Kort Vending

Hans Christensen Sthen: Lyckens Hiul, 1581

Kort Vending er en skole-komedie i tre akter fra ca. 1570. Værket er anonymt og findes kun i afskrift, men der er enighed om, at forfatteren er Hans Christensen Sthen, fordi der er stort sammenfald mellem Kort Vending og Lyckens Hiul, 1581 (billedet til venstre). Ikke blot er temaet med lykkens omskiftelighed det samme, men mange vers er ordret ens.

Hans Christensen Sthen (1544 - 1610) blev født i Roskilde, arbejdede som latinskolerektor og kappelan i Helsingør, og endte sine dage som sognepræst i Malmø. Det fremgår af regnskaber fra Helsingør, at Sthen flere gange har modtaget honorar for at opføre teaterstykker med sine elever. Sthen var også en flittig salmedigter, og der er stadig 16 af hans salmer i den danske salmebog.(1)

Handlingen

Bald-anderst mødte senere Simplicissimus

Starten af stykket er en nøje kopi af Baldanders af Hans Sachs: En fisker beretter, at han var ude at fiske, da det blev et frygteligt uvejr. Han søgte ly på land, og dér så han det væsen, der forårsagede uvejret. Væsenet skiftede konstant udseende: Snart ung, snart gammel; snart glad, snart vred; snart velklædt, snart nøgen, osv.

Fiskeren henvendte sig til væsenet, som han på grund af uvejret formodede, var guden Vulcanus, men han tog fejl. Væsenet hedder på tysk Baldanders (straks anderledes) og på dansk Kortt Wendingh (brat omskiftelse).

Historien om Kort Vending fortsætter dog, hvor Baldanders slutter, for fiskeren afbryder sin beretning, da han hører Kort Vending nærme sig. Kort Vending indtager scenen, og fiskeren forsvinder.

Det viser sig, at Kort Vending ikke bare kan ændre sit eget udseende, men at han har tænkt sig at leve op til sit navn ved at vende alle andres lykke: »Ieg acther mitt naffn fyllist att giøre«. Nu føres tretten forskellige personer frem, og alle praler af deres velstand og er sikre på, at intet ondt vil kunne ske dem. Borgmesteren stoler på byens mure, voldgrave og politi, håndværkeren stoler på sine mange evner, borgersønnen stoler på sine forældres rigdom, borgerdatteren stoler på sin skønhed, og bonden stoler på sin dygtighed, mens han håner sin bror, der er ved at blive ædt af lus. I hvert tilfælde erklærer Kort Vending, at han nu vil lade lykken vende.

I andet akt optræder 13 andre personer, som alle er havnet i ulykke. Fælles for dem er dog, at de alle sætter deres lid til, at Gud vil hjælpe dem. Snaphanen(2) er måske ikke gudfrygtig, men han stoler i al fald på Gud. Kort Vending lover dem, at de snart vil komme til velstand.

Mellem anden og tredje akt bytter skuespillerne tøj med hinanden: Skuespilleren, der spiller den rige greve, bytter tøj med den fattige ridder, den rige kannik (domherre) med den fattige skriver, den rige bonde med sin luse-ædte bror, osv.

I tredje akt føres alle 26 personer frem, og det viser sig, at de hører sammen to og to, hvilket måske ikke har stået så klart tidligere, eftersom 1.000 linier af tekst har adskilt hvert par. Den velnærede præst har mistet sit fede job (efter Reformationen) og forstår ikke alle de nymodens (protestantiske) teologer. Peblingen(3) har overtaget stillingen (og kostumet), og han er forarget over den gamle præst, der hverken gad at læse eller lære.

Borgmesteren græder sine modige tårer fordi hans by er brændt ned af en forræder, og denne brandstifter viser sig at være snaphanen. Den ene håndværker(4) er ruineret, fordi han kunne for mange håndværk, der alle er blevet umoderne, den anden blev rig, fordi han holdt fast i sit arbejde som suder (skomager). Den fattige bonde er blevet rig, men han lover, at han vil hjælpe sin (nu) fattige bror, mere end denne havde hjulpet ham.

Stykkets struktur bryder dog lidt sammen. Dels fordi tilskuerne ikke kan forventes at holde rede på de forskellige par gennem flere tusinde linier tekst (og sangnumre i pauserne), og dels fordi sammenhængen ikke altid er så tydelig. Der er en stærk sammenhæng mellem præsten og peblingen, mellem de to håndværkere, og (især) de to bønder. Andre gange er forbindelsen svagere: Snaphanen har brændt borgmesterens by ned, men det bliver han ikke selv borgmester af, uanset han selv siger: »Ieg er nu kommen wdj borgemesthers sted« (2409); Den rige frue mister familie og penge, mens skøgen kommer til værdighed, men de to kvinder kender intet til hinanden, og selvom de to skuespillere har byttet kostumer, er der ingen antydning af, at skøgen overtager hustruens hjem, eller at fruen nu skulle være tvunget til prostitution.

I det hele taget kan det være svært at holde rede på de mange deltagere gennem de mere end 3.000 linier tekst, og eftersom der ikke er noget fremskridende plot, kan man istedet vælge bruge indekset til højre for at følge de enkelte par på tværs af teksten.

