Christian von Mechel (1780)
Frontispice
|
Paven fås i 2 versioner - med og uden de to djævle.
|
echels frontispice (til venstre) har den lovende undertitel
»Gravé d'après les Dessins originaux de Jean(1)
Holbein«.
På samme måde står der under hvert eneste tryk:
»D'apres les dessins de J. Holbein«.
Bogen lover altså, at stikkene er graveret efter Holbein's originale tegninger
- de samme tegninger, som Hans Lützelburger
engang skar de originale træsnit efter.
Men von Mechel's kobberstik er ikke baseret på Holbein's originale tegninger.
Til gengæld har man i nyere tid fundet ud af,
at de er kopieret efter tegninger lavet af den meget unge Peter Rubens.
Christian von Mechel(2) (1737-1817)
var kobberstikker, kunstkender og sælger af kobbertryk i Holbein's egen by, Basel.
Georg Wilhelm Fleischmann
(1693-1776) havde købt nogle tegninger fra boet efter den store kunstsamler,
Pierre Crozat (1665-1740). Tegningerne var katalogiserede som ægte Holbein-tegninger,
og Fleischmann tilbød dem nu til von Mechel.
I første omgang afviste von Mechel tilbuddet, måske fordi han kunne gennemskue,
at de ikke var ægte. Senere fortrød han —
og lånte tegningerne af den nye ejer for at kopiere dem.
Senere reproduktioner er lidt "uldne" i kanten.
Klik på billedet og se, hvor skarpe de kan være.
|
Francis Douce(3)
mødte personligt von Mechel og fik en længere historie om,
hvordan von Mechel havde fået lov af den nye ejer (den russiske ambasassadør i Wien, Prins Galitzine)
til at kopiere de tegninger,
som han oprindeligt havde afvist at modtage.
Her er der lidt forvirring mellem eksperterne:
- Uli Wunderlich (Ihr Müßt alle nach meiner Pfeife tanzen, side 180-181)
siger, at Fleischmann havde tilbudt von Mechel tegningerne til køb (»zum Kauf«).
- Francis Douce siger, at tegningerne blev tilbudt som gave:
»[…] de Mechel having
emphatically expressed his admiration of them whilst
they were in the possession of M. Fleischmann, that
gentleman very generously offered them as a present to
him«.
- Wunderlich siger, at tilbuddet skete
år 1741 - samme år som boet efter Crozat kom på auktion,
og at der gik 30 år, fra Mechel afviste tilbuddet, til han igen fik fingre i tegningerne i 1771
(»Dreißig Jahre danach nahm sich Mechel schließlich doch noch des Konvoluts an
[…] Spätestens 1771 wurden ihm die Zeichnungen zur Publikation zur Verfügung gestellt«).
Dette er svært at tro, da von Mechel kun var 4 år gammel i 1741.
- Douce rykker salget af Crozat's bo frem til 1771:
»[…] M. de Crozat,
at whose sale, about 1771, they were purchased by Counsellor
Fleischmann of Strasburg«.
Ikke bare lyder det underligt, at der skulle gå 31 år fra Crozat's død til salget af hans bo,
men lidt efter fortæller Douce, at da von Mechel startede arbejdet med at kopiere tegningerne samme år 1771,
var Fleischmann nu
»much advanced in years
and his memory much impaired«.
Dvs., at i 1771 var Fleischmann frisk nok til at opkøbe efter boet
fra en af Frankrigs største kunstsamlere, men samtidigt var han "fremskreden i årene og med meget svækket hukommelse"
- Kristin Lohse Belkin (Rubens copies Holbein) afholder sig fra at gætte om pris og årstal,
hvilket nok er smartest.
Der er ingen tvivl om, at Crozat's bo blev solgt i 1741.
Tegningerne blev opført som nr. 796 i kataloget:
»796: Quarante-six idem: sçavoir la suite du triomphe de la Mort qui a été gravée en bois sur ces Desseins;
ils sont à la plume, & ont autrefois appartenu à Jean Boerckhorst ou Langhen-Jan, Peintre Hollandois […]«.
