser til Reyneke de Vos linje 370, 1354 og 4375.

Der er det tekniske problem, at ordet "pin" burde stå i dativ: "der Pin", men Baethcke fortæller, at dette var normalt i det 15. århundrede, og i hans "omorganiserede" tekst skriver han: »Nu bevele ik mi sulven der pin«.(3)

Lægen inspicerer en urinprøve
Læge med urinprøve

Et større problem i mine utyske øjne er, at når man befaler en ting til nogen, overgiver man ansvaret. Typisk befaler man sin sjæl til Gud, men der findes andre muligheder: For eksempel linje 370, hvor Reyneke de Vos ikke længere spiser kød, og derfor overgiver dig (dvs. hanen) til Gud: »Gode, deme heren, bevele ik di« (billedet til venstre), og i linje 1354, hvor Reyneke må forlade sin kone og derfor befaler hende deres børn.

Derfor kunne man argumentere for, at det giver ikke mening at "overgive ansvaret til pinen", selvom "Pinen" måske her skal forstås som et teologisk begreb på linje med "Synd" og "Ondskab".

Pestlæge. Det underlige "næb" er fyldt med duftende urter, der skal beskytte mod smitte, og pinden er til at prikke i patienten. Med den slags læger behøvede man ingen sygdomme.
Læge med maske

Den anden mulighed er at oversætte "bevole" til at beføle (moderne tysk: befühlen). Hele livet har lægen følt sine patienters smerte, men nu føler han den selv.

Den fortolkning vælger Freytag,(4) men uden at angive nogen særlig grund. Tværtimod citerer han Lukas 23,46: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd«.

Lukas 23,46: Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.

Denne oversættelse mener jeg er endnu værre. At "beføle" betyder, "forsigtigt at føle på en undersøgende (evt. seksuel) måde". En læge kan "beføle" en patient for brækkede knogler og bylder, men han kan ikke "beføle" en smerte.

Desuden er, som vi allerede har været inde på, denne læge en lærd person, hvad man kan se af hans position i dansen, imellem de to verdslige borgmesteren og ågerkarlen. Han kunne ikke drømme om at "beføle" sin patienter; den slags overlod han til den lavtstående kirurg / bartskærer, der regnes som en simpel håndværker.

Lægens modus operandi er at inspicere patientens urin (billedet til højre), og derefter skrive recept på nogle urter. Som han siger i Dodendantz: »Up der appoteken is nicht eyn krud, Dat jegen den doet kan wesen gud« — På apoteket er der ikke en urt, der kan gøre godt mod Døden.

Tidens pestlæger var iklædt en næb-lignende FFP2 ansigtsmaske (billedet til venstre). Pinden i hans hånd var til at prikke patienterne, så han ikke behøvede at "beføle" dem. Den tids læger var næsten lige så hysteriske, som de er i dag over covid-19.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Lægen er blevet "set på" af Døden, som han selv plejer at se på sine patienter, og venter på nu på at høre dommen, dvs. "prognosen" fra "lægen".

I næste vers minder Døden ham om, at den rigtige dom, "Recht Ordel", er Kristus' dom.

Wokerer / Ågerkarl . . . : Jacob von Melle giver os to versioner af teksten, og i den mindre kendte version er denne danser ikke en ågerkarl, men en borger.

For flere detaljer, se den næste side.

Hermann Baethcke, Der Lübecker Todtentanz: ein Versuch zur Herstellung des alten niederdeutschen Textes. 1873, side 68. Hans bud på teksten står nederst side 49.

På nærværende hjemmeside kender vi især Baethcke for hans transskription af Des Dodes Dantz og hans plattyske ordliste.

Hartmut Freytag, Der Totentanz Der Marienkirche in Lubeck und der Nikolaikirche in Reval, 1993, side 232