Peter Paul Rubens (1577-1640)

Soldaten af Rubens
Rubens: Soldaten

S om ganske ung havde Paul Peter Rubens kopieret Holbein's dødedans. Den tyske kunstner, Joachim von Sandrart, har i bogen Academie der Bau-, Bild- und Malerey-Künste (1675) beskrevet, hvordan han i sine unge dage mødte den voksne Rubens. Her følger Sandrart's beretning i engelsk oversættelse: »I also well remember that in the year 1627, when Paul Rubens came to Utrecht to visit Honthorst, being escorted, both coming from and returning to Amsterdam, by several artists; as we were in the boat, the conversation fell upon Holbein's Book of Cuts, representing the Dance of Death, that Rubens gave them the highest encomiums, advising me, who was then a young man, to set the highest value upon them; informing me, at the same time, that he in his youth had copied them«.

Historien om Rubens og hans kopier af Holbein's dødedans har således været kendt i århundreder, men først i 1970'erne lykkedes det at identificere tegningerne, da de blev fundet i en skitsebog i Amsterdam.

Bonde
Rubens: Bonde

En kort oversigt over bogens historie lyder: Rubens' yngre partner, Jan Boeckhorst (1604-1668), købte skitsebogen — måske ved salg af Rubens' bo i 1657. Derfra kom bogen til den franske kunstsamler Pierre Crozat (1665-1740). Ved opgørelsen af Crozats' bo i 1741 blev bogen katalogiseret som ægte Holbein.

Bogen overgik til Georg Wilhelm Fleischmann (1693-1776), der tilbød "Holbein-tegningerne" som gave til Christian de Mechel, der afviste dem. Mechel foreslog, at Fleischmann i stedet donerede tegningerne til kunstmuseet i Basel, men her blev de også afvist. Måske fordi man kunne regne ud, at tegningerne ikke var af Holbein.

Derefter blev bogen købt af den russiske ambassadør i Wien, Prins Galitzine. I mellemtiden havde Mechel fortrudt sin afvisning, og Prins Galitzine gav Mechel lov til at låne og kopiere tegningerne.

De fleste eksperter mente tidligere, at tegningerne bagefter havnede i den kejserlige samling i St. Petersburg, men det er formentlig en misforståelse. I det 19. århundrede blev tegningerne købt af Ambroise Firmin-Didot, der lod dem undersøge af Holbein-eksperten Alfred Woltmann, der konkluderede, at tegningerne var falske.

De falske Holbein-tegninger havde derefter skiftende ejere — bl.a. Prins Johan II af Liechtenstein. I 1970'erne fandt den hollandske kunsthistoriker, I. Q. van Regteren Altena, ud af, at de falske Holbein-tegninger var ægte Rubens-tegninger, og i dag befinder de sig på kobberstik-museet i Antwerpen.

Tegningerne er blandt de aller-ældste værker af Rubens, vi kender. Rubens har måske allerede kopieret Holbein i en alder af 12-13 år, inden han startede sin formelle kunstner-uddannelse.

Der er 44 sider med tilsammen 47 ud af Holbein's 58 billeder. En af tegningerne, Dødens Våbenskjold, er dog ret dårlig og tilskrives ikke Rubens. Rubens har ikke mindre end 5 billeder af Holbein's drengebørn. De små kvabsede drenge har åbenbart passet med Rubens' egen rundbue-stil. Dette viser, at Rubens må have benyttet 1562-udgaven af Holbein's Les Images de la Mort.

Læs mere om, hvordan Rubens' tegninger blev kopieret af Christian de Mechel

Ressourcer

Abbed
Rubens 1590: Abbed
Astrolog
Rubens 1590: Astrolog
Ridder
Rubens 1590: Ridder
Hertuginde
Rubens 1590: Hertuginde
Bonde
Rubens 1590: Bonde
Barn
Rubens 1590: Barn
Dødens Våbenskjold
Rubens 1590: Dødens Våbenskjold
Soldat
Rubens 1590: Soldat
Røver
Rubens 1590: Røver

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Kunstnere/forlæggere:

Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - originalerne
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
→ Peter Paul Rubens(ca. 1590) ←
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
Pseudo-Bewick (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)


Op til Holbein's store dødedans