Christian von Mechel

Frontispice
Mechel, Frontispice
Paven fås i 2 versioner - med og uden de to djævle.
Mechel, Paven

M echels frontispice (til venstre) har den lovende undertitel »Gravé d'après les Dessins originaux de Jean(1) Holbein«. På samme måde står der under hvert eneste tryk: »D'apres les dessins de J. Holbein«. Bogen lover altså, at stikkene er graveret efter Holbein's originale tegninger - de samme tegninger, som Hans Lützelburger engang skar de originale træsnit efter.

Men de Mechel's kobberstik er ikke baseret på Holbein's originale tegninger. Til gengæld har man i nyere tid fundet ud af, at de er kopieret efter tegninger lavet af den meget unge Peter Rubens.

Christian de Mechel (1737-1817) var kobberstikker, kunstkender og sælger af kobbertryk i Holbein's egen by, Basel.

Georg Wilhelm Fleischmann (1693-1776) havde købt nogle tegninger fra boet efter den store kunstsamler, Pierre Crozat (1665-1740). Tegningerne var katalogiserede som ægte Holbein-tegninger, og Fleischmann tilbød dem nu til de Mechel. I første omgang afviste de Mechel tilbuddet, måske fordi han kunne gennemskue, at de ikke var ægte. Senere fortrød han — og lånte tegningerne af den nye ejer for at kopiere dem.

Senere reproduktioner er lidt "uldne" i kanten. Klik på billedet og se, hvor skarpe de kan være.
Mechel: Den blinde mand

Francis Douce(2) mødte personligt de Mechel og fik en længere historie om, hvordan de Mechel havde fået lov af den nye ejer (den russiske ambasassadør i Wien, Prins Galitzine) til at kopiere de tegninger, som han oprindeligt havde afvist at modtage.

Her er der lidt forvirring mellem eksperterne:

Der er ingen tvivl om, at Crozat's bo blev solgt i 1741. Tegningerne blev opført som nr. 796 i kataloget: »796: Quarante-six idem: sçavoir la suite du triomphe de la Mort qui a été gravée en bois sur ces Desseins; ils sont à la plume, & ont autrefois appartenu à Jean Boerckhorst ou Langhen-Jan, Peintre Hollandois […]«.

Ikke desto mindre er Douce ikke den eneste, der mener, det skete i 1771. Det gælder eksperter som Woltmann: »Bei Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath Fleischmann zu Straßburg«.(3) Det gælder Langlois (Essai historique, bind 2, side 86, fodnote), og det gælder en senere ejer af tegningerne, Ambroise Firmin-Didot (Essai typographique et bibliographique, side 61, fodnote 2). Sidstnævnte omtalte i øvrigt Ch. Mechel som "Charles Mechel".

For at gøre forvirringen komplet var der rent faktisk et salg af Crozat's bo i 1771, nemlig Louis Antoine Crozat (1700-1770), nevø af Pierre Crozat.

De ægte Rubenstegninger

Hertugindens sengestolpe har ingen markering.
Mechel, Hertuginde

Douce slutter afsnittet med at ønske, at en ekspert havde fået undersøgt tegningerne. Dette skete da Holbein-eksperten Alfred Woltmann undersøgte dem (formentlig mens de var ejet af Ambroise Firmin-Didot) og konstaterede, at de ikke var af Holbein (se forrige fodnote(3)).

Dette burde Mechel selv have regnet ud: For det første er alle tegningerne retvendte. Hvis Lutzelbürger havde skåret træsnittene efter disse tegninger, ville resultatet havde blevet spejlvendt. Dette skulle være selvindlysende for Mechel, der selv var gravør. Halvdelen af hans egne tryk er spejlvendte (se f.eks. bonden længere nede), men så længe "de originale tegninger" var låst væk, var der ingen, der kunne tjekke hans arbejde.

For det andet står der HL i sengestolpen på billedet af hertuginden. Dette er træskæreren Hans Lützelburger's initialer, som han har tilføjet, da han skar blokkene. Selvfølgelig har træskærerens initialer ikke været med på Holbein's originale tegninger. Mechel har fjernet initialerne på sit kobberstik (billedet til højre), og det er der ikke i sig selv noget unormalt i. Det er almindeligt, at de forskellige kopister fjerner træskærerens mærke, men det viser netop, at Mechel var klar over, at HL var et træskærermærke — et mærke, der ikke burde findes på en originaltegning.

