Kanniken
Kanniken
|
Narrene fra Narragonien
|
En nar, der er på vej ind i kirken med sin jagtfalk
|
n kannik er en præst, der er tilknyttet en domkirke.
Døden stopper kannikken foran kirkedøren og viser, at tiden er løbet ud.
Der sker mange mærkelige ting i Holbein's billede, men for at forstå det, må vi først kigge på en gammel bog kendt som Narreskibet.
Das Narrenschiff er et skib fyldt af narre med æselører og bjælder, der
er på vej til "en omvendt verden", Narragonien. Desværre har skibet slet ikke plads til at tage alle verdens narre med.
Derfor er der stadig
mange narre her til lands, der lever, som om de var i en omvendt verden.
En af de "omvendte" handlinger er f.eks. at tage en jagtfalk (og jagthunde) med ind i kirken
i stedet for at koncentrere sig om Guds ord.
Narren til højre har blottet sit hoved og lagt narrehatten på sin ene skulder,
men jagtfalken slipper han ikke. Overskriften lyder
»Gebracht in der kirchen« eller i de latinske udgaver:
»Tumultus et confabulatio in ecclesia«.
Åbenbart har det været udbredt, at selv gejstlige folk som biskopper og abbeder tog deres falke med ind i kirken.
Paul Lacroix (Manners, Customs, and Dress During the Middle Ages, and During the Renaissance Period)
fortæller om falkejægere:
»This kind of sport, which had become a most learned and complicated art, was the delight of the nobles of the Middle Ages and during the Renaissance period. It was in such esteem that a nobleman or his lady never appeared in public without a hawk on the wrist as a mark of dignity. Even bishops and abbots entered the churches with their hunting birds, which they placed on the steps of the altar itself during the service«.
Holbein: Jagtfalk og nar
|
Deuchar: Jagtfalk og nar
|
Hvis vi vender tilbage til Holbein's træsnit, er det første underlige vi opdager
en mand, der bærer en jagtfalk ind i kirken
- præcis som narren i Narragonien.
Manden følger lige efter kannikken, så det er formentlig kannikkens falkonér.
Bemærk i øvrigt, at kannikken bærer en almutie, en pelskåbe besat med 30-40 dyrehaler.
Narren fra Narragonien havde en narrehue liggende på skulderen, og det har kannikkens falkonér også,
for klos op af ham — halvt skjult i skyggen — følger
en nar med æselører og bjælder.
Er det specielt sandsynligt, at en nar går til andagt "i arbejdstøjet" med æselører?
I øvrigt er det slående, at narren bag kannikken ligner narrene i Narreskibet så meget -
meget mere end
narren i Holbein's dødedans
gør det.
Kannikken er ved at ramme dørkarmen.
|
For det tredje er kannikken ikke på vej ind i kirken - han er faktisk ved at brage ind i dørkarmen,
da Døden stopper ham (billede til højre).
Fortolkningen er altså, at kannikken er en nar, der tænker mere på sin jagtfalk end på Guds ord —
og det i en sådan grad, at han ikke kan finde vej ind i kirken.
Holbein's dødedans-alfabet.
|
Tilsyneladende var domherrer / kannikker glade for at gå med pels.
Som nævnt bærer kannikken på denne side en almutie, en pelskappe besat med dyrehaler,
og det gør han også på Holbein's bogstav L (billede til venstre) og i
Basel's dødedans.
I den Gamle Danske Dødedans kommenterer Døden
kannikkens
»graaskinde kappe«,
i Paris' danse macabre nævner Døden
kannikkens
»a[u]musse grise« (grå almuce / almutium)
og i London's dødedans oversættes det til »Amys of gris«
(almuce af gråt [pelsværk]).
Variationer: Birckmann trækker narren frem af skyggerne og erstatter drengen (pagen) med en voksen mand;
søjlen med figurer på toppen fjernes; forhænget inde i kirken fjernes, så man kan se en masse søjler.
Valvasor og Deuchar kopierer Birckmann.
Scharffenberg fjerner både falk, nar og dreng.
Forskellige Kunstnere
Døden fra Lübeck
Holbein's store dødedans
Kannik
