Birckmann's Arvinger

Den fede høne (titelblad til 1566 udgaven)

Den fede høne

irckmann's arvinger udgav træsnittene i 1555 (Arnold Birckmann var død i 1542). Til venstre ses titelbladet fra et senere oplag med Birckmann's logo, en fed høne foran et træ. Træet er naturligvis et birketræ, og den fede høne var en hentydning til Birckmann's adresse på en gade i Köln, der hed zo vetterhennen (siden 1816 har gaden heddet Unter Fettenhennen).

Kunstneren og træskæreren er ukendte, men fem af snittene (abbedisse, kannik dommer, gammel kvinde og blind mand) er underskrevet med et stort A i kursiv, eller måske er det et sammenføjet S og A: Nogen mener, det står for Antonius Sylvius, mens andre peger på Arnaud Nicolai.

Bogen blev genoptrykt af Birckmann's Arvinger i 1555, 1556, 1557, 1558, 1560, 1566, 1567, 1572, 1573, 1574, 1655 og 1657. Det er måske de mange oplag, der har givet bogen så stor indflydelse. De senere så populære kunstnere Kieser, Valvasor, Hollar og Deuchar har nemlig i høj grad kopieret Birckmann.

I de tyske udgaver fra 1560 og 1573 brugtes samme billede til både abbedissen og nonnen.

I 1572 havde nonnen fået sit gamle træsnit igen.

De fleste af disse oplag var på latin, men i 1557 udkom "Der Todtendantz, durch alle Stende" med tysk tekst af Caspar Scheit fra Worms. Caspar Scheit havde skrevet indledning og afslutning. Til hvert billede skrev han et vers på 6 linier (de to sidste billeder fik 8 linier).

I 1558 blev den oversat til plattysk: "De Dodendantz dorch alle stende", og i 1560 og 1573 genudkom "Der Todtendantz". Underligt nok var disse tyske udgaver uden angivelse af forlag og trykkested — og uden birketræ og fed høne.

I disse tyske bøger blev adelsmanden kaldt ridder, og omvendt. I den plattyske udgave (1558) blev billedet af den blinde mand brugt til at illustrere den gamle mand, og omvendt. I de højtyske bøger (1560 og 1573) blev træsnittet af abbedissen også brugt til at illustrere nonnen (se billede til højre og venstre), — og der blev rodet rundt i grevinde, adelsdame og hertuginde. Det sidste medfører, at i 1560-udgaven bliver grevinden lidt forvirrende kaldt »Die zwey liebhabenden« (de to elskende).

Birckmann og Kieser

berhard Kieser har ikke kopieret Birckmann's træsnit. Hans træsnit er kopier af Holbein's træsnit, bortset fra de 7, der er kopier af Aldegrever.

Derimod er Caspar Scheit's højtyske tekst til hvert billede kopieret fra Birckmann's bøger.

Birckmann, Valvasor, Hollar, Deuchar og Wildridge

Birckmann's billeder blev kopieret af mange andre. Biskoppen er det billede, der bedst viser, hvem der kopierer hvem.

Holbein lader solen gå ned over en bakketop. Birckmann lader — vist nok — solen gå ned over en sø, men spejlbilledet er helt forkert. Valvasor kopierer Birckmann med det dårlige spejlbillede. Hollar kopierer Birckmann, men korrigerer billedet, så spejlbilledet bliver større og korrekt placeret. Deuchar kopierer Hollar med det korrekte spejlbillede. I 1816 bliver de slidte plader til Hollar's kobberstik "frisket op", og solene får ansigter på. Wildridge kopierer de to sole med ansigter, så man ikke længere kan se, at de skulle være et spejlbillede i en sø.

Forvirringen er total. Man begynder at forstå, at menigheden farer forvildede rundt.


Holbein (original): Solen over bakken	Birckmann (spejlvendt) tilføjer en lille sol i søen	Valvasor kopierer den lille sol	Hollar får solen til at ligne et rigtigt spejlbillede	Deuchar (spejlvendt) kopierer Hollar	Hollar 1816 bliver "forbedret", så solene får ansigter	Wildridge kopierer det "forbedrede" billede med ansigter

Birckmann og Hollar

Birckmann 1555: Nar

irckmann's billeder afviger ofte fra Holbein's originale træsnit. Han deler ikke Holbeins smag for tunge, dramatiske skyer, men han er glad for at tegne bygninger i baggrunden, og han forsøger at få Dødens timeglas ind i de billeder, hvor Holbein har "glemt" det. Det pudsige er, at i reglen følger Hollar efter.