Ikke desto mindre er Douce ikke den eneste, der mener, det skete i 1771.
Det gælder eksperter som Woltmann:
»Bei Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath
Fleischmann zu Straßburg«.(4)
Det gælder Langlois (Essai historique, bind 2, side 86, fodnote),
og det gælder en senere ejer af tegningerne,
Ambroise Firmin-Didot (Essai typographique et bibliographique, side 61, fodnote 2).
Sidstnævnte omtalte i øvrigt Ch. Mechel som "Charles Mechel".
For at gøre forvirringen komplet var der rent faktisk et salg af Crozat's bo i 1771,
nemlig Louis Antoine Crozat (1700-1770), nevø af Pierre Crozat.
De ægte Rubenstegninger
Hertugindens sengestolpe har ingen markering.
|
Douce slutter afsnittet med at ønske, at en ekspert havde fået undersøgt tegningerne.
Dette skete da Holbein-eksperten Alfred Woltmann undersøgte dem (formentlig mens de var ejet af Ambroise Firmin-Didot)
og konstaterede,
at de ikke var af Holbein
(se forrige fodnote(4)).
Dette burde Mechel selv have regnet ud:
For det første er alle tegningerne retvendte.
Hvis Lutzelbürger havde skåret træsnittene efter disse tegninger,
ville resultatet havde blevet spejlvendt.
Dette skulle være selvindlysende for Mechel,
der selv var gravør. Halvdelen af hans egne tryk er spejlvendte
(se f.eks. bonden længere nede), men så længe "de originale tegninger" var
låst væk, var der ingen, der kunne tjekke hans arbejde.
For det andet står der HL i sengestolpen på billedet af
hertuginden.
Dette er træskæreren Hans Lützelburger's initialer,
som han har tilføjet, da han skar blokkene.
Selvfølgelig har træskærerens initialer ikke
været med på Holbein's originale tegninger.
Mechel har fjernet initialerne på sit kobberstik (billedet til højre), og det er der ikke i sig selv noget unormalt i.
Det er almindeligt, at
de forskellige kopister fjerner træskærerens
mærke, men det viser netop, at Mechel var klar over, at HL var et træskærermærke
— et mærke, der ikke burde findes på en originaltegning.
På Holbein's originale træsnit har træskæreren Hans Lützelburger
skrevet sine initialer.
|
Rubens har kopieret initialerne.
|
Mechel har kopieret dekorationen (der ligesom resten af billedet er spejlvendt)
Han har med overlæg fjernet træskærerens mærke.
|
g
vi har faktisk en ren tilståelsessag,
for i et brev fra 10. maj 1780 — altså samme år som Mechel udgav sine kobbertryk —
skrev von Mechel, at han havde set et ark med
dødedansalfabetet, hvor der forneden står
"HAnns Lützelburger / genant Franck".
Mechel gør opmærksom på, at dette navn kan sammentrækkes til HL, og at der netop står HL på "jomfruens" sengestolpe.
Derimod har Holbein, fortsætter Mechel,
altid signeret sine værker med HB.(5)
Mechel prøver ikke at forklare, hvorfor der står HL på en "ægte" Holbein-tegning.
Mechel har altså været udmærket klar over, at tegningerne ikke var ægte.
Desuden er 4 af stikkene (se længere nede)
ikke fra "de originale Holbein-tegninger",
men er kopieret andetsteds fra. Ydermere er halvdelen af billederne spejlvendte,
og Mechel har introduceret nogle uforklarlige ændringer,
som f.eks. at flytte
kardinalen indendørs.
Titlen på hans bog,
»Gravé d'après les Dessins originaux de Jean Holbein«,
klinger lidt hult.
Først i 1970'erne fandt man ud af, at de falske Holbein-tegninger var
ægte Peter Rubens-tegninger.
