Holbeins Kilder og Inspiration

I Lübeck er Døden og borgerne samlede i en kædedans.
Carl Julius Milde, Milde #7
Holbein lader Døden angribe sine ofre alle steder
Holbein Prøvetryk, Sømand

H ans Holbein's dødedans blev utroligt populær og kom i praksis til at definere genren. Efter Holbein var det slut med de tidligere monumentale dødedanse — som dem i Lübeck, Berlin, Tallinn, Basel, Paris og London.

Ganske vist følger Holbein modellen for de gamle dødedanse, men på den anden side har han "tilføjet noget andet". F.eks. er der ikke længere tale om en kædedans ude på marken (billedet til venstre): Holbein lader istedet Døden opsøge sine ofre på slotte, i kælderen, på landevejen, i skoven, i soveværelset, på havet, osv. (billedet til højre),

De nye elementer viser sig at stamme fra Frankrig, nemlig:

Holbein har måske ikke læst netop disse bøger, men så kan han være blevet inspireret gennem marginerne i franske tidebøger:

Arvesynden

Holbein starter med arvesynden
Holbein Prøvetryk, Paradis
Mors de la Pomme: Døden dukker op, da Adam og Eva bryder Guds bud
Mors de la Pomme, Pomme

De gamle dødedanse starter og slutter med en autoritet eller prædikant, der skal forklare stykkets morale. Dette gælder både for de monumentale danse, som vi kender fra Lübeck, Tallinn, Paris, Basel, London og Berlin, og for bøgerne: CPG 314, Heidelberg's blokbog og Des dodes dantz.

Holbein har ikke sådan nogle prædikanter, istedet pakker han selve dansen ind i en kristen (protestantisk) sammenhæng, der starter med Arvesynden. Men Holbein var ikke den første til at gøre dette, det var faktisk hovedtemaet i Mors de la Pomme fra 1468. Billedet til højre viser, hvordan Døden dukker op i samme sekund, Adam og Eva spiser af æblet.

Retfærdigvis skal det siges, at en af de ældste monumentale dødedanse, La Chaise Dieu, også starter med Adam og Eva, som kommer lige før prædikanten.

Mange dødedanse er også malet tæt på Adam og Eva: I kapellet i Beram er der et billede af Adam og Eva på vestvæggen. Dansen i Nørre Alslev er placeret sammen med skabelsen, syndefaldet og dommedag. Under dansen i Dresden var et relief med Adam og Eva og Kundskabens Træ (denne dans er fra 1534-1537, så kunstneren havde ikke læst nogle bøger med Holbeins dødedans).

Les loups rauissans
Loups
Vie de l'Homme
Hardouyn, Adam & Eva

Men allerede i 1465, ca. 60 år før Holbein, blev La Danse aux Aveugles skrevet. Dette meget populære værk starter med, at Døden fortæller, hvordan hun ("la morte" er hunkøn på fransk) har haft magten over mennesket lige siden Adam og Evas forbrydelse.

Det samme gælder Les loups rauissans (til venstre), Vie de l'Homme (til højre) og Accidens de l'Homme (strengt taget er det vist nok Accident, og ikke Døden, der optræder i billedet til venstre, men kun deres mødre ville kunne kende forskel).

Holbein: Uddrivelsen
Holbein Prøvetryk, Uddrivelsen
Mors: Uddrivelsen
Mors de la Pomme, Uddrivelsen

Overtrædelsen resulterer i uddrivelsen fra Paradis, som Holbein viser til venstre.

Mors viser, hvordan Døden får udleveret sin guddommelige autorisation og tre pile af en engel, mens en anden engel holder vagt med et flammesværd.

Holbein: Efter Syndefaldet
Holbein Prøvetryk, Efter Syndefaldet
Mors de la Pomme: Efter Syndefaldet
Mors de la Pomme, Efter Syndefaldet

Efter uddrivelsen er Døden blevet menneskets faste følgesvend, som Holbein viser til venstre.

Mors viser, hvordan Døden bogstaveligt talt ånder dem i nakken med sit guddommelige mandat i hånden.

Alle disse værker viser også verdens første dødsfald, når Kain slår Abel ihjel. Eller som den iøvrigt knastørre tekst i Loups Ravissans formulerer det: »Comment par cayn lenuieux / Le quart du monde fut martir« ("Hvordan en fjerdedel af verdens befolkning blev dræbt af den misundelige Kain").

Dette har åbenbart ikke interesseret Holbein, og han har heller ikke fulgt Mors i beskrivelsen af Noas ark og kæmperne.

Det skal tilføjes, at i Basel, i Holbeins egen hjemby, var der en scene med Adam og Eva, men denne scene var bagerst i dansen og blev formentlig først tilføjet ved en renovering i 1616.

Benhuset / Genopstandne knogler

Holbein: alle mænds knogler
Holbein Prøvetryk, Benhus
Marcus Reinhart starter med arvesynden, dødninge-musik og benhus.
Markus Reinhart 00

Holbein lader sin dødedans (og Holbeins alfabet) starte med musicerende dødninger i et benhus.

