Loups ravissans / Accident

Forfatteren og ulvene

Accident og hans tre våbenfæller

Francis Douce beskriver denne bog:

This is a very bitter satire, in the form of a dream, against the clergy in general, but more particularly against Popes John XXII.(1) and Bonifatius VIII. A wolf, in a lecture to his children, instructs them in every kind of vice and wickedness, but is opposed, and his doctrines refuted, by an allegorical personage called Holy Doctrine.

In a second vision Death appears to the author, accompanied by Fate, War, Famine, and Mortality. All classes of society are formed into a Dance, as the author chooses to call it, and the work is accompanied with twenty-one very singular engravings on wood, executed in a style perhaps nowhere else to be met with. The designs are the same as those in the second Dance of the Horæ, printed by Higman for Vostre, No. I. page 61.

(Francis Douce: The Dance of Death Exhibited in Elegant Engravings on Wood, side 146)

Bogen hedder "Les loups rauissans" (= "de glubske ulve") efter historien i første del. Forfatteren sidder i sengen. Han har lige haft en drøm/åbenbaring om, hvordan ærke-ulven (archilupus) spreder sit budskab til sine ulve-disciple, mens "Saincte doctrine" — den hellige doktrin — præker for sine får (billedet øverst).

Det mere interessante — i en dødedans-sammenhæng — er anden del af bogen. Forfatteren slutter ulve-historien med at annoncere, at han har haft en endnu mere skræmmende vision, »vision trop plus horible & merueilleuse que ceste« om, hvordan Døden og "én, der hed Accident" førte an i en dans, »que la mort & vng nomme accident qui […] menoient vne dance«, og deltagerne var de mennesker, der, da de levede, havde fulgt den dårlige doktrin af den falske Archilupus, det er Djævlen: »en laquelle estoient dancans plusieurs gens qui en leur vie […] auoient ensuyui la doctrine & instruction mauuaise du faulx loup archilupus / cest du dyable«.

Accident

Fru Død's to riddere: Antique le Débile og Accident

Det er ikke den første bog, der benytter sig af allegoriske karakterer eller personificering af abstrakte begreber. Dødedanse er jo oplagte eksempler på denne genre, mens "Everyman"/Hvermand og Kort Vending er andre eksempler.

Karakteren Accident optræder i andre bøger, f.eks. i "Le Pas de la Mort" fra midten af det 15. århundrede, hvor Accident er en af de to riddere, der tjener Fru Død. De to riddere repræsenterer de to måder at dø på: Den langsomme død ved alderdom er personificeret som "Antique le Débile", mens Accident står for den pludselige og uventede død. Accident er et krigerisk væsen, der ridder på et skræmmende fantasidyr med armbrøster som gevir og knive som forben til at trampe på menneskeheden (billedet til venstre). En ulykke, der venter på at ske.

Maladie (Sygdom) går foran Døden, mens Alderdom og Accident leverer musikken.

I "Le chevalier délibéré" (Den beslutsomme ridder) tjener de to riddere under Atropos — et skelet, der repræsenterer Døden. Accident's hest ligner en almindelig hest, bortset fra, at der står "Arrogance" på den. På hans sværd står der "Oultrecuidance" (overmod), mens Alderdom's sværd hedder "Trop de iours" (for mange dage).

Vi kender også Alderdom og Accident fra De Blindes Dans, La danse aux aveugles, hvor Døden benytter Accident sammen med "de tre hårde kæppe" (»ces trois verges dures«), med hvilke han plager menneskerne: Dødelighed (»Mortalite«), Krig (»Guerre«) og Hungersnød (»Famine«). Derefter kommer Dødens "trofaste tjenestepige, Sygdom (»ma loyale servante, Maladie«), og Alderdom (»Aage«) (billedet til højre).

I den bog, vi kigger på her, er rollefordelingen en anelse anderledes: Døden indleder fortællingen, men hun overlader straks rampelyset til hovedpersonen, Accident, der har til opgave at straffe de folk, der bryder Guds lov.

I denne bog er der ikke den store forskel på Døden og Accident, men det er Accident, der præsenterer de tre "kæppe": Dødelighed, Krig og Hungersnød (billedet længere oppe til venstre) — senere kommer Sygdom, mens Alderdom ikke optræder i denne historie.

Disse tre plager bliver sommetider kaldet "personnaiges", sommetider "verges", dvs. stokke til at straffe menneskerne. Internt kalder de sig selv "chamberieres", kammerpiger, for la guerre, la famine og la mortalité er alle hunkøn på fransk. Krig kalder sig selv den første kammerpige: »Guerre ie suis premiere chamberiere«.

Teksten

Ceci n'est pas une danse macabre.

Teksten er ekstremt lang: Mere end 3.200 linjer, dvs. næsten dobbelt så lang som des dodes dantz. Og det er bare for denne anden vision, der kun udgør en femtedel af bogen.

Forfatteren og de seks "personnaiges" (Døden, Accident, Krig, Dødelighed, Hungersnød og Sygdom) skiftes til at tale, og deres ofre får også ordet. Menneskerne kan være fra Bibelen (Adam, Kain, Sikem, Haman), historiske personer som Aleksander den Store, Cicero og Marcus Manlius Capitolinus) eller mytologiske skikkelser som den ildsprudende kæmpe Cacus, der blev dræbt af Herkules.

