Paven fås i 2 versioner - med og uden de to djævle.
ogen har den lovende undertitel
»Gravé d'après les Dessins originaux de Jean(1)
Holbein«.
På samme måde står der under hvert eneste tryk:
»D'apres les dessins de J. Holbein«.
Bogen lover altså, at stikkene er graveret efter Holbein's originale tegninger
- de samme tegninger, som Hans Lützelburger
engang skar de originale træsnit efter.
Men Mechel's kobberstik er ikke baseret på Holbein's originale tegninger.
Til gengæld har man i nyere tid fundet ud af,
at de er kopieret efter tegninger lavet af den meget unge Peter Rubens.
Mechel (1737-1817) var kobberstikker, kunstkender og sælger af kobbertryk i Holbein's egen by, Basel.
Rent logisk må han havde været i familie med de Mechel-brødre, der i hele 1700-tallet udgav
George Scharffenbergs kopi af Holbein's dødedans.
Georg Wilhelm Fleischmann
(1693-1776) havde købt nogle tegninger fra boet efter den store kunstsamler,
Pierre Crozat (1665-1740). Tegningerne var katalogiserede som ægte Holbein-tegninger,
og Fleischmann tilbød dem nu til Mechel.
I første omgang afviste Mechel tilbuddet, måske fordi han kunne gennemskue,
at de ikke var ægte. Senere fortrød han —
og lånte tegningerne af den nye ejer for at kopiere dem.
Francis Douce(2)
mødte personligt Mechel og fik en længere historie om,
hvordan Mechel havde fået lov af den nye ejer (den russiske ambasassadør i Wien, Prins Galitzine)
til at kopiere de tegninger,
som han oprindeligt havde afvist at modtage.
Her er der lidt forvirring mellem eksperterne:
Senere reproduktioner er lidt "uldne" i kanten.
Klik på billedet og se, hvor skarpe de kan være.
Uli Wunderlich (Ihr Müßt alle nach meiner Pfeife tanzen, side 180-181)
siger, at Fleischmann havde tilbudt Mechel tegningerne til køb (»zum Kauf«).
Francis Douce siger, at tegningerne blev tilbudt som gave:
»[…] de Mechel having
emphatically expressed his admiration of them whilst
they were in the possession of M. Flcischmann, that
gentleman very generously offered them as a present to
him«.
Wunderlich siger, at tilbuddet skete
år 1741 - samme år som boet efter Crozat kom på auktion,
og at der gik 30 år, fra Mechel afviste tilbuddet, til han igen fik fingre i tegningerne i 1771
(»Dreißig Jahre danach nahm sich Mechel schließlich doch noch des Konvoluts an
[…] Spätestens 1771 wurden ihm die Zeichnungen zur Publikation zur Verfügung gestellt«).
Dette er svært at tro, da Mechel kun var 4 år i 1741.
Douce rykker salget af Crozat's bo frem til 1771:
»[…] M. de Crozat,
at whose sale, about 1771, they were purchased by Counsellor
Fleischmann of Strasburg«.
Ikke bare lyder det underligt, at der skulle gå 31 år fra Crozat's død til salget af hans bo,
men lidt efter fortæller Douce, at da Mechel startede arbejdet med at kopiere tegningerne samme år 1771,
var Fleischmann nu
»much advanced in years
and his memory much impaired«.
Dvs., at i 1771 var Fleischmann frisk nok til at opkøbe efter boet
fra en af Frankrigs største kunstsamlere, men samtidigt var han "fremskreden i årene og med meget svækket hukommelse"
Kristin Lohse Belkin (Rubens copies Holbein) afholder sig fra at gætte om pris og årstal,
hvilket nok er smartest.
Douce slutter afsnittet med at ønske, at en ekspert havde fået undersøgt tegningerne.
Dette skete også i 1839, da Holbein-eksperten Alfred Woltmann undersøgte dem og konstaterede,
at de ikke var af Holbein.
Dette burde Mechel selv have regnet ud:
For det første er alle tegningerne retvendte.
Hvis Lutzelbürger havde skåret træsnittene efter disse tegninger,
ville resultatet havde blevet spejlvendt.
Dette skulle være selvindlysende for Mechel,
der selv var gravør.
For det andet står der HL i sengestolpen
på billedet af hertuginden.
Dette er træskæreren Hans Lützelburger's initialer,
som han har tilføjet, da han skar blokkene.
