"Mr. Bewick" / Luke Clennell (1825)

1824: Portfolio introducerer en række træsnit af "Mr. Bewick".
Bewick?, dance of death
Døden angriber soldaten med en stor pil istedet for en knogle.
Pseudo-Bewick, Soldat

Den ægte John Bewick's træsnit gik til grunde ved en brand i 1803.

Ikke desto mindre blev der 7nde august 1824 i bladet "The Portfolio", bragt et ottekantet træsnit, der var en kopi af det frontispice, som John Bewick havde skabt af Døden, der leder alle byens borgere ud til den åbne grav (billedet til venstre). Herefter fulgte denne introduktion: »WE have the pleasure of presenting our readers with three beautiful engravings by the first Wood Engraver that ever this Country produced — Bewick. We may venture to add, that our present Number will testify that expence is an object which is never regarded in supporting the character of the Portfolio, as the most attractive Periodical of the day«.

I de følgende numre blev der bragt flere ottekantede træsnit to og to, og over hvert par af træsnit var overskriften »The cuts by the celebrated Bewick«. Umiddelbart var disse træsnit så specielle, at de kan være svært at svare på, hvad det i grunden var de skulle forestille at kopiere, men når Døden angriber soldaten med en stor pil istedet for en knogle (billedet til højre), viser det, at det ikke er en kopi af Bewick, men snarere af Birckmann, Hollar eller Deuchar.

Og sandelig alle de træsnit, der blev bragt, var blandt de 30 dansere som Hollar i sin tid havde fremstillet i kobberstik. Og under hvert billede var den samme beskrivelse af træsnittene, som havde været brugt i 1816-udgaven af Hollar.

Efter at have bragt kopier af 28 af Hollar's 30 kobberstik (Dødens Våbenskjold og soldaten manglede i første omgang), manglede redaktøren beskrivelser til resten af dansen (d.v.s. dem, der ikke var med i 1816-udgaven af Hollar). Eftersom billedbeskrivelserne til 1816-udgaven af Hollar var taget fra tidligere udgivelser af Deuchar (der igen havde taget dem fra Mechel), skulle det logiske skridt være at få fat i en Deuchar-bog for at få resten af beskrivelserne, men istedet valgte redaktøren at lade alle de følgende billeder være ledsagede af de opstyltede vers fra den ægte Bewick's bog.

1825-udgaven: Engravings on Wood by Mr. Bewick
Bewick?, dance of death
Det kan give en pudsig effekt, når man glemmer at læse den tekst, man stjæler. Teksten til dette billede med to skeletter fortæller, at "the two figures […] represent the dress of the Swiss Nobility of the sixteenth century."
Bewick?, Dødens våbenskjold

Da det 50. træsnit blev bragt 23 oktober 1824, blev der bagerst i bladet annonceret: »Announcements. Charlton Wright Has just Published […] The celebrated Holbein's Dance of Death, with 52 spirited Engravings by the celebrated Bewick, beautifully printed« — og sandelig, i 1825 udgav William Charlton Wright »The Dance of Death of the celebrated Hans Holbein, in a Series of Fifty-two Engravings on Wood by Mr. Bewick« (billederne til venstre og højre).

De ottekantede træsnit er dem fra The Portfolio med samme blanding af lånte tekster og lånte vers. Bogen startede med syv sider om Holbeins liv, der var kopieret ord for ord fra 1814-udgaven af The General biographical dictionary, bind 18, side 57-61. Derefter fulgte Douce's introduktion om dødedanse, der var taget fra 1816-udgaven af Hollar.

I denne bog var Dødens Våbenskjold tilføjet og fik en beskrivelse fra 1816-udgaven af Hollar. Denne ene beskrivelse var skrevet af Douce, og resultatet blev ret bizart (se billedet til højre). Ligeså mærkeligt er det at læse en fodnote i forordet, der siger: »In the present edition, however, it was found requisite that the plates should be retouched, and it has been done with the utmost attention to the preservation of their original spirit and character«. Denne fodnote var lånt sammen med resten af Douce' forord, og den gjaldt Hollars gamle kobberstik, der var blevet "opfriskede" til 1816-udgaven af Hollar. Bemærkningen giver ingen mening i forhold til hverken den ægte eller falske Bewick.

