Hans Holbein's Dødedans, Rubens

om ganske ung havde Paul Peter Rubens (1577-1640) kopieret Holbein's dødedans. Den tyske kunstner, Sandrart, har beskrevet, hvordan han (Sandrart) i sine unge dage mødte den voksne Rubens. Her følger Sandrart's beretning i engelsk oversættelse:

I also well remember that in the year 1627, when Paul Rubens came to Utrecht to visit Honthorst, being escorted, both coming from and returning to Amsterdam, by several artists; as we were in the boat, the conversation fell upon Holbein's Book of Cuts, representing the Dance of Death, that Rubens gave them the highest encomiums, advising me, who was then a young man, to set the highest value upon them; informing me, at the same time, that he in his youth had copied them.
(Joachim von Sandrart, Academie der Bau-, Bild- und Malerey-Künste, 1675, oversat af Thomas Warton, 1754)

Historien om Rubens og hans kopier af Holbein's dødedans har således været kendt i århundreder, men først i 1970'erne lykkedes det at identificere tegningerne, da de blev fundet i en skitsebog i Amsterdam.

Bogens historie starter således: Rubens' yngre partner, Jan Boeckhorst også kaldet Langhen-Jan (1604-1668), købte skitsebogen — måske ved salg af Rubens' bo i 1657. Derfra kom bogen til den franske kunstsamler Pierre Crozat (1665-1740).

De 46 ægte Holbeintegninger

ed salget af Crozats' bo i 1741 blev hans samling katalogiseret af eksperten Pierre-Jean Mariette. Dette var det første eksempel på et moderne, beskrivende salgskatalog, og her blev tegningerne tilskrevet Holbein:

Jean Holbein, de Basle

[…]

796: Quarante-six idem: sçavoir la suite du triomphe de la Mort, qui a été gravée en bois sur ces Desseins; ils sont à la plume, & ont autrefois appartenu à Jean Boerckhorst ou Langhen-Jan, Peintre Hollandois, plus les deux fameux tableaux du triomphe de la Richesse & de la Pauvreté, dessinés par Frederic Zuccaro.
(Description sommaire des desseins des grands maistres d'Italie, des Pays-Bas, side 89)

Tallet 46 ("quarante-six") er lidt underligt, for alle senere kilder siger, der var 44 (hvad der også er i dag). Det kan skyldes, at Mariette af uransalige årsager havde bundtet dem sammen med to andre tegninger: triomphe de la Richesse & de la Pauvreté, men de er jo netop ikke tegninger af Holbein, men derimod af Zuccaro efter malerier af Holbein.(1)

Hvad der er værre er, at de blev solgt som ægte Holbeintegninger — de selvsamme tegninger, som Holbein's berømte dødedans var skåret efter. Det burde være indlysende for en ekspert som Mariette, at disse retvendte tegninger ikke kunne være Holbein's originaler. Mariette var i øvrigt selv en stor beundrer af Rubens' tegninger, og han købte 62 af dem ved samme salg.(2)

Mariette skrev senere det modsatte i sin "Abecedario": Tegningerne havde engang tilhørt Rubens, men de var ikke lavet af ham (mente Mariette). De var derimod fremstillet af Jean Boeckhorst.

— J'ai vu ces desseins ⁽¹⁾ dans la collection de M. Crozat. Ils ont véritablement appartenu à Rubens, mais ils ne sont point de lui. Ils ont été faits par un peintre hollandais, nommé Jean Boeckhorst, qui y a mis beaucoup d'esprit et ne sont guère plus grands que ce qui a été gravé. […]

______________________
⁽¹⁾ Ceux du Triomphe de la Mort Dans le calalogue Crozat, n^o 796 Marielle avait dit seulement qu ils avaient appartenu à Boeckhorst.
(Abecedario de P.J. Mariette, bind 2, side 360)

Dermed var Mariette den første, der satte tegningerne i forbindelse med Rubens, men hans "Abecedario" fik ingen stor betydning. Det var et senere værk, og blev først udgivet 1851-1860 — altså længe efter hans død og mere end 100 år efter salget af de "ægte" tegninger. Og det var op til redaktørerne at tilføje en fodnote om, at "ces desseins" hentydede til katalognummer 796, og at Mariette havde skrevet det modsatte dengang (se fodnoten i citatet foroven).

Ved salget af Crozat's bo blev tegningerne tilsyneladende købt af Georg Wilhelm Fleischmann (1693-1776), der tilbød "Holbein-tegningerne" til Christian de Mechel, der afviste dem. I stedet foreslog de Mechel, at Fleischmann donerede tegningerne til kunstmuseet i Basel, men her blev de også afvist. Måske fordi man kunne regne ud, at tegningerne ikke var af Holbein.

Derefter blev bogen købt af den russiske ambassadør i Wien, Prins Galitzine. I mellemtiden havde de Mechel fortrudt sin afvisning, og Prins Galitzine gav ham lov til at låne og kopiere tegningerne.

de Mechel udgav kobbertryk af tegningerne — suppleret med de scener, som Rubens ikke havde tegnet, og de to tegninger af Zuccaro. Udgivelsen havde undertitlen: »Gravé d'après les Dessins originaux de Jean Holbein«. Under hvert eneste tryk stod: »D'apres les dessins de J. Holbein« — også de scener, som f.eks. uddrivelsen, som ikke var med i skitsebogen, og som de Mechel altså må have kopieret et andet sted fra.

