Dette er Verdens breck oc feyl,
Derfor seer eder i denne Speyl.(1)
Vilde wi alle frycte oc elske Gud,
Oc skicke vort leffnit effter hans Bud .
Herrer, som haffue aff Gud stor mact,
Dem burde at giffue paa Guds Ord act.
De kaldis i Scrifften Guder at være,
Fordi burde de Guds Ord at lære.
Da kunde de bære deris Naffn met ære,
Ellers findis de wtro Tienere at være.
Vilde oc Undersaattene lydige være,
Oc altid Guds Naffn prise oc ære.
Vilde alle Bisper oc Geistlige Fædre,
Alt falsk Lærdom i grunden fornædre.
Oc selff det rene Guds Ord fremføre,
Met gaat Exempel der effter giøre.
Oc dem met intet andet bekomre,
Det bleffue megit til gaffn oc fromme.
Vilde i Almu i allen tid,
Høre Guds Ord, acte dem met flid.
Oc dem i Guds sted haffue saa kiær,
Som deris Fader, baade fiern oc nær.
Vilde oc huer Dommere, i Verden er sæt,
Skicke huert Menniske Low oc Ræt.
Oc høre den Fattige som den Rige,
Oc lade dem i Rætten være alle lige.
Vilde Forældre saa dydelige være,
De vilde deris Børn optucte met ære.
Oc lære dem at frycte Gud,
Oc altid leffue effter hans Bud.
Vilde saa Børnene Gudfryctige være,
Oc elske Forældrene, oc haffue dem kiære.
Det skulde dem selff vel bekomme,
Til glæde oc gaffn oc megen fromme.
Vilde Quinderne deris Husbonder vnderdanige være,
I alle maade met tuct oc ære.
Oc tencke paa det store Bud,
Som alle Quinder finge aff Gud.(2)
Vilde huer Mand haffue sin Hustru kiær,
Oc elske hende baade fiern oc nær.
Som sig selff i alle maade,
Det kunde dem megit gaffne oc baade.
Vilde tieniste Folck lydige oc trofaste være,
Der aff finge de baade heder oc ære.
Vilde oc Husbonderne komme ihu,
Omgaas met dem vden hødzel oc tru.(3)
Vilde Kiøbmend deris gærighed lade fare,
Oc skellige handle met deris Vare.
Vilde Embitzmend deris Vect saa giøre,
At de kunde det for Dannemend(4) høre.
Oc ey wskelligt værd derfor tage,
Saa kunde de rolige leffue deris dage.
