Douce, Bonner & Byfield

Francis Douce. Gravering af William Henry Worthington efter Mary Turner's stik.
Fra bogen Reminiscences of a Literary Life (1836)
Francis Douce

D e fleste kopier af Holbeins dødedans, man finder på Nettet, er i virkeligheden fremstillet af Douce. Disse træblokke blev skåret for at illustrere en afhandling om dødedanse udgivet af Douce i 1833.

Francis Douce (1757 - 1834) var en engelsk bogsamler, der i 1830 testamenterede sin samling bestående af over 19.000 trykte bøger, 420 håndskrifter, 27.000 tryk, 1.500 tegninger og tusinder af mønter og medaljer til the Bodleian Library i Oxford.

I sin bog om Shakespeare kunne Francis Douce heller ikke lade være med at komme ind på dødedanse.
Francis Douce, Illustrations of Shakspeare

Det lykkedes biblioteket at katalogisere Douce's bøger på 5 år. Opgaven var større end ventet, fordi Douce til bibliotekarernes chok ikke selv havde udarbejdet noget katalog — han kendte åbenbart sine bøger udenad. Til gengæld havde han skrevet krydsreferencer og kommentarer bag i næsten alle bøgerne. Det gik knap så hurtigt med hans mange tryk og tegninger: I 1863 blev størstedelen overført til the Ashmolean Museum, men først katalogiseret i 1913 — efter 79 år.

I forordet til kataloget bemærker bibliotekarerne det besynderlige i, at en mand med så meget læsning og viden ikke selv havde skrevet flere bøger: »It may appear perhaps strange, that a man of so much general reading and of such vast information should not be more known to the world by his published writings; for when we have enumerated the Illustrations of Shakspeare, the Dissertation upon the engraved figures attributed to Holbein and others representing the Dance of Death, added to a few articles in the Archaeologia, we have little remaining upon which to rest his fame as an author«.

Grunden var, at Douce's bog om Shakespeare fra 1811 generelt havde fået gode anmeldelser, men blev sablet ned af The Edinburgh Review, der kaldte bogen en samling af »tedious dissertations« og forfatteren for »very feeble and very dull«. Den negative anmeldelse skyldtes formentlig en fejde mellem avisen og Douce's forlag, Longman. Ikke desto mindre afholdt Douce sig fra at skrive flere bøger de næste 25 år, og den bedste forklaring er den enkle, at han var meget følsom.

Man kan undre sig over, at denne kolossale samling skulle transporteres den lange vej fra London til Oxford istedet for til British Museum i London, men den grund han selv gav var, at han ønskede at bevare sin samlings identitet istedet for, at de enkelte genstande skulle blive opslugt i resten af bibliotekets samlinger. Det eneste Bodley's bibliotekar skulle gøre for at modtage den enorme samling var således at afsætte et rum og skrive "Douce" henover døren.

L'Abeille de la Nouvelle-Orléans
Francis Douce
Sausalito News, 19 maj 1900
Francis Douce

Bibliotekarerne i Oxford undrede sig over, at Douce ikke havde forfattet flere bøger, men de trøstede sig med håbet om at finde sådanne skrifter i den kiste, Douce havde deponeret på British Museum: »But it seems probable that the result of his reading, although lost to the present generation, remains yet to be enjoyed by their posterity. We allude to his Note Books and other Manuscript Collections deposited in the British Museum, not to be unsealed until the first of January 1900«.

Museet havde nemlig arvet en forseglet kiste med breve og ufærdige afhandlinger, der først måtte åbnes år 1900. Og her skal det så bemærkes, at Douce måske havde haft endnu en grund til sin beslutning. Han havde arbejdet for British Museum 1807-1811, men den anti-autoritære Douce havde forladt sin stilling i vrede, og givet en liste med 13 grunde til sin afsked, bl.a.: »Their fiddle faddle requisition of incessant reports, the greatest part of which can inform them of nothing, or, when they do, of what they are generally incapable of understanding or fairly judging of«.

Nu fik Museet lov til at vente i 66 lange år på at åbne denne mystiske kiste, og dette er, hvad de så fandt ifølge den tids aviser (se også indslagene til højre og venstre):

Public Opinion, Juni 1900
Francis Douce

A BRITISH MUSEUM HOAX: Francis Douce, a famous antiquary, who died in 1834, bequeathed a box to the British museum trustees, stipulating it should not be opened until 1900.