Holbein tegner ikke knoglen færdigt, fordi den rammer kanten af billedet
|
Rubens tegner knoglen helt færdigt og ændrer vinklen på knoglen og armen.
|
Mechel kopierer Rubens. Begge kunstnere lader Døden løfte armen så meget, at man kan se ansigtet.
|
Holbein lader Døden vende ansigtet bort.
|
Rubens drejer hovedet, så man kan se Dødens store grin.
|
Mechel kopierer Rubens. Bemærk, at billedet bliver spejlvendt.
|
Armodens Triumf
|
ouce fortæller om tegningerne:
»Mr. Coxe proceeds to say that four of
the subjects in M. de Mechel's work are not in the
drawings, but were copied from Hollar. It were to be wished that he had specified them«.
Douce citerer altså William Coxe for, at 4 af billederne ikke er taget fra de omtalte tegninger.
Dette er sandt nok, for hvis man sammenligner Mechel's kobberstik med de tegninger,
der befinder sig i mappen, mangler Uddrivelsen,
kongen, biskoppen
og den gamle kvinde.
Men Coxe har i al fald ikke ret i, at Mechel skulle have kopieret disse 4 billeder
efter Hollar.
Rigdommens triumf
|
Omvendt har von Mechel ikke kopieret Dødens Våbenskjold, der er af en ringere kvalitet (og som i dag
ikke tilskrives Rubens) og heller ikke de 5 billeder af drengebørn.
Til gengæld inkluderede Mechel to helsiders kopier af Armodens Triumf og Rigdommens triumf.
De er kopieret fra Federico Zucchero's kopier af Holbeins malerier og
har altså intet at gøre med hverken
»originaux Holbein«, Rubens eller dødedans.
De var bare med i samme katalognummer, da
Fleischmann i sin tid købte dødedansen af Crozat's dødsbo.
Man får tanken, at når von Mechel kaldte sin udgivelse
for »le Triomphe de la Mort«, var det
udelukkende en undskyldning for at bundte dødedansen
sammen med »le Triomphe de la Richesse« og
»le Triomphe de la Pauvreté«.
De To Oplag
Mechel's første forsøg på en frontispice fra 1771.
|
ouce
fortalte, at von Mechel startede med sit arbejde i 1771,
men dette var åbenbart en slags prøveskud:
M. de Mechel had begun this work in 1771, when he had engraved the first four subjects,
including a frontispiece totally different from that in the volume here described.
There are likewise variations in the other three. He was extremely solicitous that these should be cancelled.
(Douce, The dance of death exhibited, side 135)
Mechel's første forsøg på "Efter syndefaldet" fra 1771 var spejlvendt.
|
Frontispicen er, som Douce siger, meget forskellig fra det senere oplag,
og der står 1771 på den.
De andre tre scener er dem fra Det Gamle Testamente.
Til højre er "Efter syndefaldet", og som man kan se, er motivet spejlvendt,
men scenen er alligevel tættere på
Holbeins original og
Rubens tegninger end
von Mechel's endelige billede,
hvor Eva er placeret langt i baggrunden.
Selvom Douce kun nævner de fire scener, er der i hans samling endnu et ark,
der viser konge, kejser, dronning og kejserinde. Disse ligner det endelig resultat fra 1780-oplaget,
bortset fra at rækkefølgen (placeringen på arket) er anderledes.
Douce siger også, at von Mechel havde lånt tegningerne i to år:
Prince Gallitzin […] sent the drawings to him, with permission to engrave and publish them, which was accordingly done,
after they had been detained two years for that purpose.
(Douce, The dance of death exhibited, side 135)
Men hvis von Mechel lånte dem to år startende i 1771, så er det underligt, at
han først udgav kobbertrykkene i 1780.
Coxe, der havde set tegningerne, og som var godt bekendt med von Mechel, skriver i 1776,
at von Mechel var i færd med at fremstille kobbertryk af tegningerne:
»Mr. de Mechel, a celebrated artist of this place, is
now employed in engraving them after the
original designs; a work which cannot fail
of being highly acceptable to the admirers of
the fine arts« (side 441-442).
