udolf og Conrad Meyer var sønner af Dietrich Meyer i Zürich. Faderen havde i fire år (1609-1613) haft Matthæus Merian i lære, og senere kom både Rudolf og Conrad til at stå i lære hos Merian. Denne vekselvirkning mellem Merian og familien Meyer kan forklare, at kobberstikkene til Sterbensspiegel minder meget om Merians kobberstik af dødedansen i Basel.
Rudolf (1605-1638) var maler. I 1629 tog han til Merian i Frankfurt am Main og stod i lære nogle år. I årene 1632-1633 var han i Nürnberg, hvor han oplevede Trediveårskrigen (1618-1648) på nærmeste hånd, da byen var belejret af den svenske kong Gustav Adolf. Han fremstillede senere mange tegninger, der viste krigens grusomhed.
Tilbage i Zürich begyndte han bl.a. på sin dødedans, og man ser, hvordan hans minder fra krigen har påvirket motiver som ridder, kaptajn, fændrik, soldat, røver og Dødens Sikkerhed.
Hans yngre bror Conrad (1618-1689) forklarer i forordet til 1650-udgaven, hvorledes Rudolf havde tegnet ca. halvdelen af scenerne og betalt Conrad for at gravere dem. I nogle af udgaverne bærer nogle af graveringerne årstallet 1637, f.eks.: »R Meyer in C M Fecit, 1637« (d.v.s.: designet af Rudolf Meyer, udført af Conrad Meyer, 1637).
Da Rudolf var død som 33-årig, var det op til Conrad at fremstille resten af billederne og gøre serien færdig. Dette afspejler sig i titelbladet: »vor disem angefangen durch Ruodolffen Meyern S. von Zürich etc. jetz aber […] zu End gebracht und verlegt durch Conrad Meyern«
er er 60 kobbertryk i 1650-udgaven: »vermitlest 60. dienstlicher Kupferblätteren«, hvilket åbenbart ikke inkluderer frontispicen. Billederne starter med 5 billeder i samme rækkefølge som Holbein med Syndefaldet og Dødens triumf. Resten af billederne er opdelt i tre grupper eller "skarer", der indledes af hvert sit unummererede billede: De gejstlige, regenterne og borgerne. Tilsidst kommer et par religiøse billeder, inklusive dommedag.
Det er i denne opbygning, man stadig ser arven efter Holbein's dødedans fra 1538. Der er også en stor del af motiverne, der går tilbage til Holbein: paven, der lader en kejser kysse sine fødder, biskoppen, der står midt i engen omgivet af sine får, abbedissen, præsten, prædikanten, kejserinden, købmanden og bissekræmmeren.
Både spilleren og fyldebøtten kaster op på gulvet, ligesom i Holbein's billede af fyldebøtten. Den smagfulde detalje med at lade en hund spise opkastet er derimod taget fra Birckmann's udgave af samme billede. Meyers billede af ågerkarlen viser Døden, der slås med en djævel om den døende, mens en tredje person rydder bordet for penge. Samme motiv går igen i Holbein's spiller. Meyers eremit minder om eremitten i Holbein's W.
Som nævnt kendte de to Meyer-brødre udmærket Merian, og en del af deres billeder ser ud til at være inspireret af dødedansen i Basel: Den blinde mand er tydeligvis en kopi af den blinde i Basel, og jøden er en kopi af jøden i Basel. I det ene billede af kokken ligner Døden den tilsvarende figur fra adelsmanden i Basel, mens Døden i det andet billede af kokken bærer stegespiddet over skulderen ligesom i Basels kok og Holbeins abbed. Selve ideen med, at Døden henter kunstnerne bag dødedansen (billedet til venstre) er også taget fra Basel.
Under hvert billede er tilføjet et vers på 4 linier. Conrad fortæller i forordet, at Rudolf har fundet dem i en gammel trykt bog og forbedret dem.(1) Teksten i disse fire linier har store overensstemmelser med dødedansen i Spreuerbroen i Luzern. Spreuerbroen er malet af Kaspar Meglinger 1626 - 35 og altså ældre end Sterbensspiegel, så måske er det den samme bog, der har givet inspiration til begge dødedanse.
Til venstre for hvert billede er en dialog mellem Døden og den døende. Teksten er skrevet af sognepræst Johann Georg Müller (1610 - 1672), der også skrev en kort artikel om Hebræerbrevet 9,27. i starten af bogen. Bogen slutter med noder og tekst til 8 dødssange, "Todtengesängen", arrangeret for fire stemmer.
er var problemer med udgivelsen, for bystaten Zürich var underkastet censur, og der rasede en strid i censur-nævnet fra 30/3 til 11/4 1650. Dels var teksten nogen steder for katolsk til de protestantiske borgere i Zürich, og dels var det stadig svært, her 119 år efter Reformationen og dens billedstorm, at kombinere opbyggelige tekster med billeder og at kombinere de 8 Todtengesänge med musik. På den anden side var Conrad Meyer heller ikke interesseret i at støde potentielle købere bort ved at gøre værket for anti-katolsk, og mens striden rasede fik han trykt et par ekstra oplag i Strasbourg.
Det er lidt usikkert, hvor mange oplag Conrad Meyer fik udgivet i 1650, og hvor de blev trykt. Det fremgår af forordet til 1759-udgaven, at der også var et oplag i 1657.
Hundrede år senere, i 1759, kom et nyt oplag med de originale 60 kobberstik: »in LXI original-kupfern«. Müllers dialog på venstresiderne blev erstattet af en ny og mere tidssvarende, men Müllers gamle tekst blev istedet bragt bagerst i bogen. I denne udgave var der tilføjet en fændrik. Dette billede er af samme høje kvalitet som de andre stik, og er underskrevet »RM in: CoM F«, så det er svært at se, hvorfor det ikke var med allerede i 1650.
Sterbensspiegel blev genudgivet i 1919, og så sent som 1978 blev de originale plader brugt til et genoptryk på 100 eksemplarer.
Imellem disse oplag udkom Erbaulicher Sterb-Spiegel i 1704, der indeholdt spejlvendte kopier af ringere kvalitet (billedet til venstre).
Der findes to udgaver af kokken. Begge er åbenbart fremstillet af Conrad Meyer, for ene billede af kokken er mærket: »C.M.f«, mens det andet billede af kokken er mærket med »C M in et f: «. I nogle oplag er den endda mærket med det mere usandsynlige: »C M in et f: 1637«, hvilket ville betyde, at Conrad Meyer skulle have designet den som kun 19-årig, mens broderen stadig levede.
En mere diskret forskel er billedet af børnehjemsforstanderen. På nogle af trykkene rager enkens fod ud over billedets ramme.
Kunstnere/forlæggere:
Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - originalerne
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Jiří Melantrich (1563)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
→ Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
"Mr. Bewick" (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)
Fodnoter: (1)