At a recent meeting of the trustees the box was solemnly unsealed and unlocked by the curator of the museum, when it was found to contain nothing but old fragments of paper, torn bookcovers and other rubbish, with a note from Douce saying that, in his opinion, it would be wasting any more valuable or interesting objects to leave them to persons of the average intelligence and taste of the British museum trustees.

Douce og Holbein's Dødedans

Bibel fra 1538 med Skabelsen af Holbein
Holbein: Bibel fra 1538

A llerede i 1794 havde Douce skrevet et essay om dødedanse — nemlig som en indledning til et genoptryk af Hollars kobberstik. Dermed kan man betragte hans bog fra 1833, »The dance of death exhibited in elegant engravings on wood: with a dissertation on the several representations of that subject but more particularly on those ascribed to Macaber and Hans Holbein« med træsnit, som en udvidelse af hans fyrre år gamle arbejde.

Og hans værk var sandelig udvidet. Som William Chatto(1) bemærker: »Scarcely a cut or an engraving that contains even a death's head and cross-bones appears to have escaped his notice«. En ting der ikke havde ændret sig mellem 1794 og 1833 var, at Douce stadig nægtede at tro, at træsnittene var skabt af Holbein. Deraf titlen »dance of death […] ascribed to […] Hans Holbein« — d.v.s "dødedansen, der tilskrives Hans Holbein".

Douce havde selvfølgelig en pointe: Hvorfor undlod samtlige Trechsel-brødrenes oplag af dødedansen at nævne denne berømte kunstners navn? Hvorfor hævdede man i forordet til førsteudgaven i 1538, at kunstneren var død, når Holbein først døde flere år senere?(2) Man har foreslået, at det skulle være for at beskytte Holbein p.g.a. træsnittenes kraftige kritik af verdslige og gejstlige magthavere, men hvorfor skulle Trechsel-brødrene gå så langt for at beskytte Holbein, der på dette tidspunkt levede trygt i England, mens de selv trådte frem med navn?

Ikke desto mindre var der næppe andre, der har fået den tanke, at Holbein's dødedans ikke var af Holbein, før Douce skrev sit værk. Som Chatto bemærkede, var Douce på samme tid både skeptisk og godtroende: »He is at once sceptical and credulous; he denies that any poet of the name of Macaber ever lived; and yet he believes, on the sole authority of one T. Nieuhoff Picard, whose existence is as doubtful as Macaber's, that Holbein painted a Dance of Death as large as life, in fresco, in the old palace at Whitehall«.

Dødedans-alfabet. Signeret af Hans Lützelburger (fra Dresden's Staatliche Kunstsammlungen)
Holbein, Dødedans-alfabet
En blok med Douce's træsnit. Billedet viser den gamle kvinde.
Francis Douce, træblok

Douce skriver i 1794 (side 26), at han har set et dødedans-alfabet, hvor der nederst står "HL Hans Lützelburger Formschneider in Basel". I såfald er dette ark forskelligt fra dem i Dresden's Staatliche Kunstsammlungen (billedet til venstre) og i British Museum. Men det HL-mærke, Douce gengiver, er det samme, som er skåret ind i hertugindens seng. Douce erkendte derfor nødtvungent, at Lützelburger har designet "nogle" af træsnittene i den store dødedans, og han var også villig til at erkende, at Holbein har designet alfabetet. Men med en dobbelttænkning, der var en chefredaktør for Politiken værdig, benægtede Douce stadig, at Holbein skulle have været manden bag den store dødedans.

Der er ingen grund til her at gentage, hvorfor alle andre end Douce er enige om, at dødedansen skal tilskrives Holbein. Ja, Holbein var anonym, men det var Douce også selv i sit 1794-forord. Ja, 1538-forordet hævder, at kunstneren var død, men her kan der tænkes på Lützelburger, der skar blokkene, og som døde i 1526. Desuden er det svært at stole for meget på det lystige forord, der er anonymt og adresseret til en »moult reverende abbesse«. Har den abbedisse virkelig eksisteret? Kan man forestille sig, at hun ville bryde sig om Holbein's billede af abbedissen, der skrigende slæbes væk af Døden, væk fra det liv hun forlængst har svoret at forsage?

