llerede i 1544 fik Heinrich Vogtherr d.Æ. (1490-1556) udgivet sin kopi af Holbein's dødedans i Augsburg. Dermed er denne dødedans den første tysksprogede Holbein-klon, hvis man altså ser bort fra Aldegrever's 8 billeder. Vogtherr's dødedans er en rimeligt nøje kopi af Holbein's' billeder, bortset fra at de er spejlvendte og større.
Vogtherr lægger sig op af de gamle såkaldte prøvetryk, derfor har han tyske overskrifter, og derfor udelader han astrologen og (naturligvis) de billeder, der først blev tilføjet 1545-1562. Til gengæld tilføjer han to nye billeder: Ægteskabsbryderen og korsfæstelsen (billedet til højre).
Rækkefølgen er den samme som i "prøvetrykkene" og afviger stærkt fra de forskellige oplag af Simulachres & Historiées. Først kommer gammeltestamentlige billeder, så gejstlige mænd (inklusive lægen), verdslige mænd og kvinder sluttende med mor og barn. Faktisk er rækkefølgen præcis den samme som for de såkaldte prøvetryk i Berlin's Kupferstichkabinett, bortset fra at advokaten — ret ulogisk — kommer før dommeren.
Rækkefølgen er: Erschaffung des Menschen, Einführung ins paradeyß, Austreybung Adams, Fluch des Menschen, Der Pabst, Der Cardinal, Der Bischoff, Der Thumbherr, Der Abt, Der Pfarrer, Der Predicant, Der Münch, Der Artzet, Der Kayser, Der Künig, Der Hertzog, Der Graff, Der Ritter, Der Edelman, Der Rathsherr, advokaten, Der Richter, Der Reychmann, Der Kawffmann, Der Kramer, Der Schiffmann, Der Eebrecher, Der Ackermann, Der Alltmann, Die Kayserin, Die Künigin, Die Hertzogin, Die Gräffin, Die Edelfraw, Die Abtissin, Die Nunn, Das Allt weib, Das Jung kind, Die Gepain aller Menschen, Das Crucifix, Das Jüngst gericht og Das wappen des Todts.
Bogen ender med signaturen: »Gedruckt inn der Kaiserlichen Reychstatt Augspurg, durch Jobst Denecker, Formschneyder«. Forlæggeren — Jobst Denecker — gør her opmærksom på, at han oprindeligt selv var træskærer.
Jobst Denecker (1485-1544) var en en fremragende kunstner, der får æren for at have opfundt både flerfarvetrykket og chiaroscuro-teknikken. På sine gamle dage specialiserede han sig som trykker. Mange kommentatorer vil gerne sætte Denecker's navn på denne bog, men det er svært at se, hvilken rolle han skulle have haft: Holbein havde allerede designet motiverne, og vi ved, Vogtherr skar blokkene, for han har tilføjet sit mærke:
Vogtherr fjernede Hans Lützelburger's træskærermærke: Et sammenføjet H og L i nederste, venstre hjørne af hertugindens seng (billede til venstre). Vogtherr erstattede Lützelburger's mærke med årstallet 1542 (billedet til venstre).
Til gengæld tilføjede Vogtherr sit eget træskærermærke. Lige siden hans egen søn med samme navn blev mester i 1541, havde Vogtherr tilføjet et E til sit monogram (Heinrich Vogtherr Elterer). Men kan derfor se et spejlvendt HVE i nederste højre hjørne af advokaten. Klik her for et meget stort billede af Vogtherr's advokat.
Bogen starter med en diskussion mellem Døden og mennesket, og til hvert billede er der en dialog (på tysk) mellem Døden og de døende, sådan som der skal være i alle "rigtige" dødedanse.
Læs evt. teksten: Todtentantz.
å træsnittet med paven kommer en djævel flyvende med et afladsbrev. I Holbeins originale træsnit havde afladsbrevet en pseudoinskription, men i 1544-udgaven erstattede Vogtherr den med en læsbar tekst (billedet til venstre): "ve tibi corona Superbia mea": "Ve dig, min stolte krone". Det lyder som en omskrivning af Esajas 28,1 "vae coronae superbiae" ("Ve den stolte krone").
I den næste udgave, som er fra ca. år 1548, er afladsbrevet fjernet, og det samme gælder både den flyvende djævel og djævlen, der kravlede i baldakinen (billedet til højre).
Ikke bare er billedet blevet mere pave-venligt, men det gælder også teksten. I 1544-udgaven kalder Døden paven for antikristus, der ønsker at være Gud på jorden: »Du Bapst ain warer Antichrist / Willst sein der irrdisch Got«, og paven erkender, at hans sjæl er i fare: »Ach Todt du sagst mir gwisslich war / Ich stee yetz meiner seel inn gfar«. I teksten fra 1548 er der ingen kritik. Paven skal dø først, fordi han er mægtigst: »Sihe Babst / der erst du billich bist / Am todtentantz«, men paven er fortrøstningsfuld: »Doch förcht ich mich nit vmb ein haar«.
n endnu større ændring er billedet af ægteskabsbryderen. Denne figur optræder ikke i Holbein's dans, men Vogtherr havde komponeret en ganske ubehagelig scene, hvor Døden holder fast i kvindens hår og hjælper den besvegne ægtemand med at gennembore parret med sit sværd (til venstre). Billedet vakte vrede i samtiden, så det optrådte kun i 1544-udgaven, og det er ødelagt i nogle af de eksisterende eksemplarer.(1)
I de følgende udgaver var det erstattet af et mere fredeligt et, hvor sengen og værelset stort set er det samme. Parret sidder sammen i sengen, mens Døden holder et spejl og et timeglas (billedet til højre).
