Hans Holbein's Dødedans, Christian von Mechel

echels frontispice (til venstre) har den lovende undertitel »Gravé d'après les Dessins originaux de Jean(1) Holbein«. På samme måde står der under hvert eneste tryk: »D'apres les dessins de J. Holbein«. Bogen lover altså, at stikkene er graveret efter Holbein's originale tegninger - de samme tegninger, som Hans Lützelburger engang skar de originale træsnit efter.

Men von Mechel's kobberstik er ikke baseret på Holbein's originale tegninger. Til gengæld har man i nyere tid fundet ud af, at de er kopieret efter tegninger lavet af den meget unge Peter Rubens.

Christian von Mechel(2) (1737-1817) var kobberstikker, kunstkender og sælger af kobbertryk i Holbein's egen by, Basel.

Georg Wilhelm Fleischmann (1693-1776) havde købt nogle tegninger fra boet efter den store kunstsamler, Pierre Crozat (1665-1740). Tegningerne var katalogiserede som ægte Holbein-tegninger, og Fleischmann tilbød dem nu til von Mechel. I første omgang afviste von Mechel tilbuddet, måske fordi han kunne gennemskue, at de ikke var ægte. Senere fortrød han — og lånte tegningerne af den nye ejer for at kopiere dem.

Francis Douce(3) mødte personligt von Mechel og fik en længere historie om, hvordan von Mechel havde fået lov af den nye ejer (den russiske ambasassadør i Wien, Prins Galitzine) til at kopiere de tegninger, som han oprindeligt havde afvist at modtage.

Der er ingen tvivl om, at Crozat's bo blev solgt i 1741. Tegningerne blev opført som nr. 796 i kataloget: »796: Quarante-six idem: sçavoir la suite du triomphe de la Mort qui a été gravée en bois sur ces Desseins; ils sont à la plume, & ont autrefois appartenu à Jean Boerckhorst ou Langhen-Jan, Peintre Hollandois […]«.

Ikke desto mindre er Douce ikke den eneste, der mener, det skete i 1771. Det gælder eksperter som Woltmann: »Bei Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath Fleischmann zu Straßburg«.(4) Det gælder Langlois (Essai historique, bind 2, side 86, fodnote), og det gælder en senere ejer af tegningerne, Ambroise Firmin-Didot (Essai typographique et bibliographique, side 61, fodnote 2). Sidstnævnte omtalte i øvrigt Ch. Mechel som "Charles Mechel".

For at gøre forvirringen komplet var der rent faktisk et salg af Crozat's bo i 1771, nemlig Louis Antoine Crozat (1700-1770), nevø af Pierre Crozat.

De ægte Rubenstegninger

Douce slutter afsnittet med at ønske, at en ekspert havde fået undersøgt tegningerne. Dette skete da Holbein-eksperten Alfred Woltmann undersøgte dem (formentlig mens de var ejet af Ambroise Firmin-Didot) og konstaterede, at de ikke var af Holbein (se forrige fodnote(4)).

Dette burde Mechel selv have regnet ud: For det første er alle tegningerne retvendte. Hvis Lutzelbürger havde skåret træsnittene efter disse tegninger, ville resultatet havde blevet spejlvendt. Dette skulle være selvindlysende for Mechel, der selv var gravør. Halvdelen af hans egne tryk er spejlvendte (se f.eks. bonden længere nede), men så længe "de originale tegninger" var låst væk, var der ingen, der kunne tjekke hans arbejde.

For det andet står der HL i sengestolpen på billedet af hertuginden. Dette er træskæreren Hans Lützelburger's initialer, som han har tilføjet, da han skar blokkene. Selvfølgelig har træskærerens initialer ikke været med på Holbein's originale tegninger. Mechel har fjernet initialerne på sit kobberstik (billedet til højre), og det er der ikke i sig selv noget unormalt i. Det er almindeligt, at de forskellige kopister fjerner træskærerens mærke, men det viser netop, at Mechel var klar over, at HL var et træskærermærke — et mærke, der ikke burde findes på en originaltegning.

an kan altså ikke afvise, at Mechel har været udmærket klar over, at tegningerne ikke var ægte. Desuden er 4 af stikkene (se længere nede) ikke fra "de originale Holbein-tegninger", men er kopieret andetsteds fra. Ydermere er halvdelen af billederne spejlvendte, og Mechel har introduceret nogle uforklarlige ændringer, som f.eks. at flytte kardinalen indendørs. Titlen på hans bog, »Gravé d'après les Dessins originaux de Jean Holbein«, klinger lidt hult.