Hvordan kunne von Mechel arbejde med tegningerne i 1776, hvis han havde
returneret dem i 1773?
En forklaring på dette kunne være, at von Mechel havde skyndt sig at få kopieret tegningerne,
inden han skulle aflevere dem til ejeren igen.
Og dette leder os frem til det næste emne:
Hvem lavede kobberstikkene?
Schellenberg: Portræt af Christian von Mechel
|
om
vi lige har set, har der i hundreder af år været tvivl om, hvem der havde lavet de "Dessins originaux",
der lå til grund for von Mechel's kobberstik.
Men der også usikkerhed om, hvem der fremstillede stikkene.
I sin bog om Holbein hævder Ulrich Hegner, at tegningerne først blev kopieret af "en god tegner"
og bagefter blev stukket af en "håndlanger" på von Mechel's værksted.
Diese Folge von Zeichnungen ließ Mechel unverzüglich
durch einen guten Zeichner 1) copiren und durch
einen Handlanger seiner Werkstatt stechen durch welches
doppelte Medium von dem Holbeinischen Urbild nur noch
ein Schatten übergeblieben ist. […]
__________________
1) Rudolph Schellenberg von Winterthur
(Ulrich Hegner, Hans Holbein der Jüngere, 1827, side 323-324)
Den "gode tegner" skulle ifølge en fodnote være Rudolph Schellenberg (1740-1806).
Schellenberg arbejdede en tid for von Mechel (billedet til venstre), og han udgav senere sin egen dødedans:
Freund Heins Erscheinungen in Holbeins Manier,
selvom han senere mest blev kendt for sine billeder af insekter.
Hegner mente, at denne dobbelte kopiering — fra tegningerne via Schellenberg via "håndlangeren" til kobberstik —
kunne forklare, at kobberstikkene kun var "en skygge" af Holbein's billede.
Som eksempel nævner Hegner scenen i paradiset, hvor Eva sidder elegant tilbagelænet som
en af [den franske maler François] Boucher's familie.
Det ser ikke ud til, at Hegner har set disse tegninger,
men han har ret i, at
Eva sidder meget mere tilbagelænet på
von Mechel's kobbertryk
end på
Holbein's originale træsnit.
Hegner har også ret i at kobbertrykket afviger fra tegningen (selvom han ikke har set den).
Faktisk var von Mechel's første forsøg fra 1771 meget bedre på dette punkt, men både 1771- og 1780-udgaverne
udelader tyrehovedet bag aben til højre for Eva,
som Rubens havde med.
"van Morcheln"
|
Douce havde heller ikke set tegningerne, men han var vred over, at Hegner kunne påstå, at von Mechel
ikke selv havde stukket kobbertrykkene.
Soon afterwards, and with very good reason, he doubts the originality of the drawings, which he says M. de Mechel caused to be copied by
Rudolph Schellenberg, a skilful artist, already mentioned as the author of a Dance of Death of his own invention; and proceeds to state,
that from these copies De Mechel employed some inferior persons in his service to make engravings; advancing all this without the accompaniment of any proof whatever,
and in direct contradiction to De Mechel's authority of having himself engraved them.
An apparently bitter enemy to De Mechel, whose posthumous materials, now in the library at Basle, he nevertheless admits to have used for his work,
he invidiously enlarges on the discrepancies between his engravings and the Lyons wood-cuts,
both in size and manner; and then concludes that they were copied from the wood-cuts,
the copyist allowing himself the privilege of making arbitrary variations,
especially in the figure of the Eve in the second cut, which, he says, is of the family of Boucher, who, in
spite of Hegner's opinion, is regarded by better judges as a clever painter.
(Douce, The dance of death exhibited, side 241-242)
Douce's angreb på Hegner fylder flere sider (se evt. siden om Nieuhoff Piccard for flere eksempler).
