Den Lybekske Dødning-dantz, Del 5, Karteuser, Borgmester, Kannik, Adelsmand, Læge

Den Lybekske Dødning-dantz, Del 5

Døden til Kartha^euseren.

Kom, Broder, følg, jeg dig til Ro henføre vil,
Og luk kun Øynene saa og(1) din Bøn-Bog til.
Kand du nu hist som her staa klæd i hvide Klæder:
Saa er dig Døden kuns, som naar i Dantz du træder.

Kartha^euseren.

Min Orden foreskrev mig Regler(2) strengelig;
Nu falder Døden an, og raaber: Følg med mig!
Vel an! jeg er bereed mit Kloster at forlade,
Om jeg kun vidste vel at døe paa rette Maade.

Døden til Borgemesteren.

I Borger' vredes ey, fordi fra eders Stad
Selv Borgemesteren maa med i denne rad.
Han har til Folkets Gavn retfærdig vidst at dømme.
Nu maa han følge mig, og Dommer-Sædet rømme.

Borgemesteren.

For Stadens Flor og Gavn jeg altid Omhu baar,
Og Borgerskabet hialp med Raad i mange Aar:
Jeg derfor villig døer, lad Døden mig kun hente;
Thi jeg veed, at jeg hist har Borger-Ræt at vente.

Døden til Dom-Herren.(3)

Her haver du vel Huus, dog ingen Blive-Sted,
Men maa med Liv og Siæl paa et Vink følge med:
Saa bliver du vel her, men ikke hist uddreven,
Er ellers Himlen dig som Eyedom forskreven.

Dom-Herren.

Hvalfisken Jonam skiød dog levende paa Strand;(4)
Mig spyer Dødens Gab i Jonæ Fader-Land.
Derfor, I Mennesker, ey eders Huus befæster,
Thi hist er eders Hiem, her ere I kun Giæster.

Døden til Adelsmanden.

Hvad gavner det, din Haand har mangt et Dyr nedlagt?
Naar du nu længst er død, saa bliver dette sagt:
Det er med Jægeren, som før med Dyret ganget;
Thi Dyret blev af ham, og han af Døden fanget.

Adelsmanden.

Det var min største Lyst på Jagt at holde Rey;
Vel fandt mig Solen oft, dog udi Sengen ey;
Blant Busker intet Dyr sig kunde fra mig snige;
Nu kand jeg ikke selv fra Dødens Fangst undvige.

Døden til Lægen.

Betragt dig ikkun selv, og ey dit Sygdoms Glas;(5)
Thi ligesom et Glas gaaer af et Stød i Qvas:
Saa er dit Legem og, naar Døden det vil saare.
Hvad findes siden da af begge: Ikkun Skaare.

Lægen.

Forlader mig min Kunst, ja saa tilstaar jeg vel,
At mellem Glas og mig ey findes kand Forskiel;
I Brødre søge Feyl i Hauger, Dale, Lunde
Recept mod Dødens Vold, I den ey finde kunde.

Læge med urinprøve fra dødedansen i Lübeck.

(1) saa og: og også

(2) Regler: De gejstlige boede i den katolske Tid under Studiet og Uddannelsen ofte sammen og maatte rette sig efter en for dem alle gældende regel; i deres daglige Forsamlinger læstes et stykke af Reglen höjt; deraf skal navnet Kapitel (capitulum) være opstaaet, först som benævnelse paa Forsamlingen, dernæst for Korporationen (Wetzer und Welte, Kirchenlexicon 2. Aufl II, 1826).

(3) domherre...: præst ved en domkirke.

Hils Pinocchio!

(4) Denne lystfiskerhistorie er beskrevet i Jonas 2,1: »Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter« og i 2,11: »Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden«.

Selv om historien er svær at sluge(!), tog den alvidende Kristus historien alvorligt og hentydede til den: »For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter« (Matthæus 12,40).

(5) Sygdoms Glas: urinprøve. Uundværlig del af lægekunsten i middelalderen. Se billedet til højre.

Ågerkarl, Kapellan, Amtmand, Klokker, Købmand


	Døden til Kartha^euseren. Kom, Broder, følg, jeg dig til Ro henføre vil, Og luk kun Øynene saa og(1) din Bøn-Bog til. Kand du nu hist som her staa klæd i hvide Klæder: Saa er dig Døden kuns, som naar i Dantz du træder. Kartha^euseren. Min Orden foreskrev mig Regler(2) strengelig; Nu falder Døden an, og raaber: Følg med mig! Vel an! jeg er bereed mit Kloster at forlade, Om jeg kun vidste vel at døe paa rette Maade. Døden til Borgemesteren. I Borger' vredes ey, fordi fra eders Stad Selv Borgemesteren maa med i denne rad. Han har til Folkets Gavn retfærdig vidst at dømme. Nu maa han følge mig, og Dommer-Sædet rømme. Borgemesteren. For Stadens Flor og Gavn jeg altid Omhu baar, Og Borgerskabet hialp med Raad i mange Aar: Jeg derfor villig døer, lad Døden mig kun hente; Thi jeg veed, at jeg hist har Borger-Ræt at vente. Døden til Dom-Herren.(3) Her haver du vel Huus, dog ingen Blive-Sted, Men maa med Liv og Siæl paa et Vink følge med: Saa bliver du vel her, men ikke hist uddreven, Er ellers Himlen dig som Eyedom forskreven.		Dom-Herren. Hvalfisken Jonam skiød dog levende paa Strand;(4) Mig spyer Dødens Gab i Jonæ Fader-Land. Derfor, I Mennesker, ey eders Huus befæster, Thi hist er eders Hiem, her ere I kun Giæster. Døden til Adelsmanden. Hvad gavner det, din Haand har mangt et Dyr nedlagt? Naar du nu længst er død, saa bliver dette sagt: Det er med Jægeren, som før med Dyret ganget; Thi Dyret blev af ham, og han af Døden fanget. Adelsmanden. Det var min største Lyst på Jagt at holde Rey; Vel fandt mig Solen oft, dog udi Sengen ey; Blant Busker intet Dyr sig kunde fra mig snige; Nu kand jeg ikke selv fra Dødens Fangst undvige. Døden til Lægen. Betragt dig ikkun selv, og ey dit Sygdoms Glas;(5) Thi ligesom et Glas gaaer af et Stød i Qvas: Saa er dit Legem og, naar Døden det vil saare. Hvad findes siden da af begge: Ikkun Skaare. Lægen. Forlader mig min Kunst, ja saa tilstaar jeg vel, At mellem Glas og mig ey findes kand Forskiel; I Brødre søge Feyl i Hauger, Dale, Lunde Recept mod Dødens Vold, I den ey finde kunde.