ræsnittene må have været fremstillet i Basel mellem 1522 (da Lützelburger kom til Basel)
og før 1526 - det år, hvor Lützelburger døde.
Dødedans-alfabet blev brugt i bøger allerede i august 1524,
men af ukendte grunde — formentlig på grund af deres religiøse og sociale kritik — gik der tolv
år, før Holbein's store dødedans blev udgivet i bogform.
Der findes stadig en del trykte ark med
tyske overskrifter som Vsstribung Ade Eue og
Der Rych man.
De fleste af disse tryk indeholder kun 40 af træsnittene, og
astrologen mangler.
Dette skyldes formentlig noget så simpelt som,
at 40 er et dejligt rundt tal, der er nemt at fordele på 4 ark.
ørst i 1538 blev de 41 træsnit (med astrologen) udgivet af forlæggerne Melchior Trechsel i Lyon
med titlen »Les Simulachres & Historiées Faces de la Mort avtant elegamtment pourtraictes, que artificiellement imaginées«.
Væk var de tyske overskrifter —
i stedet blev hvert billede forsynet med et bibelcitat foroven og et fireliniet digt af Gilles Corozet forneden.
Dermed er Holbein's dødedans
slet ikke en dødedans, men en emblembog.
Samfundskritik
Paven omgivet af dødninge og djævle med afladsbreve.
Den er svær at bortforklare.
ogen blev forbudt af den franske generalinkvisitor Vidal de Bécanis,
og man forstår det godt - den gejstlige og sociale kritik taget i betragtning.
Det var urolige tider med kampe mellem protestanter og katolikker,
og folk havde stadig bondeoprøret i 1520'erne i frisk erindring.
Det værste billede er formentlig Paven,
der på ukristelig vis lader kejseren kysse sine fødder omgivet af dødninge og djævle.
Ganske vist er kardinalen og biskoppen også tvetydige, men de kan fortolkes og bortforklares.
Desuden ville forlæggeren altid kunne forsvare sig med, at billederne forestillede en enkelt korrupt kardinal
eller en enkelt uduelig biskop. Derimod findes der kun en enkelt pave, så
her er adressen tydelig, og det er svært at bortforklare,
hvorfor djævlene flyver og kravler rundt ved pavens hof.
De fleste kopister (se listen længere nede) har da også valgt at fjerne djævlene fra paven —
om ikke fra starten af så i senere oplag.
Blandt gejstlige, der udstilles, er
kardinalen, der er
travlt optaget med afladshandel, og biskoppen,
der er en uduelig hyrde.
Den velnærede abbed
og abbedisse har svoret af forsage
denne verden, men alligevel protesterer de voldsomt
og kæmper skrigende imod. For dem kommer Døden ubelejligt.
Munken klamrer sig til sin tiggerbøsse og dens indhold.
Kannikken er en nar, der kun tænker på sin jagtfalk og ikke en gang kan finde ind i kirken.
Nonnen, der er gift med Jesus, er forgabet i en ung troubadur,
der sidder i hendes seng.
Den verdslige verden slipper heller ikke for kritik.
Kejseren er ved at dømme en fattig mand, da Døden knækker hans sværd.
Dommeren ignorerer den fattige mand til fordel for den rige mand, der har hånden i pengepungen.
Advokaten tager mod klingende mønt på gaden.
Rådsherren ignorerer den fattige, mens en djævel puster ondskab ind i hovedet
på ham med en blæsebælg.
Greven beder for sit liv, mens Døden er klædt ud som bonde —
en påmindelse om bondeoprøret.
Hertugen vender sig bort fra de fattige i afsky og overser Døden.
Forskellige udgivelser
På Vogtherr's træsnit kan man læse teksten.
rods forbudet blev bogen optrykt i mange oplag. I 1542-oplaget blev Corozet's vers oversat fra fransk til latin
af Georg Aemilius.(1)
I 1545 blev billedet af en tigger indsat i en anden del af bogen.(2)
I 1547(3)
blev tiggeren en del af dødedansen, og serien blev udvidet med
soldat,
vognmand,
spiller,
røver,
blind mand,
drukkenbolt,
nar og fire billeder af børn.
Efter flere oplag blev serien udvidet i 1562 med
ung kvinde,
ung mand og
flere børn.
På det tidspunkt var både Lützelburger
og Holbein døde(4),
og det bærer de ekstra træsnit præg af: I enkelte af dem, som
soldat og vognmand,
kan man ane Lützelburger's hånd, men generelt er de af ringere og svingende kvalitet.
Holbein's træsnit har været utroligt populære siden, og er omfortolket og kopieret af mange kunstnere.
Her er nogle af udgivelserne:
Birckmann's kopier har inspireret Valvasor, Hollar og Deuchar.
Georg Aemilius . . .: 1517-1569, (også kaldet Oemmel, Aemylius, Emilius, Öhmler og Oemler).
Flere forfattere hævder, at Georg Aemilius var Martin Luther's svoger,
men dette er ikke korrekt. Det var Georgs far, Nicolas Oemeler,
som Luther kaldte for sin barndomsven og svoger — og svoger skal forstås meget bredt,
idet Nicolas Oemeler og Luther's bror Jakob havde giftet sig med 2 søstre.
en anden del . . .: Alle de nævnte bøger er samlebøger. Selv i bogtrykningens barndom var 41 billeder
for lidt til en hel bog, og derfor blev billederne bundtet sammen med forskellige opbyggelige skrifter,
der varierede fra oplag til oplag.
1547. . .: Mange kilder siger 1545, men jeg holder mig til Hollstein,
der ikke har været i stand til at opspore en sådan 53-billeders bog fra 1545.
(German Engravings,
Etchings, Woodcuts 1400-1700 bind 14, side 203 nederst).
Holbein døde i 1543, selvom en lang række af gamle bøger påstår, Holbein først døde i 1554.
ræsnittene må have været fremstillet i Basel mellem 1522 (da Lützelburger kom til Basel)
og før 1526 - det år, hvor Lützelburger døde.
Dødedans-alfabet blev brugt i bøger allerede i august 1524,
men af ukendte grunde — formentlig på grund af deres religiøse og sociale kritik — gik der tolv
år, før Holbein's store dødedans blev udgivet i bogform.
ørst i 1538 blev de 41 træsnit (med astrologen) udgivet af forlæggerne Melchior Trechsel i Lyon
med titlen »Les Simulachres & Historiées Faces de la Mort avtant elegamtment pourtraictes, que artificiellement imaginées«.
Væk var de tyske overskrifter —
i stedet blev hvert billede forsynet med et bibelcitat foroven og et fireliniet digt af Gilles Corozet forneden.
Dermed er Holbein's dødedans
slet ikke en dødedans, men en emblembog.
ogen blev forbudt af den franske generalinkvisitor Vidal de Bécanis,
og man forstår det godt - den gejstlige og sociale kritik taget i betragtning.
Det var urolige tider med kampe mellem protestanter og katolikker,
og folk havde stadig bondeoprøret i 1520'erne i frisk erindring.
Døden fra Lübeck
Holbein