Den Lybekske Dødning-dantz, Del 7, Eremit, Bonde, Ung karl, Jomfru, Barnet i Vuggen

Den Lybekske Dødning-dantz, Del 7

Døden til Eremiten.

Hvi slutter du dig selv i snever Hytte ind?
Er du et Menneske, hvordant er da dit Sind?
Hvi flyer du andre Folk? Lad fare slige Griller:
Du maa dog ogsaa døe; jeg dig i Dantzen stiller.

Eremiten.

Et Menneske jeg er, men Mennesker ey nær,
Thi mangt et Menneske i Hiertet Satan bær.
Kom kun forønskte Død, for dig jeg ey vil grue;
Langt heller' vil jeg dig, end Verdens Vanart skue.

Døden til Bonden.

Kom Landmand, hid til Dants af Arbeyds Byrde heed,
Saa sveder du til sidst den kolde Dødens Sveed.
Lad andre blive ved at pløye, tærske, grave,
Din suure Levnets Tiid skal nu en Ende have.

Bonden.

Jeg Dagens Byrde baar med Møysomhed og Nød,
Og aad, med Sved bedækt, mit suurt fortiente Brød.(1)
Nu da, min Leder mig til Hvile vil hiemføre,
Saa lader jeg med Fryd mit Consummatum høre.

Døden til den unge Karl.

I Nympher, som her see den unge Karl at gaae,
I ønske, maaskee, snart hos hannem Brud at staae,
Men det forgieves er, I eder selv bedrage;
Jeg dantzer med ham først; I faaer ham ey til Mage.

Den unge Karl.

Skal jeg nu dantze med? Hvo havde dette tænkt?
Skal jeg mit Luft-Castell saa tidlig see nedsenkt?
Mig selv jeg pleyede med sære Ting at dysse;
Jeg ville snart min Brud, og maa min Moder kysse.

Døden til Jomfruen.

Jeg ey, som Verden, er af Complimenter fuld;
Mit hårde Ord: du maa: slaar staal og jern omkuld.
Hvorfore vil du mig den sidste Dantz forsage?
Jomfruer pleye ey i Dantz at staae tilbage.

Jomfruen.

Jeg følger, thi jeg maae, og dantzer, som jeg kand:
I Søstre, leeder kun i Tide op en Mand!
Saa rekke I dog til en Brudgom her i Live
Den Haand, som jeg nu maae halvtvungen Døden give.

Døden til Barnet.

Tag, spæde Patte-Barn, kun tidlig mod mit Slag,
Og sov saa trøstig hen indtil paa Dommens Dag!
Vel den, der, saasom du, gaaer Døden frit i Hænde,
Han visseligen faaer en høylyksalig Ende.

Barnet i Vuggen.

Min Røst har været grædende.
Viisdoms B.7.Cap.v.3(2)

Fodnoter: (1) (2)

1. Mosebog 3,19: »I dit Ansictis Sued skalt du æde dit brød til du bliffuer til Jord igien, som du est tagen aff«.

Visdommens Bog 7,3: »Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle; som hos alle andre var gråd min første lyd,«

Iøvrigt havde barnet slet ingen replik på maleriet i Mariakirken, hvilket viser, at Höyer's kilde ikke er maleriet, men Nathanael Schlotts bog Eine Hand-voll Poetischer Blätter fra 1702.