Træsnittene fik en meget rosende anmeldelse i The Literary Magnet: »MR. WRIGHT has here presented us with the best edition we have yet seen of Holbein's Dance of Death. The work was much wanted; for the former ones were sadly imperfect; and the character of the wood-cuts, which alone lends popularity to the book, were defaced and worn down by the continual demands for them. Of Mr. Bewick, the artist of the present wood-engravings, we need say nothing ; his name is well known to the admirers of the Fine Arts; but let us add, - that if any thing is likely to give permanency to his well-earned reputation, it is the masterly way in which he has here illustrated Holbein's Dance of Death. The characters throughout may almost vie with those of Hogarth in vivid and startling reality, as any one who will refer to the engravings XXVIII. and XL. may perceive. Add to this, that the whole series form a fine moral tale of the mock-sublime nature; similar, and indeed in no respect inferior, to the celebrated Love-a-la-Mode of Hogarth. On the whole, we wish our publisher all the success that his spirited speculation merits.«

"Med karikatur som formål"
Bewick?, Narren

Bemærk i sidste sætning: "our publisher". Uafhængige kunstkendere var nemlig knap så begejstrede — faktisk bredte forargelsen over denne udgave sig over hele verden:

"Latterligt moderniseret"
Pseudo-Bewick, Købmand

I England tvivlede Douce(2) på at træsnittene overhovedet var af Bewick, »… the cuts, if Bewick's, [are] very inferior to those in his other works«, og han kaldte dem for »ridiculously modernised«; i Tyskland skrev Massmann(3) »arg modernisirt«; og i Frankrig betegnede Brunet(4) dem som en »Copie médiocre et infidèle« og Langlois(5) tilføjede: »ridiculement modernisées et d'une exécution médiocre«. Amerikaneren Warthin(6) opsummerer: »The cuts with several exceptions are imitations of the original Holbein, but are absurdly modernized; both the costumes and the properties are represented in the contemporary style … [they] have somewhat the quality of caricature in them […] If these cuts are Bewick's, which Douce seems to doubt, they are far inferior to his other work, and executed in a different style. They represent a far departure from the old medieval conceptions and treatment, and betray the tendency of the early nineteenth century to use the Dance of Death motive for purposes of caricature«.

Billederne blev også udgivet på brede enkeltark med overskriften »Printed from Original Woodcuts, Engraved by Thomas and John Bewick«. Pudsigt nok har en tidligere ejer af arket streget ordene "Thomas and" ud — som om det var mere sandsynligt, at træsnittene var lavet af John, der havde været død i 30 år.

Man må give kritikerne ret. Billederne er "med karikatur som formål" og "latterligt moderniseret", og de er hverken lavet af John eller Thomas Bewick. Men de er ganske morsomme og en forandring i forhold til John Bewick's mere ligegyldige kopier og den opstyltede tekst.

Billederne er endnu et eksempel på værker, der fejlagtigt tilskrives John Bewick.

Hvem var "Mr. Bewick"?

Melodies of London
Melodies of London

Det fremgår ikke nærmere af titlen, hvem "Mr. Bewick" skulle være. John Bewick's træsnit var som sagt gået til grunde i 1803, og han selv havde været død i 30 år. Det var heller ikke hans berømte bror, Thomas, »the celebrated Bewick«, for han tog nemlig kraftig afstand fra forfalskningen i et PS i et brev: »PS, the Publisher of Holbein must be certain of my death or he would not openly put forth so barefaced a falshood as that of my having done any Cuts for the 'Dance of Death«.(1)

I år 2015 observerede historikeren Dr. Ruth Richardson, at den samme kunstner havde illustreret to bøger kaldet »Cries of London« og »London Melodies«; bøger om gadesælgere i London. Dr. Richardson identificerede kunstneren som Luke Clennell — en elev af Bewick (se eksterne links).

