Forestilling,
At
Døden er ingen Dantz.
Hvordan kan Død og Dantz beqvem tilsammen klinge?
Mon vel en Jammers Lyd er Bryllups-Thone lig?
Skal af Cypresse-Stub en Myrte-Busk udspringe?
Hvor kand en Døende til Dantz beqvemme sig?
Hos unge Folk kand Dantz vel mangen Lyst opvække,
Men Dødens Ankomst kand ey andet end forskrekke.
+++ +++ +++
En Døende kun slet sin Fod til Dantz kand mage,
Naar Dødens strekke-haand(1) til Sengs ham legger ned,
Hans Hals og Lunge kand sin Aande neppe drage,
Paa hvert et Ledemod staaer da den kolde Sved.
Da seer man Øynene i Hovedet at briste;
Ja Tungen hører man sit Mæle og at miste.
+++ +++ +++
Naar nu det sidste Gisp er jammerlig udfaren,
Saa bliver Levningen til Jorden baaren hen,
Da vil i Tarmene først vrimle Orme-Skaren,
Indtil et ringe Stød af Kroppen er igien.
Siig derfor hvad du vil; en Klog skal det bifalde,
At man den sidste Kamp ej Dødnings-Dantz kand kalde.
Beviis,
At
Døden er en Dantz.
Ret vel kand Død og Dantz beqvem tilsammen klinge,
Den liflig Klokke-Lyd er nunc dimittis lig.
Hos skarpe Torne kand en Rosen-Qvist opspringe.
De Frommes Afskeed er et Spring til Himmerig.
Kun vantroe Hedninger maa Dødens Ankomst skrække,
Men kand ey andet end hos Christne Lyst opvække.
+++ +++ +++
Naar Hadrianus heel mistrøstig maa forsage
Mod Dødens Ankomst, da giør Paulus Capreol.
Skiønt Munden lader af sin Aande her at drage:
Nok! naar kun Siælen hist istemmer for Guds Stoel.
Lad Tungen være lam; Lad Døden Øyet bryde,
Naar Hiertet ikkun kand sit Abba Fader yde.
+++ +++ +++
Saa kand det sidste Gisp dog saligen udfare,
Saa bæres Levningen til Roe i Jorden hen,
Den føler intet Bid af tusind Ormes Skare,
Indtil det ringe Støv engang staaer op igien.
Siig derfor hvad du vil; en Christen skal bifalde,
At man de Frommes Kamp en Dødnings-Dantz kand kalde.
+ + + + + +
+ + + + +
+ + + +
+ + +