Først i 1970'erne fandt man ud af, at de falske Holbein-tegninger var ægte Peter Rubens-tegninger.

ouce fortæller om tegningerne: »Mr. Coxe proceeds to say that four of the subjects in M. de Mechel's work are not in the drawings, but were copied from Hollar. It were to be wished that he had specified them«.

Douce citerer altså William Coxe for, at 4 af billederne ikke er taget fra de omtalte tegninger. Dette er sandt nok, for hvis man sammenligner Mechel's kobberstik med de tegninger, der befinder sig i mappen, mangler Uddrivelsen, kongen, biskoppen og den gamle kvinde. Men Coxe har i al fald ikke ret i, at Mechel skulle have kopieret disse 4 billeder efter Hollar.

Omvendt har von Mechel ikke kopieret Dødens Våbenskjold, der er af en ringere kvalitet (og som i dag ikke tilskrives Rubens) og heller ikke de 5 billeder af drengebørn. Til gengæld inkluderede Mechel to helsiders kopier af Armodens Triumf og Rigdommens triumf. De er kopieret fra Federico Zucchero's kopier af Holbeins malerier og har altså intet at gøre med hverken »originaux Holbein«, Rubens eller dødedans. De var bare med i samme katalognummer, da Fleischmann i sin tid købte dødedansen af Crozat's dødsbo.

Man får tanken, at når von Mechel kaldte sin udgivelse for »le Triomphe de la Mort«, var det udelukkende en undskyldning for at bundte dødedansen sammen med »le Triomphe de la Richesse« og »le Triomphe de la Pauvreté«.

De To Oplag

ouce fortalte, at von Mechel startede med sit arbejde i 1771, men dette var åbenbart en slags prøveskud:

M. de Mechel had begun this work in 1771, when he had engraved the first four subjects, including a frontispiece totally different from that in the volume here described. There are likewise variations in the other three. He was extremely solicitous that these should be cancelled.
(Douce, The dance of death exhibited, side 135)

Frontispicen er, som Douce siger, meget forskellig fra det senere oplag, og der står 1771 på den. De andre tre scener er dem fra Det Gamle Testamente. Til højre er "Efter syndefaldet", og som man kan se, er motivet spejlvendt, men scenen er alligevel tættere på Holbeins original og Rubens tegninger end von Mechel's endelige billede, hvor Eva er placeret langt i baggrunden.

Selvom Douce kun nævner de fire scener, er der i hans samling endnu et ark, der viser konge, kejser, dronning og kejserinde. Disse ligner det endelig resultat fra 1780-oplaget, bortset fra at rækkefølgen (placeringen på arket) er anderledes.

Prince Gallitzin […] sent the drawings to him, with permission to engrave and publish them, which was accordingly done, after they had been detained two years for that purpose.
(Douce, The dance of death exhibited, side 135)

Men hvis von Mechel lånte dem to år startende i 1771, så er det underligt, at han først udgav kobbertrykkene i 1780.

Coxe, der havde set tegningerne, og som var godt bekendt med von Mechel, skriver i 1776, at von Mechel var i færd med at fremstille kobbertryk af tegningerne: »Mr. de Mechel, a celebrated artist of this place, is now employed in engraving them after the original designs; a work which cannot fail of being highly acceptable to the admirers of the fine arts« (side 441-442).

Hvordan kunne von Mechel arbejde med tegningerne i 1776, hvis han havde returneret dem i 1773? En forklaring på dette kunne være, at von Mechel havde skyndt sig at få kopieret tegningerne, inden han skulle aflevere dem til ejeren igen. Og dette leder os frem til det næste emne:

Hvem lavede kobberstikkene?

om vi lige har set, har der i hundreder af år været tvivl om, hvem der havde lavet de "Dessins originaux", der lå til grund for von Mechel's kobberstik. Men der også usikkerhed om, hvem der fremstillede stikkene.