På Holbein's originale træsnit har træskæreren Hans Lützelburger skrevet sine initialer.
Holbein: H L
Rubens har kopieret initialerne.
Rubens: H L
Mechel har kopieret dekorationen (der ligesom resten af billedet er spejlvendt) Han har med overlæg fjernet træskærerens mærke.
Mechel: Ikke H L

M an kan altså ikke afvise, at Mechel har været udmærket klar over, at tegningerne ikke var ægte. Desuden er 4 af stikkene (se længere nede) ikke fra "de originale Holbein-tegninger", men er kopieret andetsteds fra. Ydermere er halvdelen af billederne spejlvendte, og Mechel har introduceret nogle uforklarlige ændringer, som f.eks. at flytte kardinalen indendørs. Titlen på hans bog, »Gravé d'après les Dessins originaux de Jean Holbein«, klinger lidt hult.

Først i 1970'erne fandt man ud af, at de falske Holbein-tegninger var ægte Peter Rubens-tegninger.

Holbein tegner ikke knoglen færdigt, fordi den rammer kanten af billedet
Holbein's Simolachri de la morte: Soldat
Rubens tegner knoglen helt færdigt og ændrer vinklen på knoglen og armen.
Rubens: Soldaten
Mechel kopierer Rubens. Begge kunstnere lader Døden løfte armen så meget, at man kan se ansigtet.
Mechel 1780: Soldat

Holbein lader Døden vende ansigtet bort.
Holbein's Imagines Mortis: Bonde
Rubens drejer hovedet, så man kan se Dødens store grin.
Rubens: Bonde
Mechel kopierer Rubens. Bemærk, at billedet bliver spejlvendt.
Mechel 1780: Bonde
Armodens Triumf
Mechel, Armod

D ouce fortæller om tegningerne: »Mr. Coxe proceeds to say that four of the subjects in M. de Mechel's work are not in the drawings, but were copied from Hollar. It were to be wished that he had specified them«.

Douce citerer altså William Coxe for, at 4 af billederne ikke er taget fra de omtalte tegninger. Dette er sandt nok, for hvis man sammenligner Mechel's kobberstik med de tegninger, der befinder sig i mappen, mangler Uddrivelsen, kongen, biskoppen og den gamle kvinde. Men Coxe har i al fald ikke ret i, at Mechel skulle have kopieret disse 4 billeder efter Hollar.

Rigdommens triumf
Mechel, Rigdom

Omvendt har de Mechel ikke kopieret Dødens Våbenskjold, der er af en ringere kvalitet (og som i dag ikke tilskrives Rubens) og heller ikke de 5 billeder af drengebørn. Til gengæld inkluderede Mechel to helsiders kopier af Armodens Triumf og Rigdommens triumf. De er kopieret fra Federico Zucchero's kopier af Holbeins malerier og har altså intet at gøre med hverken »originaux Holbein«, Rubens eller dødedans. De var bare med i samme katalognummer, da Fleischmann i sin tid købte dødedansen af Crozat's dødsbo.

Man får tanken, at når von Mechel kaldte sin udgivelse for »le Triomphe de la Mort«, var det udelukkende en undskyldning for at bundte dødedansen sammen med »le Triomphe de la Richesse« og »le Triomphe de la Pauvreté«.

De To Oplag

Mechel's første forsøg på et frontispice fra 1771.
Mechel: Frontispice

Douce fortalte, at de Mechel startede med sit arbejde i 1771, men dette var åbenbart en slags prøveskud:

M. de Mechel had begun this work in 1771, when he had engraved the first four subjects, including a frontispiece totally different from that in the volume here described. There are likewise variations in the other three. He was extremely solicitous that these should be cancelled.
(Douce, The dance of death exhibited, side 135)

Mechel's første forsøg på "Efter syndefaldet" fra 1771 var spejlvendt.
Mechel: Efter syndefaldet

Frontispicen er, som Douce siger, meget forskellig fra det senere oplag, og der står 1771 på den. De andre tre scener er dem fra Det Gamle Testamente. Til højre er "Efter syndefaldet", og som man kan se, er motivet spejlvendt, men scenen er alligevel tættere på Holbeins original og Rubens tegninger end de Mechel's endelige billede, hvor Eva er placeret langt i baggrunden.

Selvom Douce kun nævner de fire scener, er der i hans samling endnu et ark, der viser konge, kejser, dronning og kejserinde. Disse ligner det endelig resultat fra 1780-oplaget, bortset fra at rækkefølgen (placeringen på arket) er anderledes.