Kort Vending og Den Gamle Danske Dødedans

Den gamle danske dødedans starter med, at publikum opfordres til at være stille

Flere forskere har påpeget ligheder mellem Kort Vending og dødedansene. I begge tilfælde har hovedpersonen en guddommelig magt over menneskene, når hele samfundet føres frem i rangorden, hvorefter de får deres dom at høre. Det er i denne beskrivelse af samfundets indbyggere, at begge tekster har deres styrke.

Begge stykker er præget af et totalt fravær af plot, handling og spændingskurve — den eneste handling i Kort Vending sker bag scenen, når de 2 × 13 skuespillere bytter tøj. De forskellige aktører møder aldrig hinanden, og tilsyneladende kan de heller ikke se Kort Vending, så hele stykket består af 84 monologer. I dødedansen er der trods alt dialoger mellem Døden og det enkelte offer.

Der er især paralleller med en bestemt dødedans, nemlig Den Gamle Danske Dødedans, fordi denne i modsætning til de fleste andre dødedanse er tænkt som et skuespil. En pudsig detalje er, at krigsmanden taler plattysk (465-484; 2255-2280), ligesom rytteren og håndværkersvenden gør i Den gamle Danske Dødedans.

Det er meget muligt, at Sthen har haft en kopi af Dødedans i hænderne. Der er en tydelig parallel i starten, hvor fiskeren afbryder sig selv, fordi han hører Kort Vending nærme sig: »I faa hanem selluff well att høre, / Mig tyckis handt staar here hoß mitt øre;« (219). I Dødedans slutter den indledende prædiker: »Thi staar nu stille, at see och høre / huad døden haffuer met sig ath føre / Ieg meen ieg seer hannem nu komme«.

Publikum opfordres til at være stille: »Om y wille hanem høre och tiiæ« (134) »Wille y mig høre oc icke lee« (138), »Nu wiille wy tige stiille oc høre« (1831), ligesom i Dødedans: »Ville i nu alle stille være« og: »Thi acter nu vel paa dette spil«.

En lignende parallel kommer mod slutningen, hvor epilogus siger: »I gode fo[l]ck, i haffue nu hørtt / Paa thenne leg ind ende«, (3379-3380), hvilket minder om slutningen af Dødedans: »Christelige venner, i haffue nu seet / det som er for eder teet«.

Det skal dog siges, at alle disse paralleller også gælder for de tyske fastelavnsspil, som f.eks. Henselyns Boek, der også består af standstyper, der fremsiger hver sin monolog. Det kan ikke udelukkes, at Sthen har fundet inspirationen udenom dødedansen i et (i dag ukendt) fastelavnsspil.

Stenen i Grøndal

Jeg blev oprindeligt gjort opmærksom på Kort Vending af Nils Afzelius, der forsker i en spådom kaldet Grøndalsprofetien.

Det pudsige er, at der er to af disse Grøndalssten, én i Danmark og én i Sverige. Den danske Grøndal ligger i Sønder Vinge sogn i Ulstrup, mens den svenske Grönan Dal ligger i Jämtland.

Der er meget stor uenighed om indholdet. En af de ældste danske kilder er Ole Worm, der citerer en Jens Christoffersøn, der i 1503 skulle have læst følgende tekst indhugget med kobberbogstaver:

Af uransagelige grunde finder vi denne profeti i Kort Vending. Dels er der et lille ekko i Snaphanens sidste ord: »Thett skeer end thitt, att skallcke triffuis / Oc godtt eractigtt follck fordriffuis« ("Det sker tit, at skurke trives, og velagtet folk fordrives", 1207-1208).

Den anden håndværker kommer med et større citat. Det var ham, der fandt lykken ved at holde fast i sit hverv som skomager. Han siger bl.a. (2755-2767):

Det er ikke særligt klart, hvad spådommen skal betyde, især fordi "vidunder" ikke betyder det samme på dansk som svensk. Det danske ord vidunder, på Worms og Sthens tid, betød genstand for spot. På svensk betyder ordet "uhyre" eller "monster".

Det er også lidt usikkert, hvad Sthen mener med, at bønderne vil "til skole for at lære". Betyder det at undervise eller at modtage undervisning? Og hvorfor skulle Sthen, der var rektor på en latinskole, havde noget imod, at bønder gik i skole, eller for den sags skyld, at folk lærte et nyt erhverv?

Profetien har en kun perifer betydning for Kort Vending (der igen kun har perifer lighed med dødedansen), så jeg vil stoppe her og henvise til det eksterne link om Grøndalsprofetien.

Læs den fulde tekst her: Kort Vending.

Ressourcer

• Kort Vending - den fulde tekst.
• Hans Christensen Sthen, Kort Vending, udgivet med kommentarer og efterskrift af Jens Aage Doctor, 1972
• Kortvending. Et moralsk-allegorisk Skuespil fra Frederik den II's Tid, udgivet af Sophus Birket Smith, 1865. PDF-fil, 20 MB.
• Baldanderst, so bin ich genannt, der gantzen Welte wol bekant (By Hans Sachs)
• Stenen i Grønnen Dal - om grøndalsprofetien.

Yderligere information

• Den Gamle Danske Dødedans.
• Hvad hed Den Gamle Danske Dødedans oprindeligt?
• En forløber for dødedansen med samme billede

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Døden fra Lübeck Artikler Kort Vending