Douce siger, at Hegner's udtalelelse er:
»in direct contradiction to De Mechel's authority of having himself engraved them«,
men han kommer ikke med argumenter.
Kan man gå ud fra, at von Mechel har fremstillet kobbertrykkene, bare fordi hans navn står forneden?
Nej, det kan man ikke — navnet viser kun, at det var hans værksted.
Netop von Mechel var berygtet for at tage æren for sine folks arbejde.
Frontispicen var designet af Dunker i 1772
|
[…] he learned
much at Wille's studio, above all urbanity, the ability to deal with rich clients,
and a feeling for the art market. Within a short time the businessman and art
dealer in him were at least the equal of the artist. While still in Paris he had
begun signing his name to many works produced by talented apprentices in his
studio and selling them as his own.
(Lionel Gossman, Basel in the Age of Burckhardt, 2002, side 47)
En af hans tidligere ansatte, Anton Balthasar Dunker, skrev en svidende parodi, hvor
"Christian van Morcheln" (spisesvampen morkel) var en kok,
der var for doven til selv at lave mad, men gladeligt påtog sig æren (billedet til højre).
Da en fyrste en dag skulle have et festmåltid, skrev hver af de mange kokke sit navn på fadet
med den ret, som han havde frembragt, men "van Morcheln" var jaloux og kradsede deres navne ud.
Dunker vidste, hvad han talte for, for det var ham, der — uden at være nævnt —
havde designet Christian von Mechel's frontispice.
Den slags var von Mechel i sin gode ret til rent legalt (til sammenligning har Walt Disney jo heller ikke tegnet en
eneste Disney-tegneserie),
men det gør, at vi i dag ikke kan vurdere,
om Hegner eller Douce havde ret.
Holbein's Dolke-skede
echel ejede dog en enkelt ægte uforfalsket Holbein-tegning,
nemlig Holbein's laverede pennetegning af en dolke-skede.
Christian von Mechel lavede en mesterlig kopi af tegningen som kobberstik,
så lidt
»Dessins originaux de Jean Holbein«
er der trods alt over bogen.
Douce, der virkede glad for Mechel, skriver:
»M. Mechel has added another print on this subject, viz. the sheath of a dagger, a design for a chaser.
It is impossible to exceed the beauty and skill that are manifested in this fine piece of art« (side 133).
Selv Hegner roste dolkeskeden i høje toner i modsætning til de andre tryk i dødedansen,
der "var af en helt anderledes værdi":
»Hier erkenne man auch im Mechelschen Stiche noch den Holbeinischen Geist, weil der Kupferstecher sich eines bessern Vorbildes zu erfreuen hatte,
als bei mehrern vorermeldeten Zeichnungen, von denen Mechel selbst gestehen mußte, daß sie von sehr ungleichem Werth seyen«.
I dag befinder Holbein's tegning sig på Berliner Bauakademie.
Kopier af Mechel
Deuchar's frontispice fra 1788.
|
Helmuth's frontispice fra 1836.
|
å år senere, i 1788, udgav David Deuchar en dødedans.
Frontispicen var en kopi af Mechels / Dunkers (billedet til venstre). Deuchar kopierede
også Mechel's kobberstik af dolkeskeden, og han
oversatte beskrivelserne af de 46 scener til engelsk.
Ved senere udgivelser af Wenceslaus Hollar
og af den falske Bewick har man kopieret Deuchar's beskrivelser,
som han altså havde taget fra Christian von Mechel.
I 1836 blev Christian von Mechel's kobberstik kopieret af
Carl Helmuth (billedet til højre), der også kopierede forklaringen til det enkelte stik
og oversatte dem til tysk.
I modsætning til Deuchar gjorde Helmuth dog ingen hemmelighed ud af, at han kopierede von Mechel.
I 1858 blev Mechel's frontispice kopieret i Henri Léon Curmers udgivelse.

Læs mere om Christian von Mechel's tegninger, der viste sig at være udført af den unge Peter Rubens.