Douce siger også, at de Mechel havde lånt tegningerne i to år:

Prince Gallitzin […] sent the drawings to him, with permission to engrave and publish them, which was accordingly done, after they had been detained two years for that purpose.
(Douce, The dance of death exhibited, side 135)

Men hvis de Mechel lånte dem to år startende i 1771, så er det underligt, at han først udgav kobbertrykkene i 1780.

Coxe, der havde set tegningerne, og som var godt bekendt med de Mechel, skriver i 1776, at de Mechel var i færd med at fremstille kobbertryk af tegningerne: »Mr. de Mechel, a celebrated artist of this place, is now employed in engraving them after the original designs; a work which cannot fail of being highly acceptable to the admirers of the fine arts« (side 441-442).

Hvordan kunne de Mechel arbejde med tegningerne i 1776, hvis han havde returneret dem i 1773? En forklaring på dette kunne være, at de Mechel havde skyndt sig at få kopieret tegningerne, inden han skulle aflevere dem til ejeren igen. Og dette leder os frem til det næste emne:

Hvem lavede kobberstikkene?

Schellenberg: Portræt af Christian von Mechel
Mechel, de Mechel

Som vi lige har set, har der i hundreder af år været tvivl om, hvem der havde lavet de "Dessins originaux", der lå til grund for de Mechel's kobberstik. Men der også usikkerhed om, hvem der fremstillede stikkene.

I sin bog om Holbein hævder Ulrich Hegner, at tegningerne først blev kopieret af "en god tegner" og bagefter blev stukket af en "håndlanger" på de Mechel's værksted.

Diese Folge von Zeichnungen ließ Mechel unverzüglich durch einen guten Zeichner 1) copiren und durch einen Handlanger seiner Werkstatt stechen durch welches doppelte Medium von dem Holbeinischen Urbild nur noch ein Schatten übergeblieben ist. […]
__________________

1) Rudolph Schellenberg von Winterthur


(Ulrich Hegner, Hans Holbein der Jüngere, 1827, side 323-324)

Den "gode tegner" skulle ifølge en fodnote være Rudolph Schellenberg (1740-1806). Schellenberg arbejdede en tid for de Mechel (billedet til venstre), og han udgav senere sin egen dødedans: Freund Heins Erscheinungen in Holbeins Manier, selvom han senere mest blev kendt for sine billeder af insekter.

Hegner mente, at denne dobbelte kopiering — fra tegningerne via Schellenberg via "håndlangeren" til kobberstik — kunne forklare, at kobberstikkene kun var "en skygge" af Holbein's billede. Som eksempel nævner Hegner scenen i paradiset, hvor Eva sidder elegant tilbagelænget som en af [den franske maler François] Boucher's familie.

Det ser ikke ud til, at Hegner har set disse tegninger, men han har ret i, at Eva sidder meget mere tilbagelænet på de Mechel's kobbertryk end på Holbein's originale træsnit. Hegner har også ret i at kobbertrykket afviger fra tegningen (selvom han ikke har set den). Faktisk var de Mechel's første forsøg fra 1771 meget bedre på dette punkt, men både 1771- og 1780-udgaverne udelader tyrehovedet bag aben til højre for Eva, som Rubens havde med.

Douce havde heller ikke set tegningerne, men han var vred over, at Hegner kunne påstå, at de Mechel ikke selv havde stukket kobbertrykkene.

"van Morcheln"
Erfurt, van Morcheln

Soon afterwards, and with very good reason, he doubts the originality of the drawings, which he says M. de Mechel caused to be copied by Rudolph Schellenberg, a skilful artist, already mentioned as the author of a Dance of Death of his own invention; and proceeds to state, that from these copies De Mechel employed some inferior persons in his service to make engravings; advancing all this without the accompaniment of any proof whatever, and in direct contradiction to De Mechel's authority of having himself engraved them. An apparently bitter enemy to De Mechel, whose posthumous materials, now in the library at Basle, he nevertheless admits to have used for his work, she invidiously enlarges on the discrepancies between his engravings and the Lyons wood-cuts, both in size and manner; and then concludes that they were copied from the wood-cuts, the copyist allowing himself the privilege of making arbitrary variations, especially in the figure of the Eve in the second cut, which, he says, is of the family of Boucher, who, in spite of Hegner's opinion, is regarded by better judges as a clever painter.
(Douce, The dance of death exhibited, side 241-242)

Douce's angreb på Hegner fylder flere sider (se evt. siden om Nieuhoff Piccard for flere eksempler). Douce siger, at Hegner's udtalelelse er: »in direct contradiction to De Mechel's authority of having himself engraved them«, men han kommer ikke med argumenter.