Teksten kan ikke kaldes en dødedans i nogen betydning af ordet. Der er ganske vist over tredve hentydninger til "dance", "dancant", "danceurs", osv., men det må tilskrives, at teksten bygger på La danse aux aveugles.

For det første er det Accident, og ikke Døden, der er hovedpersonen. Man kan mene, at forskellen er uden betydning, eftersom disse to "personnages" ser ret ens ud (billedet til højre), men Døden i dødedansene er den store udligner, der tager både konge og bonde, når deres tid er inde, mens Accident er en aktiv figur, der konstant har grebet ind i historiens gang, hvergang magtfulde forbrydere har fortjent en straf.

For det andet er der ingen dialog. De forskellige "personnages" og deres ofre skiftes til at holde taler, kun afbrudt af forfatterens egne kommentarer. På den måde har historien om Accident mere tilfælles med Kort Vending.

For det tredje mangler det spejl af samfundet, som er rygraden i dødedansene. Døden henter alle fra den mægtige pave og kejser, over borgere og bønder til barnet i vuggen. Derimod angriber Accident og hans "våbenfæller" kun forbrydere, især magthavere der har misbrugt deres embede. Folket præsenteres ikke i rækkefølge efter deres status i samfundet, men grupperes efter deres synder.

Lad os opsummere:

Udgivelsesår

Accident beundrer bødlens arbejde.

Bogen er, som Douce siger, uden dato, men forfatteren fortæller, at han havde sin første "vision" (om ulvene) 1. januar 1505: »ce premier jour de janvier mil cinq cens et cinq«. Senere hører vi om, hvordan Accident gjorde mange kassemestre triste i 1505: »Comment l'an mil cinq cens et cinq a Paris / maintz tresoriers par accident marris«.

Omvendt er der grænser for, hvor sent bogen kan være udgivet, for der er også hentydninger til Accident's mere samtidige ofre, for eksempel Olivier Le Dain og en unavngiven connétable. Dødelighed praler af, hvordan hun leverede to paver til Døden på én måned i [1]503: »quon dit cinq cens et trois / Qua mort liuray deux papes en vng moys«.

Accident praler af, hvordan han engang fik broen ved Notre Dame til at styrte i vandet:

Broen styrtede ganske rigtigt i vandet samen med 60 huse. Dette skete i 1499, og hvis dette var mindre end 10 år siden (»pas dix Ans«), må bogen være fra før 1509.

Udgiveren Antoine Vérard kendte i øvrigt alt til denne ulykke. Han havde selv haft sin forretning på denne bro, indtil den styrtede sammen. Kolofonen på hans bøger udgivet før 1499 kunne typisk lyde: »for Antoine Vérard boghandler med ophold i Paris ved billedet af evangelisten Skt. Johannes på Vor Frues Bro«.(3)

Den udgave der bruges til teksten på disse sider er udgivet af Michel le Noir d. 15. marts 1506, og hvis vi forudsætter — sammen med alle eksperterne, — at Vérards udgave er den originale, må Vérards udgave have været fra 1505. Det må trods alt have taget lidt tid for Michel le Noir at kopiere de over 500 sider.

Om denne online-udgave

"Je suis la mort"

Beretningen er illustreret med nogle meget livfulde træsnit. Douce skriver (citeret foroven): »executed in a style perhaps nowhere else to be met with«, og det har Douce ret i, for da han skrev det i 1833, var der stadig endnu et århundrede, til denne ekspressionistiske stil blev moderne.

Desværre er ingen eksemplarer af Vérards udgave digitaliseret. Teksten på disse sider er derfor taget fra Le Noirs udgave, der ikke har illustrationer, og siderne er forsynet med billeder fra Vérards udgave, der er fundet forskellige steder på Nettet.

Jeg har fulgt overskrifterne for at dele de 3.220 linjer op i 76 afsnit, som jeg har grupperet på 24 sider efter de 24 billeder i Vérards udgave.

Teksten kan læses samlet her eller sammen med billederne her: Indledning.

 

Dansen starter med en kort indledning.

Yderligere information

• Loups ravissans - den samlede tekst
• Loups ravissans sammenlignet med Accidens de l'Homme
• Las Horas
• Accidens de l'Homme
• La Vie de l'Homme
• Le Mors de la Pomme
• La danse aux aveugles
• Accidens de l'Homme af Godard
• Holbeins kilder og inspiration

Eksterne links

• Les loups ravissans - artikel af Hélène Utzinger fra bogen Itinéraires des Danses macabres. Hjemmesiden er ved at blive reorganiseret.
• Les loups rauissans: cestuy liure / Ou autrement doctrinal moral - Harvard har lagt 11 billeder online i fin opløsning.
• Les loups rauissans - udgave fra 1506 af Michel le Noir. Dansen starter side 427, men desværre har denne udgave ikke illustrationer til den del af bogen, der handler om Accident.
• Essai historique, philosophique et pittoresque sur les danses des morts - linket peger på det lange brev fra M. C. Leber.
  Mod slutningen ser det ud til, at Lebers eksemplar bringer træsnittene i en anden rækkefølge.
• Gathering the Borders in Hardouyn's Hours af Mary Beth Winn. Man skal oprette en gratis konto på Jstor.org for at læse denne artikel.
• Textual and Visual Representations of Power and Justice in Medieval France. Med et kapitel af Mary Beth Winn - nogle af siderne kan "preview'es".

Fodnoter: (1) (2) (3)

Døden fra Lübeck Artikler Loups ravissans