Douce's bog blev genudgivet 25 år senere i 1858, og denne forlægger havde åbenbart ikke tillid til Douce's teorier. Bogen blev slået sammen med et genoptryk (fra 1830) af Holbein's træsnit af Det Gamle Testamente, og ikke bare det: Titlen på Douce's livsværk var nu »Holbein's Dance of death exhibited in elegant engravings on wood«.

Hvem Kopierede Træsnittene for Douce?

Det står ikke helt klart, hvem der skar træsnittene til Douce's udgivelse. Douce skriver (side vi i indledningen): »a set of fac-similes of the abovementioned elegant designs, [...] have been executed with consummate skill and fidelity by Messrs. Bonner and Byfield, two of our best artists in the line of wood engraving. They may very justly be regarded as scarcely distinguishable from their fine originals«. Det vil sige, at de to træskærere var George Wilmot Bonner (1796-1836) og John Byfield.

Original Holbein: Chok
Grevindens kammerpige
Douce: Irritation og vrede
Grevindens kammerpige

Senere i den samme bog — på side 253 lige før de 49 træsnit præsenteres, skriver Douce så: »The Copies have been made by Mr. Bonner«. Så måske har Byfield kun bidraget til de andre træsnit, der pryder Douce's bog, men ikke til selve dødedansen?

Men andre eksperter vil godt give John Byfield en del af æren. For eksempel skriver Joseph Cundall i A brief history of wood-engraving from its invention (1895, side 82): »they have been copied on the Continent many times, and were reproduced in England in perfect facsimile and in the very best manner under the superintending care of Francis Douce, a celebrated antiquary, by John and Mary Byfield and George Bonner, all excellent engravers. Accompanied by a learned dissertation by Mr. Douce, the work was published by William Pickering in the year 1833«.

Original Holbein: Runde kinder
Prædikanten
Douce: Magert ansigt med læbestift
Prædikanten

Så ifølge Joseph Cundall, der også var forfatter af Holbein and his Works, havde ikke bare John Byfield arbejdet med dødedansen, men hans søster Mary Byfield (1795-1871) havde også været med. Cundall fortsætter (side 125): »Among the other celebrated wood-engravers of the latter half of this century were John and Mary Byfield, who engraved the facsimile cuts of Holbein's 'Dance of Death' and 'Scenes from Old Testament History' for Pickering's editions of these celebrated works«. Endnu engang roses John og Mary for deres arbejde med dødedansen (ingen omtale af Bonner denne gang), men i samme åndedrag nævner forfatteren genudgivelsen af Holbein's illustrationer til Det Gamle Testamente.

Holbein's træsnit til Det Gamle Testamente blev ganske rigtigt kopieret af de to søskende, for ifølge forordet til denne bog fra 1830 (side vii): »It only remains to observe, that the ensuing Cuts are as faithful representations of the originals as can well nigh be conceived : that they are the united efforts of a Brother and a Sister* engaged in the laborious profession of WoodCutters - with whose talents the Public have been a long time gratified« og en fodnote forklarer, at broderen og søsteren er John og Mary Byfield. Dette forord var signeret T.F.D., der ikke var Francis Douce, men Thomas Frognall Dibdin, Douce's gode ven, bogsamler-kollega og forfatter til Reminiscences of a Literary Life, hvorfra billedet øverst til højre på denne side er taget.

Original Holbein: Overraskelse
Kejseren
Douce: Lede og afsky.
Kejseren

For at opsummere: En meget bogstavelig læsning af Douce's bog fortæller os, at Bonner var alene om arbejdet med dødedansen, mens John Byfield så må have gjort "noget andet". Andre hævder det modsatte: Nemlig at John Byfield og måske endda hans søster bidrog til dansen, men deres påstande er måske farvet af, at man har forbundet dødedansen med træsnittene fra Det Gamle Testamente.

Træsnittene er ofte kopierede og har næsten overtaget de originale billeders plads. Dels fordi de er knivskarpe, og dels fordi Holbein's træblokke forlængst er forsvundet. Men man skal stadig huske, at der kun er tale om kopier, og der er især forskel i ansigtsudtrykkene. For at citere Chatto igen: »Mr. Douce observes, of the forty-nine cuts given in his Dance of Death, 1833, that "they may be very justly regarded as scarcely distinguishable from their fine originals." Now, without any intention of depreciating these clever copies, I must pronounce them inferior to the originals, especially in the heads and hands«.

Læs mere om 1858-udgaven og dens dødedans-alfabet.