Igen er det ikke noget, Holbein har opfundet, for som man kan se til højre, starter Marcus Reinhart's tidebog fra 1490 også med to musicerende dødninger og et benhus. Reinhart startede også dansen med Syndefaldet, hvor Eva står med Døden for Kundskabens træ (der var ikke plads til Adam).

Men Holbein og Reinhart var langt fra de første, for dødedansen i Basel, der er fra ca. 1440, startede også med et benhus, og det samme gælder Kleinbasel,

Der er dog den lille krølle, at vi strengt taget ikke kender rækkefølgen af Holbeins træsnit. Da de blev udgivet som emblembøger i 1538, var benhuset placeret i starten af dansen, og denne rækkefølge følges af alle kopister (se en delvis liste nederst på denne side) undtagen en. Med denne rækkefølge må man forstå, at dødningerne — af en eller anden anledning — rejser sig fra benhuset for at hente hele samfundet til graven.

Dette er ikke nogen usandsynlig fortolkning. Benhuset kommer uimodsigeligt først i Holbeins alfabet, i Reinhart's marginal og i Basels to dødedanse. Og anledningen til de mange dødsfald kunne være Den Sorte Død.

Men Holbeins træsnit blev i første omgang udgivet separate som såkaldte prøvetryk. Disse blev udgivet i anden rækkefølge, som i øvrigt også følges af Jobst Denecker / Heinrich Vogtherr, der generelt følger prøvetrykkene tæt. I denne rækkefølge kommer benhuset mod slutningen, umiddelbart før opstandelsen og Dommens Dag.

Med denne rækkefølge bliver de opstandne knogler ved benhuset en del af genopstandelsen før Dommens Dag. De, der døde i dansen, vågner nu igen. Som Paulus skriver: »Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede« (1 Thess. 4,15).

Simon Vostre: Den 11. dag
Det 11. tegn

En anden kilde er "De 15 tegn før dommedag". Denne tekst fra den sene oldtid var meget populær og meget udbredt. Den går formentlig helt tilbage til Thomas' Åbenbaring og 2. (= 4.) Esdras kap. 5-6, og den har via en irsk tekst bredt sig til resten af Europa.

I tidebogen til venstre er det 11. tegn, at de dødes knogler vil stille sig på "monumenterne" (dvs. deres grave).

Lonziesme iour les os des gens
Qui du siecle sont trepassez
Seront tous sur les monuments
Qui seront ouuers & cassez

Den ellevte dag vil knoglerne af mennesker,
som er gået bort af denne verden,
alle være på monumenterne,
som vil blive åbnet og knækket.

De enkelte manuskripter afviger naturligvis fra hinanden, bl.a. med hensyn til hvorvidt opstandelsen tæller med som et af de 15 tegn eller er en del af Dommedag. I England er "De 15 tegn" en del af bogen "The Pricke of Conscience", der overlever i 130 manuskripter, hvilket gør det til det mest populære manuskript nogensinde. I denne bog rejser knoglerne sig op på den 13. dag:

Þe thredend day sal dede men banes
Be sett to-gyder, and ryse al attanes,
And aboven on þair graves stand;
Þis sal byfalle in ilka land.
(linje 4804-4807)

Den trettende dag skal døde mænds knogler
blive sat sammen og rejse sig allesammen,
og stå ovenover deres grave,
Dette skal ske i hvert et land.

Forfatteren understreger, at »Dette skal ske i hvert et land«. Dommedag gælder hele verden, og Holbeins billede har overskriften: »Gebeyn alle menschen«, alle menneskers knogler, for at vise, at det ikke drejer sig en enkelt kirkegård eller om ofrene for en enkelt epidemi, men at det nu er alle de døde, der står op.

Den tyske digt »von den Funffzehen Tagen« fra 1620 henlægger også de opstandne knogler til den trettende dag.

Blyindfattet vindue: Den 14. dag kommer Døden til alle folk
Det 14. tegn

Den Dreyzehenden all Todten bein
zu samen sich versamlen fein,
vnd alle Gräber offen stehn,
darnach die Menschen herfür gehn

Den trettende [dag] vil alle dødes knogler
samle sig fint sammen,
og alle grave stå åbne.
Derefter går menneskerne fremad.

Dagen efter at de døde har stillet sig op på deres grave, bliver alle levende mennesker på jorden dræbt, for at de skal kunne genopstå (billedet til højre). Her er "Pricke" igen:

Þe fourtend day, al þat lyves þan
Sal dighe, childe, man and woman
For þai shalle with þam rys ogayn
Þat byfor war dede, outher til ioy or payn.
(linje 4808-4811):

Den fjortende dag skal alle, der lever da,
dø — barn, mand og kvinde,
for de skal opstå igen med dem,
som allerede var døde, enten til glæde eller smerte.