I sin bog om Holbein hævder Ulrich Hegner, at tegningerne først blev kopieret af "en god tegner" og bagefter blev stukket af en "håndlanger" på von Mechel's værksted.

Diese Folge von Zeichnungen ließ Mechel unverzüglich durch einen guten Zeichner ¹⁾ copiren und durch einen Handlanger seiner Werkstatt stechen durch welches doppelte Medium von dem Holbeinischen Urbild nur noch ein Schatten übergeblieben ist. […]
__________________

¹⁾ Rudolph Schellenberg von Winterthur

(Ulrich Hegner, Hans Holbein der Jüngere, 1827, side 323-324)

Den "gode tegner" skulle ifølge en fodnote være Rudolph Schellenberg (1740-1806). Schellenberg arbejdede en tid for von Mechel (billedet til venstre), og han udgav senere sin egen dødedans: Freund Heins Erscheinungen in Holbeins Manier, selvom han senere mest blev kendt for sine billeder af insekter.

Hegner mente, at denne dobbelte kopiering — fra tegningerne via Schellenberg via "håndlangeren" til kobberstik — kunne forklare, at kobberstikkene kun var "en skygge" af Holbein's billede. Som eksempel nævner Hegner scenen i paradiset, hvor Eva sidder elegant tilbagelænet som en af [den franske maler François] Boucher's familie.

Det ser ikke ud til, at Hegner har set disse tegninger, men han har ret i, at Eva sidder meget mere tilbagelænet på von Mechel's kobbertryk end på Holbein's originale træsnit. Hegner har også ret i at kobbertrykket afviger fra tegningen (selvom han ikke har set den). Faktisk var von Mechel's første forsøg fra 1771 meget bedre på dette punkt, men både 1771- og 1780-udgaverne udelader tyrehovedet bag aben til højre for Eva, som Rubens havde med.

Douce havde heller ikke set tegningerne, men han var vred over, at Hegner kunne påstå, at von Mechel ikke selv havde stukket kobbertrykkene.

Soon afterwards, and with very good reason, he doubts the originality of the drawings, which he says M. de Mechel caused to be copied by Rudolph Schellenberg, a skilful artist, already mentioned as the author of a Dance of Death of his own invention; and proceeds to state, that from these copies De Mechel employed some inferior persons in his service to make engravings; advancing all this without the accompaniment of any proof whatever, and in direct contradiction to De Mechel's authority of having himself engraved them. An apparently bitter enemy to De Mechel, whose posthumous materials, now in the library at Basle, he nevertheless admits to have used for his work, he invidiously enlarges on the discrepancies between his engravings and the Lyons wood-cuts, both in size and manner; and then concludes that they were copied from the wood-cuts, the copyist allowing himself the privilege of making arbitrary variations, especially in the figure of the Eve in the second cut, which, he says, is of the family of Boucher, who, in spite of Hegner's opinion, is regarded by better judges as a clever painter.
(Douce, The dance of death exhibited, side 241-242)

Douce's angreb på Hegner fylder flere sider (se evt. siden om Nieuhoff Piccard for flere eksempler). Douce siger, at Hegner's udtalelelse er: »in direct contradiction to De Mechel's authority of having himself engraved them«, men han kommer ikke med argumenter.

Kan man gå ud fra, at von Mechel har fremstillet kobbertrykkene, bare fordi hans navn står forneden? Nej, det kan man ikke — navnet viser kun, at det var hans værksted.

[…] he learned much at Wille's studio, above all urbanity, the ability to deal with rich clients, and a feeling for the art market. Within a short time the businessman and art dealer in him were at least the equal of the artist. While still in Paris he had begun signing his name to many works produced by talented apprentices in his studio and selling them as his own.
(Lionel Gossman, Basel in the Age of Burckhardt, 2002, side 47)

En af hans tidligere ansatte, Anton Balthasar Dunker, skrev en svidende parodi, hvor "Christian van Morcheln" (spisesvampen morkel) var en kok, der var for doven til selv at lave mad, men gladeligt påtog sig æren (billedet til højre). Da en fyrste en dag skulle have et festmåltid, skrev hver af de mange kokke sit navn på fadet med den ret, som han havde frembragt, men "van Morcheln" var jaloux og kradsede deres navne ud.

