Døden taler til Bæginen(1),
eller Nunnen.
Helsel Kornute(2), Søster Bægine ,
Huad du heder, Vibicke eller Kirstine.
Da skalt du færdis en Vey saa lang,
Saare mørck oc meget trang.
Dit knudede Belte det hielper icke dig,
Du maat alt nu strax følge mig.
Bæginen Suarer
Min fader nødde mig i Kloster fra sig,
For hand vilde icke dert(3) hielpe mig.
Der haffuer jeg lært at sy oc veffue,
Oc andet arbeide met mine Neffue.
Haffde min Fader hafft ret Forstand,
Hand haffde giffuet mig en Dannemand.(4)
Det haffde værit behageligere for Gud,
End som jeg leffuit effter Menniskens Bud.
Thi jeg haffde aldrig ret kyskheds gaffue,
Jeg frycter nu megit for stor plaffue.
Thi Døden vil nu sin mact bruge,
Oc mig aldelis heden sluge.
Jeg er nu sted i megen vaade,
O Gud, hielp mig nu met din Naade.
Døden suarer.
Kom lad mig icke met dig trette,
Vi skulle nu strax gaa i Rætte.(5)
