Carl Helmuth

Helmuth's frontispice er en kopi af Christian de Mechel's.
Helmuth, Frontispice
Christian de Mechel: Le Triomphe de la Mort
Mechel, Frontispice

Carl Helmuth var prøjsisk officer og forfatter til flere bøger om krigens væsen. Fra en af sine slægtninge arvede han et eksemplar af Christian de Mechels kobberstik af Holbein's dødedans. Senere fik han adgang til det hertugelige bibliotek i Wolfenbüttel — et bibliotek der den dag i dag er berømt for sin omfattende samling af dødedans-litteratur. Her fandt han, hvad han kaldte "originaltræsnittene", men som i virkeligheden var Heinrich Vogtherrs træsnit.

Det ser ud til, at Helmuth kun har benyttet sig af to disse kilder: Christian de Mechel's kobberstik og Vogtherr's træsnit. Sidstnævnte blev udgivet af Jobst Denecker i 1544 og udmærker sig dels ved at indeholde en dialog for hvert dansepar — som der hører sig til i alle "rigtige" dødedans — og dels ved at tilføje en scene, som ingen andre af Holbein-klonerne har, nemlig ægteskabsbryderen (billedet længere nede).

Helmuth kombinerede derefter Vogtherr's 41 billeder med de Mechel's 46, tog frontispicen og den beskrivende tekst fra de Mechel og den rimede dialog fra Vogtherr/Denecker. Selve titlen afspejlede Helmuth's to kilder: »Der Todtentanz oder der Triumph des Todes nach den Original-Holzschnitten des Hans Holbein«. Første halvdel, »Triumph des Todes«, var en reference til de Mechel's "le Triomphe de la Mort", og med »Original-Holzschnitten« hentydede Helmuth åbenbart til Vogtherr's kopier. Dermed mente han utvivlsomt, at have gendannet en komplet udgivelse, og en anmelder skrev da også begejstret: »Eine so vereinigte Ausgabe kann Kunstfreunden nur willkommen seyn, da sie vollständiger als andere ist«.

Resultatet er blevet noget ujævnt. Frontispicen (øverst til venstre) er en kopi af de Mechel's. Derefter kommer en beskrivelse af 46 af billederne, der, som Helmuth selv gør opmærksom på, læner sig op af Christian de Mechel's beskrivelser. Det som Helmuth glemmer at gøre læseren opmærksom på er, at han har tilføjet ægteskabsbryderen fra Vogtherr's træsnit og til gengæld har sprunget vognmanden over, så der stadig er 46 punkter på listen.

Vogtherr: Ægteskabsbryderen. Døden står bag dobbeltsengen, holder fast i kvindens hår og lægger sin hånd på den jaloux ægtemands dolk.
Vogtherr, Ægteskabsbryderen
Helmuth's kopi: Døden står bag dobbeltsengen og løfter hånden med timeglasset.
Helmuth, Ægteskabsbryder

Derefter kommer Helmuth's litografier af dødedansen. Nedenunder hvert litografi står dialogen fra Vogtherr / Denecker's bog. Det betyder, at astrologen i første omgang tages ud, da han ikke er med i denne bog. Mere mærkeligt er det, at Skabelsen, Alle mænds knogler, Dommedag og Dødens Våbenskjold også mangler. Disse er ganske vist heller ikke med blandt Christian de Mechel's kobberstik, men det er svært at se, hvorfor Helmuth ikke bare kunne kopiere dem fra Vogtherr. Som nævnt har han ikke haft betænkninger ved at tilføje ægteskabsbryderen.

Vogtherr's originale udgave af ægteskabsbryderen (billedet til venstre) var et ganske ubehageligt billede, hvor Døden holder fast i kvindens hår, så ægtemanden bedre kan gennembore parret (til venstre). Det optrådte kun i 1544-udgaven, og i de følgende udgaver var de erstattet af et andet: Samme seng og samme værelse, men parret sidder sammen i sengen, når Døden ankommer med spejl og timeglas.(1) Helmuth har derimod ændret billedet, så Døden ikke holder fast i kvindens hår, men i stedet holder et timeglas op (til højre).

Efter disse 37 billeder med tilhørende tekst, kommer så otte figurer, som de Mechel har, og som Vogtherr ikke har. Det drejer sig dels om astrologen og dels om de figurer, der blev tilføjet de ægte Holbein-udgivelser fra 1547 og frem. Af uransagelige grunde springer Helmuth som nævnt vognmanden over.

Helmuth får ikke meget ros af fagfolk for sin "rekonstruktion", men hans udgivelser solgte godt. Hans omridstegninger i overstørrelse var ikke uden effekt. Han udgav først sine litografier i hæfteform. Første hæfte indeholdt frontispice, Syndefaldet, Uddrivelsen, Efter syndefaldet, pave, kardinal, biskop og abbed. Andet hæfte indeholdt kannik, præst, prædikant, munk, abbedisse, nonne, læge og købmand.

I 1836 blev litografierne samlet i bogform; forsiden er Holbein's Alle mænds knogler, og bagsiden er en slags collage, hvor der blandt andet indgår elementer fra Holbein's Dommedag.

Ressourcer

Frontispice
Helmuth 1836: Frontispice
Ægteskabsbryder
Helmuth 1836: Ægteskabsbryder
Konge
Helmuth 1836: Konge
Adelsmand
Helmuth 1836: Adelsmand
Kannik
Helmuth 1836: Kannik
Dommer
Helmuth 1836: Dommer
Præst
Helmuth 1836: Præst
Munk
Helmuth 1836: Munk
Hertuginde
Helmuth 1836: Hertuginde

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Kunstnere/forlæggere:

Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - originalerne
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Jiří Melantrich (1563)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Erbaulicher Sterb-Spiegel (1704)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
"Mr. Bewick" (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
Francis Douce (1833)
→ Carl Helmuth (1836) ←
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)

Helmuth havde kopieret frontispicen fra Christian de Mechel.
Mechel, Frontispice
Helmuth kopierede scenerne fra Vogtherr, også ægteskabsbryderen.
Vogtherr, Ægteskabsbryderen

Fodnoter: (1)

Uli Wunderlich fortæller, at Vogtherr's oprindelige billede vakte vrede og er ødelagt i en del af de overlevende eksemplarer: »Die Ehebruch-Szene in de Neckers Totentanz empörte die Zeitgenossen. Das Bild ist in einigen der erhaltenen Exemplare zerstört; es kommt in den meisten späteren Ausgaben nicht mehr vor«.
(Der Tanz in den Tod, side 73.)

Maßmann kalder det oprindelige billede "græsseligt" og "formentligt dadlet af samtiden": »Ein grässlich Bild, nicht Holbeinisch, und - von der Zeit wahrscheinlich getadelt«
(Kunst-Blatt nr. 76, 22. september 1831, side 302)