Luke Clennell (1781 - 1840) havde i sine unge dage arbejdet for Thomas Bewick, indtil han opdagede, at de træsnit, han solgte til Bewick for 2£, solgte Bewick videre i eget navn for 5£. Når Clennell i sine unge dage fremstillede træsnit i Bewick's navn, er der en vis logik i, at Clennell senere kalder sig "Mr. Bewick".

Ikke desto mindre er der nogle problemer. For det første er "Cries" og "Melodies" forskellige i stil. For det andet er både "Cries" og "Melodies" lige så anonyme som dødedansen. For det tredje tilbragte Clennell sine sidste mange år på et nervesanatorium ude af stand til at arbejde. Historien berettes forskelligt, men Wikipedia skriver: »Clennell resumed work on the picture of the Allied Sovereigns in 1817, but suffered another bout of depressive mental illness, and his family found him throwing his palette and brushes at the canvas, "to get the proper expression. From then until his death in a Newcastle asylum in 1840 he was never well enough to work as an artist«.

Jeg skrev derfor til Dr. Richardson og modtog følgende svar:

The line in the Dance of Death is by someone who has consummate skill, extremely experienced, but at the same time, it has a brittle edge to it quite unlike any easily identifiable engraver of that time apart from Clennell. When they say that he didn't work as an artist, they do NOT say that he did not work as an engraver. The scumbled foregrounding and elongated hands/feet feel Clennellish to me, possibly after Thurston/with Nesbit? It's the combination of superb skill, boldness and brittleness of the line/expressions that feel as if they could be by someone suffering a fragile/sardonic take on the world.

I am quite prepared to be wrong!!
(Dr. Ruth Richardson, privat korrespondance)

Så nærmere kan vi ikke komme svaret. Dansen er formentlig udført af Luke Clennell, men i samarbejde med andre af Bewick's gamle elever, hvilket kunne inkludere John Thurston og Charlton Nesbit.

Eksterne Links

Frontispice
Pseudo-Bewick 1825: Frontispice
Paven
Pseudo-Bewick 1825: Paven
Biskop
Pseudo-Bewick 1825: Biskop
Abbedisse
Pseudo-Bewick 1825: Abbedisse
Adelsmand
Pseudo-Bewick 1825: Adelsmand
Kannik
Pseudo-Bewick 1825: Kannik
Gammel Kvinde
Pseudo-Bewick 1825: Gammel Kvinde
Læge
Pseudo-Bewick 1825: Læge
Købmand
Pseudo-Bewick 1825: Købmand
Sømand
Pseudo-Bewick 1825: Sømand
Adelskvinde
Pseudo-Bewick 1825: Adelskvinde
Bonde
Pseudo-Bewick 1825: Bonde
Barn
Pseudo-Bewick 1825: Barn
Dødens Våbenskjold
Pseudo-Bewick 1825: Dødens Våbenskjold
Soldat
Pseudo-Bewick 1825: Soldat
Vognmand
Pseudo-Bewick 1825: Vognmand
Spillefugl
Pseudo-Bewick 1825: Spillefugl
Nar
Pseudo-Bewick 1825: Nar
Ung kvinde
Pseudo-Bewick 1825: Ung kvinde
Ung mand
Pseudo-Bewick 1825: Ung mand

Andre fortolkere af Holbein's dødedans

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)

Brevet fra Thomas Bewick er trykt i bogen Bewick to Dovaston: Letters 1824-1828, side 47
Francis Douce, »The Dance of Death Exhibited in Elegant Engravings on Wood with a dissertation on the several representations of that subject but more particularly on those ascribed to Macaber and Hans Holbein«, 1833, side 119

Douce har tilsyneladende ikke opdaget, at beskrivelsen af Dødens våbenskjold (længere oppe til højre på denne side) var lånt fra ham.

Hans Ferdinand Massmann »Literatur der Todtentänze«, side 45
Jacques-Charles Brunet, »Manuel du libraire et de l'amateur de livres«, side 258
Eustache-Hyacinthe Langlois, »Essai historique, philosophique et pittoresque sur les danses des morts«, side 124.
Aldred Scott Warthin »The Doctor of the Dance of Death«, 1931, side 82-83.

Op til Holbein's store dødedans