Kan man gå ud fra, at de Mechel har fremstillet kobbertrykkene, bare fordi hans navn står nederst? Nej, det kan man ikke — navnet viser kun, at det var hans værksted.

Netop de Mechel var berygtet for at tage æren for sine folks arbejde.

[…] he learned much at Wille's studio, above all urbanity, the ability to deal with rich clients, and a feeling for the art market. Within a short time the businessman and art dealer in him were at least the equal of the artist. While still in Paris he had begun signing his name to many works produced by talented apprentices in his studio and selling them as his own.
(Lionel Gossman, Basel in the Age of Burckhardt, 2002, side 47)

En af hans tidligere ansatte, Anton Balthasar Dunker, skrev en svidende parodi, hvor "Christian van Morcheln" (spisesvampen morkel) var en kok, der var for doven til selv at lave mad, men gladeligt påtog sig æren (billedet til højre). Da en fyrste en dag skulle have et festmåltid, skrev hver af de mange kokke sit navn på fadet med den ret, som han havde frembragt, men "van Morcheln" var jaloux og kradsede deres navne ud.

Den slags var de Mechel i sin gode ret til rent legalt (til sammenligning har Walt Disney jo heller ikke tegnet en eneste Disney-tegneserie), men det gør, at vi i dag ikke kan vurdere, om Hegner eller Douce havde ret.

Holbein's Dolke-skede

Mechel, dagger sheath Mechel, dagger sheath M echel ejede dog en enkelt ægte uforfalsket Holbein-tegning, nemlig Holbein's laverede pennetegning af en dolke-skede.

Christian von Mechel lavede en mesterlig kopi af tegningen som kobberstik, så lidt »Dessins originaux de Jean Holbein« er der trods alt over bogen.

Douce, der virkede glad for Mechel, skriver: »M. Mechel has added another print on this subject, viz. the sheath of a dagger, a design for a chaser. It is impossible to exceed the beauty and skill that are manifested in this fine piece of art« (side 133). Selv Hegner roste dolkeskeden i høje toner i modsætning til de andre tryk i dødedansen, der "var af en helt anderledes værdi": »Hier erkenne man auch im Mechelschen Stiche noch den Holbeinischen Geist, weil der Kupferstecher sich eines bessern Vorbildes zu erfreuen hatte, als bei mehrern vorermeldeten Zeichnungen, von denen Mechel selbst gestehen mußte, daß sie von sehr ungleichem Werth seyen«.

I dag befinder Holbein's tegning sig på Berliner Bauakademie.

Kopier af Mechel

Deuchar's frontispice fra 1788.
Deuchar's frontispice
Helmuth's frontispice fra 1836.
Helmuth: frontispice

F å år senere, i 1788, udgav David Deuchar en dødedans. Frontispicen var en kopi af Mechel's (billedet til venstre). Deuchar kopierede også Mechel's kobberstik af dolkeskeden, og han oversatte beskrivelserne af de 46 scener til engelsk.

Ved senere udgivelser af Wenceslaus Hollar og af den falske Bewick har man kopieret Deuchar's beskrivelser, som han altså havde taget fra Christian von Mechel.

I 1836 blev Christian von Mechel's kobberstik kopieret af Carl Helmuth (billedet til højre), der også kopierede forklaringen til det enkelte stik og oversatte dem til tysk. I modsætning til Deuchar gjorde Helmuth dog ingen hemmelighed ud af, at han kopierede von Mechel.

I 1858 blev Mechel's frontispice kopieret i Henri Léon Curmers udgivelse.

Gå fremad
 

Læs mere om Christian von Mechel's tegninger, der viste sig at være udført af den unge Peter Rubens.