Dunker vidste, hvad han talte for, for det var ham, der — uden at være nævnt — havde designet Christian von Mechel's frontispice.

Den slags var von Mechel i sin gode ret til rent legalt (til sammenligning har Walt Disney jo heller ikke tegnet en eneste Disney-tegneserie), men det gør, at vi i dag ikke kan vurdere, om Hegner eller Douce havde ret.

Holbein's Dolke-skede

echel ejede dog en enkelt ægte uforfalsket Holbein-tegning, nemlig Holbein's laverede pennetegning af en dolke-skede.

Christian von Mechel lavede en mesterlig kopi af tegningen som kobberstik, så lidt »Dessins originaux de Jean Holbein« er der trods alt over bogen.

Douce, der virkede glad for Mechel, skriver: »M. Mechel has added another print on this subject, viz. the sheath of a dagger, a design for a chaser. It is impossible to exceed the beauty and skill that are manifested in this fine piece of art« (side 133). Selv Hegner roste dolkeskeden i høje toner i modsætning til de andre tryk i dødedansen, der "var af en helt anderledes værdi": »Hier erkenne man auch im Mechelschen Stiche noch den Holbeinischen Geist, weil der Kupferstecher sich eines bessern Vorbildes zu erfreuen hatte, als bei mehrern vorermeldeten Zeichnungen, von denen Mechel selbst gestehen mußte, daß sie von sehr ungleichem Werth seyen«.

Kopier af Mechel

å år senere, i 1788, udgav David Deuchar en dødedans. Frontispicen var en kopi af Mechels / Dunkers (billedet til venstre). Deuchar kopierede også Mechel's kobberstik af dolkeskeden, og han oversatte beskrivelserne af de 46 scener til engelsk.

Ved senere udgivelser af Wenceslaus Hollar og af den falske Bewick har man kopieret Deuchar's beskrivelser, som han altså havde taget fra Christian von Mechel.

I 1836 blev Christian von Mechel's kobberstik kopieret af Carl Helmuth (billedet til højre), der også kopierede forklaringen til det enkelte stik og oversatte dem til tysk. I modsætning til Deuchar gjorde Helmuth dog ingen hemmelighed ud af, at han kopierede von Mechel.

Ressourcer og Links

Yderligere Information

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Alfred Woltmann, Holbein und seine Zeit (Th. 2), 1868, side 410.

Die angeblichen Originalzeichnungen, welche den Kupferstichcopien Chr. v. Mechel's zu Grunde lagen, hatten aus dem Besitz des Malers Jan Bockhorst gen. Langhen Jan später ihren Weg in das berühmte Cabinet Crozat zu Paris gefunden. Daß sie früher in der Arundel'schen Sammlung in England gewesen, läßt sich nicht nachweisen, und daß W. Hollar's Stiche ebenfalls nach ihnen gemacht seien, ist falsch. Schon Hegner (S. 323) hat das widerlegt. Bei Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath Fleischmann zu Straßburg, später an den russischen Fürsten Gallizin, der sie Mechel zum Stechen lieh. Daß sie, wie allgemein behauptet wird, an die kaiserliche Sammlung zu Petersburg gekommen, ist irrtthümlich. Sie haben ihren Weg in die reiche Sammlung des Herrn Ambroise Firmin Didot in Paris gefunden. Die 44 Blätter, etwas größeren Formats, sind ungleiche, zum Theil geistvolle Copien späterer Zeit, nach den Holzschnitten gemacht, was schon das Vorkommen des Monogramms HL beim Blatt der Herzogin beweist. Manche Abweichungen kommen vor; dem Narren ist eine Kindergruppe beigegeben. Schon Mariette, der die Zeichnungen im Katalog Crozat für Holbein ausgab, spricht an einer andern Stelle von ihnen als Arbeit des Bockhorst (Abecedario). -- Es ist überflüssig, nach Originalzeichnungen zu suchen; diese befanden sich auf den Holzstöcken selbst.

Christian von Mechel (1780)