Selvfølgelig har træskærerens initialer ikke
været med på Holbein's originale tegninger.
Mechel har fjernet initialerne på sit kobberstik, og det er der ikke i sig selv noget unormalt i.
Det er almindeligt, at
de forskellige kopister fjerner træskærerens
mærke, men det viser netop, at Mechel var klar over, at HL var et træskærermærke
— et mærke, der ikke burde findes på en originaltegning.
På Holbein's originale træsnit har træskæreren Hans Lützelburger
skrevet sine initialer. Rubens har kopieret initialerne,
men Mechel har bevidst fjernet træskærerens mærke.
Man kan altså ikke afvise, at Mechel har været udmærket klar over, at tegningerne ikke var ægte.
Desuden er 4 af stikkene (se længere nede)
ikke fra "de originale Holbein-tegninger",
men er kopieret andetsteds fra. Ydermere er halvdelen af billederne spejlvendte,
og Mechel har introduceret nogle uforklarlige ændringer,
som fx at flytte kardinalen indendørs.
Titlen på hans bog,
»Gravé d'après les Dessins originaux de Jean Holbein«
klinger lidt hult.
Først i 1970'erne fandt man ud af, at de falske Holbein-tegninger var
ægte Peter Rubens-tegninger.
Holbein tegner ikke knoglen færdigt, fordi den rammer kanten af billedet
Rubens tegner knoglen helt færdigt og ændrer vinklen på knoglen og armen.
Mechel kopierer Rubens. Begge kunstnere lader Døden løfte armen så meget, at man kan se ansigtet.
Holbein lader Døden vende ansigtet bort.
Rubens drejer hovedet, så man kan se Dødens store grin.
Mechel kopierer Rubens.
Douce
fortæller om tegningerne:
»Mr. Coxe proceeds to say that four of
the subjects in M. de Mechel's work are not in the
drawings, but were copied from Hollar.«.
Douce citerer altså William Coxe for at 4 af billederne ikke er taget fra de omtalte tegninger.
Dette er sandt nok, for hvis man sammenligner Mechel's kobberstik, med de tegninger,
der i dag befinder sig i mappen, mangler Uddrivelsen,
kongen, biskoppen
og den gamle kvinde. Coxe kan altså sagtens have ret i, at de har manglet i 1770'erne,
men Coxe har i al fald ikke har ret i, at Mechel skulle have kopieret disse 4 billeder
efter Hollar.
Omvendt har Mechel ikke kopieret Dødens Våbenskjold, der er af en ringere kvalitet (og som i dag
ikke tilskrives Rubens) og heller ikke de 5 billeder af drengebørn.
Til gengæld inkluderede Mechel to helsiders kopier af Armodens Triumf og Rigdommens triumf,
selvom disse to værker intet havde at gøre med hverken
»originaux«
Holbein, Rubens eller dødedans —
bortset fra, at de var med i den samling, som
Fleischmann i sin tid havde købt af Crozat's dødsbo.
Holbein's Dolke-skede
echel ejede dog en enkelt ægte uforfalsket Holbein-tegning,
nemlig Holbein's laverede pennetegning af en dolke-skede.
Mechel lavede en mesterlig kopi af tegningen som kobberstik,
så lidt
»Dessins originaux de Jean Holbein«
er der trods alt over bogen.
I dag befinder Holbein's tegning sig på Berliner Bauakademie.
Mechels stik kan ses i detaljer på Fine arts museum of San Francisco.
Hjemmesiden har tusinder af indscannede sider. Klik »Search«
og søg efter »dance of death«.
(1)Jean Holbein . . .: Hvis man undrer sig over, hvorfor Hans Holbein pludselig
hedder Jean, er forklaringen, at begge navne er varianter af Johannes.
På samme måde hedder Holbein ofte John i engelske bøger.
(2)
Francis Douce: The Dance of Death
exhibited in Elegant Engravings on Wood, 1833, side 134-135
ogen har den lovende undertitel
»Gravé d'après les Dessins originaux de Jean(1)
Holbein«.
På samme måde står der under hvert eneste tryk:
»D'apres les dessins de J. Holbein«.
Bogen lover altså, at stikkene er graveret efter Holbein's originale tegninger
- de samme tegninger, som Hans Lützelburger
engang skar de originale træsnit efter.
echel ejede dog en enkelt ægte uforfalsket Holbein-tegning,
nemlig Holbein's laverede pennetegning af en dolke-skede.
Døden fra Lübeck
Holbein