Ressourcer og Links

Frontispice
Mechel 1780: Frontispice
Syndefaldet
Mechel 1780: Syndefaldet
Uddrivelsen
Mechel 1780: Uddrivelsen
Efter Syndefaldet
Mechel 1780: Efter Syndefaldet
Paven
Mechel 1780: Paven
Kejser
Mechel 1780: Kejser
Konge
Mechel 1780: Konge
Kardinal
Mechel 1780: Kardinal
Kejserinde
Mechel 1780: Kejserinde
Dronning
Mechel 1780: Dronning
Biskop
Mechel 1780: Biskop
Hertug
Mechel 1780: Hertug
Abbed
Mechel 1780: Abbed
Abbedisse
Mechel 1780: Abbedisse
Adelsmand
Mechel 1780: Adelsmand
Kannik
Mechel 1780: Kannik
Dommer
Mechel 1780: Dommer
Advokat
Mechel 1780: Advokat
Rådsherre
Mechel 1780: Rådsherre
Prædikant
Mechel 1780: Prædikant
Præst
Mechel 1780: Præst
Munk
Mechel 1780: Munk
Nonne
Mechel 1780: Nonne
Gammel Kvinde
Mechel 1780: Gammel Kvinde
Læge
Mechel 1780: Læge
Astrolog
Mechel 1780: Astrolog
Rig mand
Mechel 1780: Rig mand
Købmand
Mechel 1780: Købmand
Sømand
Mechel 1780: Sømand
Ridder
Mechel 1780: Ridder
Greve
Mechel 1780: Greve
Gammel mand
Mechel 1780: Gammel mand
Grevinde
Mechel 1780: Grevinde
Adelskvinde
Mechel 1780: Adelskvinde
Hertuginde
Mechel 1780: Hertuginde
Kræmmer
Mechel 1780: Kræmmer
Bonde
Mechel 1780: Bonde
Barn
Mechel 1780: Barn
Soldat
Mechel 1780: Soldat
Vognmand
Mechel 1780: Vognmand
Spiller
Mechel 1780: Spiller
Røver
Mechel 1780: Røver
Blind mand
Mechel 1780: Blind mand
Tigger
Mechel 1780: Tigger
Drukkenbolt
Mechel 1780: Drukkenbolt
Nar
Mechel 1780: Nar
Dolkeskede
Mechel 1780: Dolkeskede
Dolkeskede
Mechel 1780: Dolkeskede
Paven
Mechel 1780: Paven
Basel
Mechel : Basel
Frontispice
Mechel 1771: Frontispice
Holbein
Mechel : Holbein
Holbein
Mechel : Holbein
Jesus
Mechel : Jesus
de Mechel
Mechel : de Mechel
Mechel
Mechel 1784: Mechel
Armod
Mechel 1780: Armod
Rigdom
Mechel 1780: Rigdom

Yderligere Information

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Kunstnere/forlæggere:

Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - originalerne
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
→ Christian de Mechel (1780) ←
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
Pseudo-Bewick (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)

Mechel havde kopieret Rubens.
Rubens, Bonde
Deuchar kopierede Mechel's frontispice.
Deuchar, Frontispice
Curmer kopierede Mechel's frontispice.
Curmer, Frontispice

Fodnoter: (1) (2) (3)

Jean Holbein . . .: Hvis man undrer sig over, hvorfor Hans Holbein pludselig hedder Jean, er forklaringen, at begge navne er varianter af Johannes. På samme måde hedder Holbein ofte John i engelske bøger.
Francis Douce: The Dance of Death exhibited in Elegant Engravings on Wood, 1833, side 134-135

Alfred Woltmann, Holbein und seine Zeit (Th. 2), 1868, side 410.

Die angeblichen Originalzeichnungen, welche den Kupferstichcopien Chr. v. Mechel's zu Grunde lagen, hatten aus dem Besitz des Malers Jan Bockhorst gen. Langhen Jan später ihren Weg in das berühmte Cabinet Crozat zu Paris gefunden. Daß sie früher in der Arundel'schen Sammlung in England gewesen, läßt sich nicht nachweisen, und daß W. Hollar's Stiche ebenfalls nach ihnen gemacht seien, ist falsch. Schon Hegner (S. 323) hat das widerlegt. Bei Versteigerung der Sammlung Crozat (1771) kamen sie an den Geheimen Rath Fleischmann zu Straßburg, später an den russischen Fürsten Gallizin, der sie Mechel zum Stechen lieh. Daß sie, wie allgemein behauptet wird, an die kaiserliche Sammlung zu Petersburg gekommen, ist irrtthümlich. Sie haben ihren Weg in die reiche Sammlung des Herrn Ambroise Firmin Didot in Paris gefunden. Die 44 Blätter, etwas größeren Formats, sind ungleiche, zum Theil geistvolle Copien späterer Zeit, nach den Holzschnitten gemacht, was schon das Vorkommen des Monogramms HL beim Blatt der Herzogin beweist. Manche Abweichungen kommen vor; dem Narren ist eine Kindergruppe beigegeben. Schon Mariette, der die Zeichnungen im Katalog Crozat für Holbein ausgab, spricht an einer andern Stelle von ihnen als Arbeit des Bockhorst (Abecedario). -- Es ist überflüssig, nach Originalzeichnungen zu suchen; diese befanden sich auf den Holzstöcken selbst.