![]() ![]() |
![]() ![]() |
olbeins første forsøg med dødedanse var en laveret pennetegning af en dolkeskede.
Selve skeden blev graveret af Urs Graf og bærer årstallet 1521.(1)
Strengt taget er dolkeskeden ikke bare Holbein's første, men også eneste dødedans, eftersom hans dødedans-alfabet og store dødedans i virkeligheden tilhører genren emblem-bøger.
I dag befinder tegningen sig i Berliner Bauakademie. Til højre ses en af de tre spejlvendte kopier i Basler Kunstsammlung. Eksemplaret til højre har tidligere været anset for også at være af Holbein.(2) Woltmann mente sågar, at eftersom eksemplaret i Basel er spejlvendt, kunne det ene være et aftryk af det andet.
![]() |
![]() |
egningen i Berliner Bauakademie
var en gang ejet af Christian von Mechel,
der lavede en kopi i kobberstik sammen med sine kopier af Rubens' kopier af Holbein
(se billederne til venstre og højre).
Om denne kopi skriver Douce: »M. Mechel has added another print on this subject, viz, the sheath of a dagger, a design for a chaser. It is impossible to exceed the beauty and skill that are manifested in this fine piece of art«.
![]() ![]() |
ed Christian von Mechel's død blev tegningen købt af
Christian Peter Wilhelm Beuth i Berlin (1781-1853),
og tegningen endte i Beuth-Schinkel Museet i Berlin.
Beuth udgav tobinds-værket Vorbilder für Fabrikanten und Handwerker i 1836. Til dette formål blev tegningen reproduceret, og dette krævede tre kobberstikkere: Johann Samuel Otto, Gustav Lüderitz og Friedrich Wilhelm Schwechten.
Woltmann beskriver processen: »in Punktirmanier von Otto begonnen, in Aquatinta von Lüderitz und Schwechten vollendet«. Det vil sige, at skyggerne blev gengivet med små punkter ved hjælp af en spidshammer eller koldnål, i stedet for med streger og skraveringer. Derefter brugte man akvatinte, dvs. en særlig ætseteknik, der giver varierende gråtoner til de forskellige felter.
![]() |
Resultatet er en langt tættere kopi af den oprindelige laverede pennetegning. Vi har lige citeret Douce for tre år tidligere i 1833 for, at det var »impossible to exceed the beauty and skill« af Mechel's kobberstik, men Goette foretrækker Beuth's kopi og kalder den "et bedre og senere Berliner-stik".(3)
Kobberstikket til højre er en kopi af en anden af de tre kopier i Basels Kunstmuseum, der er udført af Édouard Lièvre til en bog af Paul Mantz i 1879.
![]() |
![]() |
olkeskeden blev kopieret af David Deuchar (til venstre),
selvom man skal vide, det er en dolkeskede, for at kunne se det.
Træsnittet til højre er fra Francis Douces bog The dance of death exhibited in elegant engravings on wood. Det ser ud til, at de har kopieret Mechel's kopi.
![]() |
![]() |
Den hollandske guldalder-maler Gesina ter Borch (1633–1690) har kopieret Holbeins tegning. Dels en nøje kopi i blæk og dels en mere fri kopi i farver.
![]() |
![]() |
Holbein har selv benyttet dolkeskeden som inspiration til sine senere værker, dødedans-alfabetet (se bogstaverne C, D, I, K og O) og Holbein's store dødedans (se munken og soldaten).
Fodnoter: (1) (2) (3)
Woltmann anser begge for at være ægte, mens Alexander Goette i "Holbein's Totentanz und seine Vorbilder", 1897. bruger 3 sider på at argumentere for, hvorfor den ene tegning er ringere end den anden.
Goette beskriver den tegning, som von Mechel en gang ejede:
»ES sind davon zwei Exemplare bekannt : i ) eine getuschte Handzeichnung in der Berliner Bauakademie, früher in Mechels Besitz in Basel
und dort von ihm gestochen im Oeuvre de Jean Holbein (No. 52);
ein späterer und besserer Berliner Stich befindet sich im Prachtwerk "Vorbilder für Architekten [sic] und Handwerker"«.
(Alexander Goette, Holbeins Totentanz und seine Vorbilder, 1897, side 174)