Arnold Birckmann

Den fede høne (forsiden af 1566 udgaven)

Den fede høne

irckmann's træsnit blev udgivet i 1555. Til venstre ses titelbladet fra et senere oplag med Birckmann's logo, en fed høne, som skyldtes, at han boede i en gade i Köln, der hed zo vetterhennen. Siden 1816 har gaden heddet Unter Fettenhennen).

Kunstneren og træskæreren er ukendte, men på fire af snittene (abbedisse, kannik dommer og gammel kvinde) er underskrevet med et stort A i kursiv. Nogen mener, det står for Antonius Sylvius, mens andre peger på Arnaud Nicolai. De tyske oplag havde 4-linjede digte af Caspar Scheit fra Worms.

Bogen blev genoptrykt af Birckmann og hans arvinger i 1555 (latin), 1556, 1557, 1558, 1560, 1566, 1567, 1572, 1573, 1574, 1655 og 1657. Det er måske de mange oplag, der har givet bogen så stor indflydelse. De senere så populære kunstnere Kieser, Valvasor, Hollar og Deuchar har nemlig i høj grad kopieret Birckmann.

Birckmann og Kieser

berhard Kieser har ikke kopieret Birckmann's træsnit. Hans træsnit er kopier af Holbein's træsnit, bortset fra de 7 der er kopier af Aldegrever.

Derimod er teksten kopieret fra Birckmann's bøger. Kieser må have haft adgang til flere oplag af Birckmann's bøger, eftersom han både har kopieret den latinske tekst og Caspar Scheit's højtyske tekst.

Birckmann og Hollar

irckmann's billeder afviger ofte fra Holbein's originale træsnit. Han er glad for at tegne bygninger i baggrunden, og han forsøger at få Dødens timeglas ind i de billeder, hvor Holbein har "glemt" det. Det pudsige er, at i reglen følger Hollar efter.

Birckmann: Døden angriber med pil i stedet for en knogle

I mindst 20 af Hollar's 30 billeder, viser Hollar, at han har studeret Birckmann: uddrivelsen af Paradiset, livet efter Syndefaldet, paven, dronningen, abbeden, abbedisse, advokaten, prædikanten, nonnen, lægen, gnieren, købmanden, greven, grevinden, adelskvinden, kræmmer (hans sværd mangler) barnet, Dødens våbenskjold, soldaten og spilleren.

Man kan undre sig over, hvorfor Hollar kopierer Birckmann's kopi i stedet for at gå direkte til kilden og kopiere Holbein's originaler. Det har været foreslået, at Hollar måske ikke havde råd til en kopi af Holbein, og derfor måtte nøjes med en kopi af Birckmann. Denne forklaring holder imidlertid ikke i byretten, da Hollar i mange andre tilfælde ignorerer Birckmann's ændringer og benytter Holbein.

I disse 9 billeder ignorerer Hollar Birckmann's ændringer: syndefaldet (Birckmanns kopi er meget afvigende), kejseren (ekstra mennesker og blikretning), kardinal (espalier, manglende kasse), kejserinden (tårn i horisonten), hertug (rundt tårn med timeglas), munk (beholder søjle) gammel kvinde (træ i stedet for stængler), gammel mand (timeglas og baggrund) og kræmmer (hundens hale).

Hollar var altså udmærket bekendt med Holbein's originaler og havde adgang til dem. Så en mere nærliggende forklaring — der sikkert vil gøre ondt på mange kunstkendere — er, at Hollar i mange tilfælde har foretrukket Birckmanns ændringer. Det ville ikke ikke være enestående: Eberhard Kieser følger normalt Holbein's originaler uhyre nøje, men i 7 ud af 8 tilfælde foretrækker han Aldegrevers kopier fremfor Hobein's originaler.

Birckmann og Valvasor

Birckmann: Skabelsen

Theatrum mortis humanae tripartitum: Syndefaldet

Valvasor: Skabelsen

anez Vajkard Valvasor udgav sin kopi af Holbein's dødedans i 1682.

Valvasor er endnu gladere for Birckmann, end Hollar var. Hollar har valgt at kopiere nogle af billederne (fx Skabelsen) fra Holbein, men selv disse billeder tager Valvasor fra Birckmann. Har Valvasor overhovedet nogensinde kigget på Holbein's originale træsnit? Tja, billedet af Uddrivelsen ligner ikke Birckmann's, men på den anden side er det heller ikke en tro kopi af Holbein's.

Birckmann og Deuchar

lle Hollar's 30 kobberstik blev kopieret af Deuchar. Deuchar følger nøje Hollar's kobberstik, undtagen nogle enkelte tilfælde, hvor han kommer med sine egne variationer — f.eks. prædikanten, hvor Deuchar hverken følger Holbein eller Deuchar, men i stedet giver Døden en lille knogle i hånden. Deuchar er altså Birkcmann-kopist i andet led,

Hollar: Døden bag prædikanten er tomhændet

Men det pudsige er, at Deuchar har 46 kobberstik i sin dødedans, d.v.s. 16 mere end Hollar. Og når man kigger på disse ekstra kobberstik (som altså ikke er kopierede fra Hollar), ser det ud til, at Deuchar konsekvent har valgt at kopiere Birckmann i stedet for Holbein:

Deuchar kopierer Birckmann's billede af kongen, hertugen, kannikken, dommeren, rådsherren, præsten, astronomen, sømændene, ridderen, hertuginden, bonden, tiggeren, drankeren, narren og formentlig også den blinde mand. Skabelsen er Deuchar's eget design og røveren er den samme hos Holbein og Birckmann.

Ikke en eneste af Deuchar's 16 tilføjelser antyder altså, at han skulle have kigget hos Holbein, og dette er dybt ironisk, eftersom Holbein er den eneste kunstner (udover Deuchar naturligvis), der krediteres nogen steder i bogen.

Birckmann og den ukendte engelske kunstner

Senere fremstillede en ukendt engelsk kunstner mindst 10 træsnit i en dødedans-serie. Det er svært at afgøre, om han har fulgt Hollar's kopier af Birckmann eller Deuchar's kopier af Hollar's kopier af Birckmann, men der er ingen tvivl om, at han har fulgt Birckmann-variationerne ca. 300 år efter de først blev udgivet. Denne ukendte kunstner, der har kopieret Birckmann i andet eller tredje led, er et vidnesbyrd om, hvilken indflydelse Birckmann's variationer har haft i Europa i mange hundrede år.

Ressourcer

Birckmann's træsnit med tekst i flot størrelse kan læses på Les Bibliothèques Virtuelles Humanistes. For at få adgang til billederne og teksten, klik "Consulter l'ouvrage".
Fire af siderne (og en masse andre spændende Holbein-billeder og tekst) kan fås fra The Internet Archive: Les simulachres [et] historiees faces de la mort: commonly called "The dance of death"
Billedet af forsiden fra 1566 har jeg fundet på Ebay.
Det store billede af den fede høne er fra ArtServe