I dette nye billede har træskæreren tilføjet sit mærke på bunden af sengen: Et sammenføjet JD, der skulle tilhøre Jobst Denecker(2) (billedet til højre).
Læs evt. teksten: Todtentantz.
ationalbiblioteket i Østrig har en senere udgave uden forside, indledning, afslutning eller kolofon. Der er ingen oplysninger om, hvem der har udgivet bogen, hvor eller hvornår.
Der er 40 træsnit, inklusive den "pæne" udgave af ægteskabsbryderen, men uden Dommedag. I stedet for dialoger og latinske citater er der fire linier på tysk under hvert billede.
Overskrifterne er anderledes. Ridderen er blevet »Ein Hauptman« (altså en kaptajn), mens hertugen er blevet »Ein Ritter«. Adelsdamen er »Ein Burger«.
Bogen til venstre har heller ingen oplysninger om forlag, trykkested eller -år: »Der Todten Tanz. Durch alle Stände vnd Geschlecht der Menschen / darinnen sie ihr nichtigkeit vnd Sterbligkeit / als inn einem Spiegel beschauen können / fürgebildet in volgende Figuren«.
Antikvariatet oplyser, at dette eksemplar (bogen til venstre) er fragmentarisk og kun indeholder syv træsnit, men at dette er de samme som i bogen fra ca. 1550, og at disse syv træsnit har samme overskrifter (som jo var anderledes i 1544- og 1548-udgaverne): Erschaffung aller ding, Adam vnd Eua im Paradeyß, Außtreibung auß dem Paradeyß, Adams vnd Eue Nahrung, Ein Schiffman. Ein Wucherer og Ein Kauffman.
David var formentlig søn af Jobst Denecker. I 1561 udgav han endnu et oplag i Augsburg: »Gedruckt in der löblichen Reychstatt Augspurg durch Dauidt Denecker Formschneyder«.
I 1572 flyttede han til Leipzig, hvor han udgav »Todtentantz, Durch alle Stende der Menschen, darinnen jr herkommen vnd Ende, Nichtigkeit vnd Sterbligkeit, als in einem Spiegel zubeschawen, fürgebildet, vnd mit schönen Figuren vnd guten Reimen gezieret, nottwendig, auch lustig allermenniglichen zu lesen, hören vnd wissen«. Nederst: »Zu Leypzig, durch Dauid de Necker, Formschneider«. Denne gang var der dog ikke længere tale om Vogtherr's træsnit, men om nogle nye kopier med rammer dekoreret med blomster og putti.
I 1579 flyttede David Denecker til Wien, hvor han udgav bogen til højre: »Todtentantz / Durch alle Stendt der Menschen darinnen jhr herkommen vnd endt nichtigkeit vnd sterbligkeit als in einem spiegel zubeschawen/ fürgebildet vnd mit schönen Figuren vnd guten Reimen gezieret nottwendig […] zu lesen/ hoeren vnd wissen«. Bogen indeholdt de nye træsnit med de nye rammer. Nederst på forsiden står: »Getruckt zu Wien in Osterreich : durch Dauid de Necker Formschneider, […] 1579«.
Disse nye træsnit blev to år senere genoptrykt af Leonhart Straub i St. Gallen.
I 1836 blev Vogtherr's originale træsnit og teksten kopieret af Carl Helmuth.
Læs teksten: Todtentantz, eller se alle David Denecker's træsnit på siden om Leonhart Straub.
Her er de 40 billeder arrangeret i samme rækkefølge som i Imagines Mortis:
Kunstnere/forlæggere:
Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538)
Fiktive oplag (1530-1654)
Heinrich Aldegrever (1541)
→ Heinrich Vogtherr (1544) ←
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Jiří Melantrich (1563)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
"Mr. Bewick" (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)
Thy Grief (2022)
Fodnoter: (1) (2)
Maßmann bekræfter også, at billedet ikke var populært:
»Ein grässlich Bild, nicht Holbeinisch, und - von der Zeit wahrscheinlich getadelt«
(Kunst-Blatt nr. 76, 22. september 1831, side 302).
Personlig er jeg lidt i tvivl om, hvad der har vakt mest anstød i samtiden: Mordet eller nøgenheden.
Det ville så betyde, at Jobst Denecker formentlig ikke døde i 1544.
Ifølge Tilman Falk i "Neue Deutsche Biographie 19" (1999) døde Denecker "før oktober 1548".