ans Holbein's såkaldte store dødedans blev utroligt populær.
De originale træsnit blev genoptrykt i over 100 år til de ikke kunne mere,
og utallige kunstnere fremstillede deres egne kopier og fortolkninger
flere hundrede år i træk (se en delvis liste nederst på denne side).
Det pudsige er, at Holbeins dødedans slet ikke er en dødedans, men en emblem-bog, og at Holbein's popularitet betød enden på de "rigtige" dødedanse.
Skabelsen
Fristelsen
Uddrivelsen
Efter syndefaldet
Alle mænds knogler
Pave
Kejser
Konge
Kardinal
Kejserinde
Dronning
Biskop
Hertug
Abbed
Abbedisse
Adelsmand
Kannik
Dommer
Advokat
Rådsherre
Prædikant
Præst
Munk
Nonne
Gammel kvinde
Læge
Astrolog
Gnier
Købmand
Sømand
Ridder
Greve
Gammel mand
Grevinde
Adelskvinde
Hertuginde
Kræmmer
Bonde
Barn
Dommedag
Dødens våbenskjold
Soldat
Vognmand
Spiller
Røver
Blind mand
Tigger
Drukkenbolt
Nar
Ung kvinde
Ung mand
Drengebørn
|
| Er kardinalen ved at sælge et afladsbrev? Eller har han lige modtaget en forfremmelse? |
olbein og Lützelburger fremstillede den store dødedans
mellem 1522 og 1526, men i de første mange år blev træsnittene kun udgivet
i form af ark, (der lidt misvisende omtales som "prøvetryk").
På hvert ark var der typisk 10 træsnit, og
de fleste af disse udgivelser indeholder kun 40 af træsnittene, så
astrologen manglede.
Dette skyldes formentlig noget så simpelt som,
at 40 er et dejligt rundt tal, der er nemt at fordele på 4 ark.
Over træsnittene var der
tyske overskrifter som Vsstribung Ade Eue og
Der Rych man.
I 1538 blev træsnittene omsider blev udgivet i bogform, og nu var hvert billede forsynet med et bibelcitat foroven og et fireliniet digt af Gilles Corozet forneden.
Billederne er dermed blevet en del af en emblembog — et faktum der afspejles i titlen på John Bewicks og Alexander Andersons kopier: »Emblems of mortality«.
|
| Et emblem |
Et emblem var en populær genre, der bestod af 3 elementer (se billedet til venstre):
1) Et motto (i dette tilfælde et eller to bibelcitater).
2) Et allegorisk billede.
3) Et moraliserende digt.
Billederne og teksten danner altså ikke en enhed, eftersom teksten først er tilføjet langt senere på et tidspunkt, hvor Lützelburger havde været død i 12 år, og Holbein levede i London. Hvis Holbein nogensinde har haft en tekst i tankerne til at følge træsnittene, er den forsvundet for evigt.
I modsætning til de tidligere monumentale dødedanse — som dem i Lübeck, Berlin, Tallinn, Basel, Paris og London — er der ikke nogen prædikant med indledende og afsluttende morale. Prædikanten er bare et medlem i rækken.
|
| Er biskoppen en dårlig hyrde? Eller spredes flokken først, da Døden tager ham? |
De tyske overskrifter er væk, og det 4-linjede vers er bare en generel moralisering, der ikke uddyber billedet. Derfor er det svært at gætte, hvad billedet forestiller. Er det en rig mand eller en gnier? Er det en adelskvinde eller et nygift par? Er det en grevinde eller en brud?
Værst af alt er, at der ikke er nogen dialog mellem Døden og de døende. Man må selv digte sin egen historie. Er kardinalen ved at sælge afladsbreve? Eller har han lige modtaget sin udnævnelse? Er biskoppen er en dårlig hyrde, der lader fårene og menigheden løbe forvildede rundt? Eller starter panikken først, da Døden tager "hyrden" bort? Hvad er det, Døden har i hånden bag prædikanten? Hjælper Døden bonden med at pløje? Eller er han ved at køre hestene (og bonden) ihjel? Hvad er historien bag den unge mand?
Holbein's popularitet betød, at han i praksis kom til at definere genren. Dermed gik de monumentale dødedanse som dem i Lübeck, Tallinn, Paris, Basel, London og Berlin af mode. Lad os derfor se på forskellen på disse "gamle dødedanse" og Holbein's emblemer:
| Før Holbein (monumentale danse) | Efter Holbein (emblemer) |
|---|---|
| Alle deltagerne vises i én stor dans(1) - ofte en kædedans. | Uafhængige scener. Døden truer konstant og overalt - i hytten, i kælderen, på slottet, i skoven, på marken, på landevejen og til søs. |
| Ofrene er åbenbart døde samtidig - sandsynligvis af den sorte død. | Folk dør på forskellige tidspunkter. Hyppig dødsårsag er krig og ulykker. |
| Døden springer rundt til hver enkelt danser. Teksten gør det klart, at dødningen i ligklædet er Døden selv. | Der er ofte 2 Døde om hvert menneske, og de kan både være af han- og hun-køn. |
| Døden er et sendebud, der fortæller de døde, at tiden er inde. | Døden forårsager menneskenes død, trækker afsted med dem, spænder ben for rådmanden og slås med greven. |
| Døden er udstyret med en le for at hente den "modne høst". Johannes Åbenbaring 14, 15: »[…] Udsend din Segl og høst; thi Timen til at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden«. | Døden venter ikke på nogen "modning", men gennemborer ridderen bagfra og knækker masten på skibet. |
| Dialog mellem Døden og de døende, der hjælper med at forklare billedet. | Halv-relevante bibelcitater - tilføjet over 12 år, efter at Holbein var færdig med billederne, og efter at Holbein havde forladt landet. |
| Døden giver os en morale på historien. | Det didaktiske (belærende) element er forsvundet - alt hvad man ser er en eller flere Døde, der kaster sig over de levende med skadefro ødelæggelse. |
|
| Birckmann's kopier har inspireret Valvasor, Hollar og Deuchar. |
|
| Groß-Basel, Ågerkarlen. |
|
| Holbein's dødedans, Gnieren i kælderen. |
(1) Én stor dans...: Den eneste før-Holbein undtagelse, jeg kan komme i tanker om, er dødedansen i Basel, hvor ågerkarlen sidder bag et bord (billedet til venstre). Græsstråene og jordknoldene viser dog tydeligt, at scenen finder sted udendørs - sammen med de andre dansere. Bordet er gnierens attribut, ikke opholdssted. Sammenlign med Holbein's version (til højre), hvor scenen tydeligvis udspilles indendørs.
Døden fra Lübeck
Holbein
Emblembøger