Ressourcer

Skabelsen
Douce 1833: Skabelsen
Syndefaldet
Douce 1833: Syndefaldet
Uddrivelsen
Douce 1833: Uddrivelsen
Efter Syndefaldet
Douce 1833: Efter Syndefaldet
Alle Mænds Knogler
Douce 1833: Alle Mænds Knogler
Paven
Douce 1833: Paven
Kejser
Douce 1833: Kejser
Konge
Douce 1833: Konge
Kardinal
Douce 1833: Kardinal
Kejserinde
Douce 1833: Kejserinde
Dronning
Douce 1833: Dronning
Biskop
Douce 1833: Biskop
Hertug
Douce 1833: Hertug
Abbed
Douce 1833: Abbed
Abbedisse
Douce 1833: Abbedisse
Adelsmand
Douce 1833: Adelsmand
Kannik
Douce 1833: Kannik
Dommer
Douce 1833: Dommer
Advokat
Douce 1833: Advokat
Rådsherre
Douce 1833: Rådsherre
Prædikant
Douce 1833: Prædikant
Præst
Douce 1833: Præst
Munk
Douce 1833: Munk
Nonne
Douce 1833: Nonne
Gammel Kvinde
Douce 1833: Gammel Kvinde
Læge
Douce 1833: Læge
Astrolog
Douce 1833: Astrolog
Rig mand
Douce 1833: Rig mand
Købmand
Douce 1833: Købmand
Sømand
Douce 1833: Sømand
Ridder
Douce 1833: Ridder
Greve
Douce 1833: Greve
Gammel mand
Douce 1833: Gammel mand
Grevinde
Douce 1833: Grevinde
Adelskvinde
Douce 1833: Adelskvinde
Hertuginde
Douce 1833: Hertuginde
Kræmmer
Douce 1833: Kræmmer
Bonde
Douce 1833: Bonde
Barn
Douce 1833: Barn
Dommedag
Douce 1833: Dommedag
Dødens våbenskjold
Douce 1833: Dødens våbenskjold
Soldat
Douce 1833: Soldat
Vognmand
Douce 1833: Vognmand
Spillefugl
Douce 1833: Spillefugl
Røver
Douce 1833: Røver
Blind mand
Douce 1833: Blind mand
Tigger
Douce 1833: Tigger
Drukkenbolt
Douce 1833: Drukkenbolt
Nar
Douce 1833: Nar
Dolkeskede
Douce 1833: Dolkeskede
Blok
Douce 1833: Blok
Douce 16
Douce : Douce 16

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Kunstnere/forlæggere:

Hans Holbein (1526) - såkaldte prøvetryk
Hans Holbein (1538) - originalerne
Heinrich Aldegrever (1541)
Heinrich Vogtherr (1544)
Vincenzo Valgrisi (1545)
Arnold Birckmann (1555)
Juan de Icíar (1555)
Valentin Wagner (1557)
Georg Scharffenberg (1576)
Leonhart Straub (1581)
David Chytraeus (1590)
Peter Paul Rubens (ca. 1590)
Fabio Glissenti (1596)
Eberhard Kieser (1617)
Rudolf og Conrad Meyer (1650)
Wenceslaus Hollar (1651)
De doodt vermaskert (1654)
Thomas Neale (1657)
Johann Weichard von Valvasor (1682)
Salomon van Rusting (1707)
T. Nieuhoff Piccard (1720)
Christian de Mechel (1780)
David Deuchar (1788)
John Bewick (1789)
Alexander Anderson (1810)
Wenceslaus Hollar (1816)
Pseudo-Bewick (1825)
Ludwig Bechstein (1831)
Joseph Schlotthauer (1832)
→ Francis Douce (1833) ←
Carl Helmuth (1836)
Francis Douce (1858, 2. udgaven)
Henri Léon Curmer (1858)
Tindall Wildridge (1887)

Rådsherren blev ændret i 1858-oplaget.
Douce genoptryk, Rådsherre
Grevinden blev ændret i 1858-oplaget.
Douce genoptryk, Grevinde

Fodnoter: (1) (2)

William Andrew Chatto, "A treatise on wood engraving", 1839, side 406.
På Douce's tid troede man, at Holbein døde i 1554. I dag mener man, at Holbein døde allerede i 1543, men det ændrer ikke Douce's argument.

Op til Holbein's store dødedans