Følgende er en nogenlunde komplet liste over bogudgivelser af Holbein's originale træsnit.
Før 1538: Trechsel-brødrene udgav en lille bog,
der virker som en overgang mellem de såkaldte prøvetryk
og de egentlige bogudgivelser.
På forsiden er Trechsel's trykkermærke (til højre) og intet andet.
Derefter følger 39 træsnit, hvor
to træsnit mangler, nemlig
Uddrivelsen og
Efter Syndefaldet.
Til gengæld er
astrologen
med.
Der er ingen overskrifter og ingen tekster overhovedet.
1538: »Les simulachres & Historiées faces de la
Mort, autant elegamment pourtraictes, que artificiellement imaginées«.
Førsteudgaven med 41 træsnit.
Bagerste side fortæller, at brødrene Trechsel stod for udgivelsen:
»Excvdebant Lvgdvni Melchior et Gaspar Trechsel Fratres. 1538«.
Forsiden fortæller, at bogen er trykt »A Lyon, soubz l'escu de Coloigne«, hvilket var brødrene Frellons adresse.
Jean og François Frellon var sønner af en parisisk trykker, men Jean havde senere fået borgerret i Basel.
Fra 1536 var brødrene etablerede i Rue Mercière i Lyon ved l'Écu de Cologne.
1542: »Les Simulachres et historiées Faces De La Mort,
contenant la Medecine de l'ame, utile et necessaire non seulement aux malades […]«
Udgivet af brødrene Frellon, der står for de følgende udgivelser,
eftersom brødrene Trechsel havde lukket forretningen efter en strejke i 1539.
1542: »Imagines de Morte et Epigrammata e Gallico idiomate a Georgio Aemylio in
Latinum translata«.
En latinsk version. Som titlen siger, er Gilles Corrozet's epigrammer blevet oversat af Georg Aemilius.(1)
1545: »Imagines Mortis. His accesserunt, Epigrammata, è Gallico idiomate à
Georgio Æmylio in Latinum translata.«
Denne udgave har 42 træsnit,
idet tiggeren tilføjes. Tiggeren har ikke noget at gøre med resten af dansen,
men befinder sig i en anden del af bogen.
1547: »Imagines Mortis. Duodecim imaginibus præter
priores, totidemque inscriptionibus præter epigrammata é
Gallicis à Georgio Æmylio in Latinum versa, […]«.
Til sidst: »Lvgdvni, Excudebat Ioannes Frellonius, 1547«,
fordi François var død i 1546.
Nu er der 53 træsnit, og tiggeren er blevet en fast del af serien.
Brødrene Frellon's trykkermærke
|
1547: »Icones Mortis, Duodecim imaginibus præter priores, […]«
Det første ord i titlerne er forskelligt for denne og den forrige bog
("Imagines" / "Icones"), og hele teksten er sat fra nyt af. Ellers er de to bøger identiske.
1547: »Les Images de la Mort. Auxquelles sont adjoustées douze figures. […]«.
Bogen er trykt »A Lyon, A l'escu de Cologne, chez Iehan Frellon«,
I modsætning til de to forrige bøger, der var på latin, er denne på fransk. Bortset fra det er indholdet det samme.
1549: »Simolachri historie, e figure de la morte. La
medicina de L'anima. […]«
Italiensk version med 53 træsnit.
I indledningen klager Jean Frellon over Vincenzo Valgrisis pirat-udgave,
men Frellon fik hævn ved at kopiere Valgrisi's italienske tekst til sin egen udgivelse.
1554: »Icones Mortis. Duodecim Imaginibus praeter
priores, totidemque inscriptionibus, […]
Basileae«
Titlen siger, at dette oplag er trykt i Basel, men ikke af hvilket forlag.
Spørgsmålet er om træsnittene virkelig har været sendt til Basel og tilbage igen,
eller om trykkestedet ikke snarere er opdigtet for at undgå censuren.
1562: »Les Images de la Mort, auxquelles sont adjoustees
dix sept figures. […] A Lyon, par Jehan Frellon«
Dette er det sidste oplag. Denne gang er der 5 træsnit mere, eller som overskriften siger: 17 ("dix sept") mere
end i førsteudgaven.
Forsiden siger: »A Lyon, Par Iehan Frellon, 1562«,
men den er ikke trykt af Frellon, der nu havde solgt sin presse.
Sidste side siger:
»A Lyon, Par Symphorien Barbier«.
1574: »Imagines Mortis : item epigrammata è Gall. à G.
Æmilio in Latinum versa. Lugdun. Frellonius«
Denne udgave eksisterer formentlig ikke.
Douce (side 109) bruger Peignot som sin eneste kilde, og
Peignot (Recherches historique et littéraires sur les danses des morts, 1826, side 62)
siger, at M. Courtois havde et sådan eksemplar.
Den eneste kilde er altså et katalog over
Edme-Bonaventure Courtois' bibliotek fra 1819.
Formentlig har Douce ret, når han foreslår (fodnote 114), at der er sket en ombytning af to cifre,
og at det drejer som om en af de tre udgaver fra 1547:
»This edition is given on the authority of Peignot, p. 62, but has not been seen by the author of this work.
In the year 1547, there were three editions, and it is not improbable that, by the transposition of the two last figures, one of these might have been intended«.
1654: »De Doodt vermaskert met des werelts ydelheyt afghedaen
door G. V. Wolsschaten,
Verciert met de constighe belden van den vermaerden schilder Hans Holbeen«, Antwerpen.
En hollandsksproget bog med 15 gode kopier af Holbein's originale træsnit.
En del eksperter anser dem for at være ægte, men det gør jeg ikke (længere).
The Internet Archive og andre har nogle fine indscanninger af diverse
fotografiske optryk fra 1800-tallet, men selv om de ikke
er decideret dårlige, var foto-teknikken i det 19. århundrede ikke perfekt.
Georg Aemilius . . .: 1517-1569, (også kaldet Oemmel, Aemylius, Emilius, Öhmler og Oemler).
Flere forfattere hævder, at Georg Aemilius var Martin Luther's svoger,
men dette er ikke korrekt. Det var Georgs far, Nicolas Oemeler,
som Luther kaldte for sin barndomsven og svoger — og svoger skal forstås meget bredt,
idet Nicolas Oemeler og Luther's bror Jakob havde giftet sig med 2 søstre.
et er let at find Holbein på Nettet, men i de fleste tilfælde viser de "ægte"
Holbein-træsnit sig at være de kopier, som
Douce fik produceret i 1833
(eller rettere: 1858).
Deres øvrige kvaliteter ufortalt er de stadig kopier med uundgåelige
forskelle — især i ansigtsudtrykkene. At finde ægte Holbein er noget sværere,
men situationen bliver bedre og bedre.
Døden fra Lübeck
Holbein's store dødedans