I mindst 20 af Hollar's 30 billeder, viser Hollar, at han har studeret Birckmann: uddrivelsen af Paradiset, livet efter Syndefaldet, paven, dronningen, abbeden, abbedisse, advokaten, prædikanten, nonnen, lægen, gnieren, købmanden, greven, grevinden, adelskvinden, kræmmer (hans sværd mangler) barnet, Dødens våbenskjold, soldaten og spilleren.

Birckmann: Døden angriber med pil i stedet for en knogle

Man kan undre sig over, hvorfor Hollar kopierer Birckmann's kopi i stedet for at gå direkte til kilden og kopiere Holbein's originaler. Det har været foreslået, at Hollar måske ikke havde råd til en kopi af Holbein, og derfor måtte nøjes med Birckmann's dårlige kopier. Denne forklaring holder imidlertid ikke i byretten, da Hollar i mange andre tilfælde ignorerer Birckmann's ændringer og benytter Holbein.

I disse 9 billeder ignorerer Hollar Birckmann's ændringer: syndefaldet (Birckmanns kopi er meget afvigende), kejseren (ekstra mennesker og blikretning), kardinal (espalier, manglende kasse), kejserinden (tårn i horisonten), hertug (rundt tårn med timeglas), munk (beholder søjle), gammel kvinde (træ i stedet for stængler), gammel mand (timeglas og baggrund) og kræmmer (hundens hale).

Hollar var altså udmærket bekendt med Holbein's originaler og havde adgang til dem. Så en mere nærliggende forklaring — der sikkert vil gøre ondt på mange kunstkendere — er, at Hollar i mange tilfælde har foretrukket Birckmanns ændringer. Det ville ikke ikke være enestående: Eberhard Kieser følger normalt Holbein's originaler uhyre nøje, men i 7 ud af 8 tilfælde foretrækker han Aldegrevers kopier fremfor Hobein's originaler.

Birckmann og Valvasor

Birckmann: Skabelsen

Theatrum mortis humanae tripartitum: Syndefaldet

Valvasor: Skabelsen

anez Vajkard Valvasor udgav sin kopi af Holbein's dødedans i 1682.

Valvasor er endnu gladere for Birckmann, end Hollar var. Hollar har valgt at kopiere nogle af billederne (fx Skabelsen) fra Holbein, men selv disse billeder tager Valvasor fra Birckmann. Har Valvasor overhovedet nogensinde kigget på Holbein's originale træsnit? Tja, billedet af Uddrivelsen ligner ikke Birckmann's, men på den anden side er det heller ikke en tro kopi af Holbein's.

Birckmann og Deuchar

Den fede høne

lle Hollar's 30 kobberstik blev kopieret af Deuchar. Deuchar følger nøje Hollar's kobberstik, undtagen i nogle enkelte tilfælde, hvor han kommer med sine egne variationer — f.eks. prædikanten, hvor Deuchar hverken følger Holbein eller Hollar, men i stedet giver Døden en lille knogle i hånden. Deuchar er altså Birckmann-kopist i andet led,

Hollar: Døden bag prædikanten er tomhændet

Men det pudsige er, at Deuchar har 46 kobberstik i sin dødedans, d.v.s. 16 mere end Hollar. Og når man kigger på disse ekstra kobberstik (som altså ikke er kopierede fra Hollar), ser det ud til, at Deuchar konsekvent har valgt at kopiere Birckmann i stedet for Holbein:

Deuchar kopierer Birckmann's billede af kongen, hertugen, kannikken, dommeren, rådsherren, præsten, astronomen, sømændene, ridderen, hertuginden, bonden, tiggeren, drankeren, narren og formentlig også den blinde mand. Skabelsen er Deuchar's eget design. Røveren er den samme hos Holbein og Birckmann (så her kan man ikke afgøre, hvem Deuchar har kopieret").

Ikke en eneste af Deuchar's 16 tilføjelser antyder altså, at han skulle have kigget hos Holbein, og dette er dybt ironisk, eftersom Holbein er den eneste kunstner (udover Deuchar selv naturligvis), der krediteres nogen steder i bogen.

Birckmann og den ukendte engelske kunstner

Senere fremstillede en ukendt engelsk kunstner mindst 11 træsnit i en dødedans-serie, der blev udgivet af Tindall Wildridge. Han har åbenbart kopieret 1816-udgaven af Hollar (se eksemplet med biskoppen foroven). Dette vil sige, at han har fulgt Birckmann-variationerne ca. 300 år efter de først blev udgivet. Denne ukendte kunstner, der har kopieret Birckmann i andet eller tredje led, er et vidnesbyrd om, hvilken indflydelse Birckmann's variationer har haft i Europa i mange hundrede år.