Ressourcer og Links
Frontispice
|
Dolkeskede
|
Dolkeskede
|
Basel
|
Frontispice
|
Holbein
|
Holbein
|
Jesus
|
de Mechel
|
Mechel
|
van Morcheln
|
Jorden
|
Armod
|
Rigdom
|
Frontispice
|
Yderligere Information
Andre fortolkere af Holbein's dødedans
Mechel havde kopieret Rubens.
|
Deuchar kopierede Mechel's frontispice.
|
Curmer kopierede Mechel's frontispice.
|
Fodnoter:
(1)
(2)
(3)
(4)
(5)
Jean Holbein . . .: Hvis man undrer sig over, hvorfor Hans Holbein pludselig
hedder Jean, er forklaringen, at begge navne er varianter af Johannes.
På samme måde hedder Holbein ofte John i engelske bøger.
På fransk er navnet
Chrétien de Mechel. Han kaldes også van Mechel, De Mechel, Mecheln osv., og sommetider udelades "de".
Han var søn af en bødker og altså ikke adelig.
Francis Douce: The Dance of Death
exhibited in Elegant Engravings on Wood, 1833, side 134-135
Alfred Woltmann,
Holbein und seine Zeit (Th. 2), 1868, side 410.
Die angeblichen Originalzeichnungen, welche den Kupferstichcopien Chr.
v. Mechel's zu Grunde lagen, hatten aus dem Besitz des Malers Jan Bockhorst
gen. Langhen Jan später ihren Weg in das berühmte Cabinet Crozat zu Paris
gefunden. Daß sie früher in der Arundel'schen Sammlung in England gewesen,
läßt sich nicht nachweisen, und daß W. Hollar's Stiche ebenfalls nach ihnen
gemacht seien, ist falsch. Schon Hegner (S. 323) hat das widerlegt. Bei
Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath
Fleischmann zu Straßburg, später an den russischen Fürsten Gallizin, der sie
Mechel zum Stechen lieh. Daß sie, wie allgemein behauptet wird, an die
kaiserliche Sammlung zu Petersburg gekommen, ist irrtthümlich. Sie haben ihren Weg
in die reiche Sammlung des Herrn Ambroise Firmin Didot in Paris gefunden.
Die 44 Blätter, etwas größeren Formats, sind ungleiche, zum Theil geistvolle
Copien späterer Zeit, nach den Holzschnitten gemacht, was schon das Vorkommen
des Monogramms HL beim Blatt der Herzogin beweist. Manche Abweichungen
kommen vor; dem Narren ist eine Kindergruppe beigegeben. Schon Mariette,
der die Zeichnungen im Katalog Crozat für Holbein ausgab, spricht an einer
andern Stelle von ihnen als Arbeit des Bockhorst (Abecedario). -- Es ist
überflüssig, nach Originalzeichnungen zu suchen; diese befanden sich auf den
Holzstöcken selbst.
Brevet er citeret i
Christoph Gottlieb von Murrs Journal zur Kunstgeschichte, 1788, bind 16, side 11:
In einem Schreiben vom 10ten May 1780: "Der vortrefliche
Urheber der schönen so genannten Holbeinischen
Holzschnitte, die irrig immer für Holbeins eigene Arbeit
ausgegeben werden, ist Hanns Lützelburger, HL
zusammengezogen, genannt Frank, wie ich dieses unter
einem höchst seltenen Abdrucke eines figurirten Alphabets
mit kleinen allegorischen Todtenfigürchen auf unserer
Baßler Bibliothek fand, unter welchen dieser Name also
ausgedruckt war, der mir für obiges Monogramma,
welches Sie im Todtentanze von ihm am Fußgestelle des
Bettes der Jungfrau finden werden, die Aufbeiterung
gab. Dieses HL gab man immer für Holbein aus;
allein er bezeichnete sich nie so, sondern HB zusammengezogen,
wie ich auch dieses hier auf vielen seiner Werke bestätiget
finde".
Døden fra Lübeck
Holbein's store dødedans
Mechel