I det 19. århundrede blev tegningerne købt af Ambroise Firmin-Didot, der lod dem undersøge af Holbein-eksperten Alfred Woltmann. Woltmann konkluderede, at tegningerne var falske, og tilføjede, at det var overflødigt, at lede efter de originale tegninger, for disse havde befundet sig på selve træstokkene (dvs. de var blevet ødelagt i processen).(3)

De ægte Rubenstegninger

elvom tegningerne ikke var ægte Holbein, blev de alligevel solgt for 20.000 franc fra Firmin-Didot's dødsbo i 1879.(4) Tegningerne havde derefter skiftende ejere — bl.a. Prins Johan II af Liechtenstein. I 1970'erne fandt den hollandske kunsthistoriker, I. Q. van Regteren Altena, ud af, at de falske Holbein-tegninger var ægte Rubens-tegninger,

Det er i grunden ikke nogen overraskelse. Som det fremgår af det foregående, har eksperter kun tilskrevet tegningerne Holbein, når der skulle tjenes penge. Andre eksperter har tvivlet fra starten, men har ikke haft adgang til tegningerne.

Næsten samtidig med, at Mariette's "Abecedario" blev udgivet, og Woltmann erklærede tegningerne for falske, skrev Wornum, at det var netop den slags tegninger, en dygtig kunstner kunne lave for sin egen fornøjelses skyld, og han nævnte Sandrart's historie om Rubens, som vi så øverst på denne side:

The drawings which are pen and ink with washed shadows, have a somewhat remarkable pedigree, but as they really vary in many minor details from the old engraved cuts, they can scarcely have been the originals of those cuts. They are the kind of studies that some skilful artist might make for his own satisfaction and amusement from the cuts themselves. I have already related an anecdote from which we learn that Rubens made such studies, and he recommended Sandrart to do the same.
(Ralph Nicholson Wornum, Some Account of the Life and Works of Hans Holbein, 1867, side 187)

I dag befinder tegningerne sig på kobberstik-museet i Antwerpen, og de er blandt de aller-ældste værker af Rubens, vi kender. Rubens har måske allerede kopieret Holbein i en alder af 12-13 år, inden han startede sin formelle kunstner-uddannelse.

Der er 44 sider med tilsammen 47 ud af Holbein's 58 billeder. En af tegningerne, Dødens Våbenskjold, er dog ret dårlig og tilskrives ikke Rubens. Rubens har ikke mindre end 5 billeder af Holbein's drengebørn. De små kvabsede drenge har åbenbart passet med Rubens' egen "rundbuestil". Dette viser, at Rubens må have benyttet 1562-udgaven af Holbein's Les Images de la Mort.

Ressourcer

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Forskellen kan også skyldes, at tre af arkene indeholder to scener. Måske har Mariette talt dem som to hver?

Så ville der være 47, men måske har han trukket Dødens Våbenskjold fra, siden det er af en tydeligt ringere kvalitet?

Alfred Woltmann, Holbein und seine Zeit (Th. 2), 1868, side 410.

Die angeblichen Originalzeichnungen, welche den Kupferstichcopien Chr. v. Mechel's zu Grunde lagen, hatten aus dem Besitz des Malers Jan Bockhorst gen. Langhen Jan später ihren Weg in das berühmte Cabinet Crozat zu Paris gefunden. Daß sie früher in der Arundel'schen Sammlung in England gewesen, läßt sich nicht nachweisen, und daß W. Hollar's Stiche ebenfalls nach ihnen gemacht seien, ist falsch. Schon Hegner (S. 323) hat das widerlegt. Bei Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath Fleischmann zu Straßburg, später an den russischen Fürsten Gallizin, der sie Mechel zum Stechen lieh. Daß sie, wie allgemein behauptet wird, an die kaiserliche Sammlung zu Petersburg gekommen, ist irrtthümlich. Sie haben ihren Weg in die reiche Sammlung des Herrn Ambroise Firmin Didot in Paris gefunden. Die 44 Blätter, etwas größeren Formats, sind ungleiche, zum Theil geistvolle Copien späterer Zeit, nach den Holzschnitten gemacht, was schon das Vorkommen des Monogramms HL beim Blatt der Herzogin beweist. Manche Abweichungen kommen vor; dem Narren ist eine Kindergruppe beigegeben. Schon Mariette, der die Zeichnungen im Katalog Crozat für Holbein ausgab, spricht an einer andern Stelle von ihnen als Arbeit des Bockhorst (Abecedario). -- Es ist überflüssig, nach Originalzeichnungen zu suchen; diese befanden sich auf den Holzstöcken selbst.

Bemærk, at Woltmann skriver 1771 i stedet for 1741.

Peter Paul Rubens

De 46 ægte Holbeintegninger

De ægte Rubenstegninger

Ressourcer

Andre fortolkere af Holbein's dødedans