ans Holbein den Yngre blev født vinteren 1497-1498 i Tyskland. Han tog til Basel (Schweitz) i 1514, hvor han især blev kendt for sine træsnit. I 1532 flyttede han til England, hvor han blev berømt for sine realistiske portrætmalerier. Han malede ca. 150 portrætter - inklusive potentielle koner til Henry d. VIII. Holbein døde oktober 1543 af pest.
Træsnittene til dødedansen må have været fremstillet i Basel mellem 1522 (da Hans Lützelburger kom til Basel) og før 1526 - det år, hvor Lützelburger døde. Hans Dødedans-alfabet blev brugt i bøger allerede i august 1524, men af ukendte grunde — formentlig på grund af deres religiøse og sociale kritik — gik der tolv år, før Holbein's store dødedans blev udgivet i bogform.
Der findes stadig en del trykte ark, de såkaldte prøvetryk, med tyske overskrifter som Vßtribung Ade Eue og Der Rych man. De fleste af disse tryk indeholder kun 40 af træsnittene, og astrologen mangler. Dette skyldes formentlig noget så simpelt som, at 40 er et dejligt rundt tal, der er nemt at fordele på 4 ark.(1)
Først i 1538 blev de 41 træsnit (med astrologen) udgivet af brødrene Melchior og Gaspard Trechsel i Lyon med titlen »Les simulachres & Historiées Faces de la Mort, avtant elegamment pourtraictes, que artificiellement imaginées«. Væk var de tyske overskrifter — i stedet blev hvert billede forsynet med et eller to bibelcitater foroven og et fireliniet digt af Gilles Corrozet(2) forneden. Dermed er Holbein's dødedans slet ikke en dødedans, men en emblembog.
ogen blev forbudt af den franske generalinkvisitor Vidal de Bécanis, og man forstår det godt - den gejstlige og sociale kritik taget i betragtning. Det var urolige tider med kampe mellem protestanter og katolikker, og folk havde stadig bondeoprøret i 1520'erne i frisk erindring.
Det værste billede er formentlig paven, der på ukristelig vis lader kejseren kysse sine fødder omgivet af dødninge og djævle. Ganske vist er kardinalen og biskoppen også tvetydige, men de kan fortolkes og bortforklares. Desuden ville forlæggeren altid kunne forsvare sig med, at billederne forestillede en enkelt korrupt kardinal eller en enkelt uduelig biskop. Derimod findes der kun en enkelt pave, så her er adressen tydelig, og det er svært at bortforklare, hvorfor djævlene flyver og kravler rundt ved pavens hof. De fleste kopister (se listen længere nede) har da også valgt at fjerne djævlene fra paven — om ikke fra starten af så i senere oplag.
Blandt gejstlige, der udstilles, er kardinalen, der er travlt optaget med afladshandel, og biskoppen, der er en uduelig hyrde. Den velnærede abbed og abbedisse har svoret af forsage denne verden, men alligevel protesterer de voldsomt og kæmper skrigende imod. For dem kommer Døden ubelejligt. Munken klamrer sig til sin tiggerbøsse og dens indhold. Kannikken er en nar, der kun tænker på sin jagtfalk og ikke en gang kan finde ind i kirken. Nonnen, der er gift med Jesus, er forgabet i en ung troubadur, der sidder i hendes seng.
Den verdslige verden slipper heller ikke for kritik. kejseren er ved at dømme en fattig mand, da Døden knækker hans sværd. Dommeren ignorerer den fattige mand til fordel for den rige mand, der har hånden i pengepungen. Advokaten tager mod klingende mønt på gaden. Rådsherren ignorerer den fattige, mens en djævel puster ondskab ind i hovedet på ham med en blæsebælg. Greven beder for sit liv, mens Døden er klædt ud som bonde — en påmindelse om bondeoprøret. Hertugen vender sig bort fra de fattige i afsky og overser Døden.
ans Holbein's dødedans blev utroligt populær og kom i praksis til at definere genren. Efter Holbein var det slut med de tidligere monumentale dødedanse, hvor hele samfundet forenes i én stor fælles kædedans. I stedet får læseren en række uafhængige scener, hvor Døden opsøger sine ofre i Vatikanet, ved kejsertronen, i kælderen, på gaden, i skoven, på havet, på landevejen, osv.
Træsnittene blev udgivet som emblemer, og man kan spørge, om der overhovedet er tale om en dødedans, men det korte svar er: Ja. Der er i høj grad tale om en dans:
Hver scene viser en dansende dødning, der trækker et modvilligt menneske afsted, og der er masser af musik: Første gang Døden dukker op er ved uddrivelsen fra Paradis, hvor Døden spiller guitar, mens selve dansen starter ved benhuset med horn, trækbasun, drejelire og pauker (billedet til venstre). I resten af dansen er der klokke (præsten), xylofon (gammel dame), dulcimer (gammel mand), tromme (adelsdame), violin (hertuginde), marintrompet (kræmmer), sækkepibe (nar) og horn (ung mand). En ung mand må spille guitar, mens Døden danser bort med ung kvinde (billedet til højre).
Kort sagt: et imponerende opbud af dans og musik. Til sammenligning havde den franske Danse Macabre slet ingen musik (først i andet oplag blev der tilføjet fire dødningemusikere), dansen i Lübeck havde kun en fløjte i starten, og Tallin har en sækkepibe i starten.
Holbeins dødedans er som alle de andre spejl af samfundet, der starter med de højeste i samfundet: paven, kejseren, kongen, kardinalen, osv., og som bevæger sig ned gennem samfundets hierarki for at slutte med samfundets svageste: bonden og barnet.
Dødedansen nøjes ikke med blot at vise samfundet: dansen indeholder — som vi allerede har været inde på — en stor portion samfundskritik og satire.
På den anden side kan det ikke nægtes, at "noget nyt er tilføjet", så andetsteds vil kigge på Holbeins Kilder og Inspiration.
Kunstnere/forlæggere:
Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - de mange oplag
Fiktive oplag (1530-1654)
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Jiří Melantrich (1563)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
"Mr. Bewick" (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)
Thy Grief (2022)
rods forbudet blev bogen optrykt i mange oplag. I 1542-oplaget blev Corrozet's vers oversat fra fransk til latin af Georg Aemilius.(3)
I 1545 blev billedet af en tigge indsat i en anden del af bogen.(4)
I 1547(5) blev tiggeren en del af dødedansen, og serien blev udvidet med soldat, vognmand, spiller, røver, blind mand, drukkenbolt, nar og fire børn.
Efter flere oplag blev serien udvidet i 1562 med ung kvinde, ung mand og flere børn. På det tidspunkt var både Lützelburger og Holbein døde(6), og det bærer de ekstra træsnit præg af: I enkelte af dem, som soldat og vognmand, kan man ane Lützelburger's hånd, men generelt er de af ringere og svingende kvalitet.
Holbein's træsnit har været utroligt populære siden, og er omfortolket og kopieret af mange kunstnere. Til højre er nogle af udgivelserne:
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)
De såkaldte prøvetryk i Basel og Albertina (Wien) er trykt på 4 ark med ti billeder på hver. Eksemplaret i BNF (Paris) er indbundet med et billede pr. side.
Eksemplaret i Berlin er blevet nummereret af en senere hånd, men det er kun hvert andet billede, der er nummereret, hvilket kunne indikere, at de var blevet trykt to og to.
Gilles Corrozet var både forfatter, boghandler og historiker.
Han var en af de historikere, der besøgte St. Innocents' kirkegård uden at nævne la Danse Macabre. Han var også ejer af Manuskript Français 1186.