Schedels verdenskronik, 1493
verdens syvende tidalder
Schedel
Schedels verdenskronik
Verdens sidste tidsalder
Schedel

Det femtende og sidste tegn er, at jorden skal brænde op. Man kan undre sig over, hvordan det kan være "et tegn", når alle menneske døde på den fjortende dag, og der ikke er nogen tilbage til at beundre dette "tegn".

Teksten i De 15 tegn fortæller kun, at de døde vil stå på deres grave, men ikke at de vil danse. Det er der til gengæld en anden kilde, der gør.

Det meget populære billede til venstre viser verdens syvende tidalder ("Septima etas mundi"), der handler om Døden. Titlen på billede er "Imago Mortis", dvs. Billede af Døden — ligesom den titel, der senere blev brugt til Holbeins bøger: Imagines Mortis.

Efter den syvende tidsalder kommer verdens sidste tidsalder ("Ultima etas mundi"). Dette afsnit består af kun halvanden side med tætpakket tekst, der bl.a. indeholder "De 15 tegn" i meget kort form. Herefter kommer billedet til højre.

I denne meget populære bog, er der kun to sider mellem de dansende knogler og Dommedag

Døden i dagligdagen

Holbein: Døden kommer til pavens hof
Holbein Prøvetryk, Pave
Mors: Døden kommer til pavens hof
Mors de la Pomme, Pave

Det der især adskiller Holbeins dans fra de gamle monumentale danse er, at Døden henter folk forskellige steder i deres hverdag. I de gamle danse havde alle mennesker opgivet deres daglige dont for at deltage i den store fælles dans ude på en eng.(1)

Dengang dansede pave og kejser med nar og bonde i den fælles dans, men Holbein får istedet Døden til at opsøge paven, mens han er omgivet af kardinaler og biskopper (billedet til venstre), ligesom det sker i Mors (til højre).

Loups: Folk dør af hungersnød
Loups
Vie: Folk dør ved fald og drukning
Hardouyn, Tårn

Her kan vi igen pege på de nævnte franske bøger, hvor menneskerne møder Døden i barnekammeret og på marken, ved hængning, ved fald og drukning, af krig og sult.

Holbein har altså ikke opfundet denne nye sub-genre, men hans dygtighed og popularitet gjorde, at denne ændring i forhold til de gamle dødedanse slog igennem på grund af ham og hans mange efterlignere (se en delvis liste nederst på denne side).

Dommedag

Holbein slutter med dommedag ved verdens ende
Holbein Prøvetryk, Dommedag
Mors: Dommen over en nyligt død
Mors de la Pomme, Dommen

Holbein slutter dansen med Dommedag, og det samme gjorde alle de kilder, vi har kigget på her: Mors (til højre), Reinhart, Accidens de l'Homme, Les loups rauissans, La Vie de l'Homme, La Danse aux Aveugles og De 15 tegn.

Holbein har som god protestant indført nogle teologiske ændringer. Teksten i Mors fortæller flere gange, at der er tale om "Le jugement particulier", og billedet viser også, hvordan den enkelte sjæl komme for Dommeren efter døden, hvor en djævel og en engel skal debattere denne ene sjæls skæbne.

Holbeins træsnit har derimod overskriften: »Dass Jüngst gericht«. Ordet er i ental, for der bliver kun én dom for hele verden.

Les loups rauissans
Loups, Dommedag
La Vie de l'Homme
Hardouyn, Dommedag

Holbein har også ændret scenen i forhold til Loups (venstre), Vie (højre) og Schedels verdenskronik (længere oppe). Som en god protestant har han ikke behøvet helgener til at gå i forbøn, og derfor har han fjernet Johannes og Maria.

Marcus Reinhart slutter med et billede af synderne i Helvede, og Mors har to kapitler med Skærsilden og Helvede.

Holbeins billede er mere positivt: Han viser kun de frelste folk. For ham er Dommedag den lykkelige afslutning på dødedansen.

Yderligere information

Fortolkninger af Holbein

Kunstnere/forlæggere:

Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - originalerne
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Jiří Melantrich (1563)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
"Mr. Bewick" (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)
Thy Grief (2022)

De såkaldte "prøvetryk"
Holbein Prøvetryk, Benhus
Denecker/Vogther har samme rækkefølge som "Prøvetrykkene".
Vogtherr, Alle Mænds Knogler

Fodnoter: (1)

Groß-Basel, Ågerkarlen.
Groß-Basel, Ågerkarlen
Én stor dans...: Den eneste før-Holbein undtagelse, jeg kan komme i tanker om, er dødedansen i Basel, hvor ågerkarlen sidder bag et bord (billedet til venstre).
Holbein's dødedans, Gnieren i kælderen.
Holbein's Imagines Mortis: Rig mand / gnier

Græsstråene og jordknoldene viser dog tydeligt, at scenen finder sted udendørs - sammen med de andre dansere. Bordet er gnierens attribut, ikke opholdssted.

Sammenlign med Holbein's version (til højre), hvor scenen tydeligvis udspilles indendørs.