Mellem 1485 og 1486 udvidede Guy Marchant la Danse Macabre fra 30 til 40 dansere. Samtidigt grundlagde han en anden tradition: Nemlig at udvide sine bøger med en række tekster og digte, hvor temaet var livets forgængelighed.
En af disse ekstra tekster handler om en eremit, der får en vision om magtens, visdommens og skønhedens forgængelighed.
Det eneste overlevende eksemplar af denne bog er beskadiget og mangler en del sider, men Marchant udgav teksten igen i den latinske udgave fra 1490, Chorea ab Eximio Macabro, og en bog fra 1491 (billedet til venstre) og fra 1492. I 1613 blev Chorea ab Eximio Macabro genoptrykt (uden billeder), og først nu blev titlen tilføjet: »Visio Heremitæ«, eremittens vision.
Teksten tilskrives ofte Pierre Desrey, fordi hans navn står på forsiden af Chorea ab Eximio Macabro: »Chorea ab eximio Macabro versibus alemanicis edita, et a Petro Desrey Trecacio, quodam oratore, nuper emendata«. Men selvom Desrey skulle have forbedret ('emendata') de latinske vers til dødedansen i 1490, blev Eremittens Vision altså allerede udgivet i 1485/86. Det vil sige, at det eneste argument for at tilskrive Desrey teksten falder bort.
Som vi skal se, er teksten en del ældre.
Teksten er relativt sjælden, men findes i flere udgaver på både latin og tysk.
Den latinske findes i tre håndskrifter. Teksten er den samme som i Marchants trykte udgaver, bortset fra Marchant lader autoriteten/forfatteren slutte med otte ekstra linjer, så der i alt er 192.
Det ene manuskript er CLM 14053 fra 1497-1524 (se eksternt link), der er illustreret med fire træsnit. Som billedet til højre viser, er disse billeder formentlig klippet ud af det samme ark.
Ifølge registeret og overskriften på den første side, hedder digtet: »Speculum humane felicitatis« (Spejlet af menneskelig lykke) — ifølge en senere overskrift: »Speculum humane mortalitatis« (Spejlet af menneskelig dødelighed).
Det andet er Bruxelles KB II 270, fra ca. 1500, der er illustreret med flotte farvebilleder af de syv deltagere (eremitten og de tre par).
Det tredje er Wiesbaden Landesbibliothek HS 84, fra det 15. århundrede. Digtet er ikke er illustreret, selvom der er afsat plads til billeder.
Men teksten blev også opdaget i en endnu ældre tysk udgave i Münster in Westfalen. Et stykke pergament, der blev fundet i indbindingen af en bog, indeholdt 46 (nogle kun delvise) vers.
Pergamentet er forsvundet igen, men er blevet afskrevet to gange, og de to fagfolk, der havde det i hånden, vurderede det respektivt til at være fra sidste halvdel af det 14. århundrede eller fra ca. år 1400.
Der findes en lidt nyere tysk udgave i Grev Zimmern's forgængelighedsbog. Til højre er et billede fra Donaueschingen 123, hvor man ser en engel og den sovende eremit forneden. Foroven truer Døden konge, dronning og doktor med sin dødningehoved-pil. Grev Zimmern giver os også en tysk titel: "Spiegel menschlicher tötlickait".
Der er dog ikke tale om en oversættelse, men en gendigtning. Grev Zimmern bytter om på rækkefølgen, så kvinden (der i denne udgave er en dronning) kommer før doktoren. Digtet er med i alle tre kopier bortset fra, at der er revet en side ud af det ene manuskript.
Så sådan ser stamtræet ud:
Handlingen starter med, at eremitten får en vision. Ifølge teksten ligger han i sin seng, og det gør han også på billedet i KB II 270. På træsnittet til venstre og i de forskellige udgaver af Grev Zimmern's forgængelighedsbog sover eremitten derimod udendørs og får besøg af en engel, der holder et spædbarn (eremittens sjæl) i sin favn.
Derefter møder eremitten "vana potencia", den forgængelige magt, i skikkelse af en konge, der efterfølges af "Rex mortuus", den døde konge.
Den næste skikkelse er "Vana prudentia", den forgængelige visdom i skikkelse af en jurist. I "Forgængelighedsbogen" er han en doktor: »das was aÿn kúnig / aÿn künigin / vnd aÿn doctor«" (side 139v) og »Darnach fieng an der doctor mit aüfgebläsnem gantz stoltzem«" (side 143r).
Tilsidst møder han "Vana pulchritudo", den forgængelige skønhed i form af en smuk kvinde. Teksten fortæller ikke, at hun skulle være adelig, og på billederne i KB II 270 er hendes og Dødens hoveder kun dækket med stof.
På træsnittet til venstre bærer kvinden og Døden derimod en krone. Det samme gælder i "Forgængelighedsbogen", hvor teksten rent siger, at hun er en dronning: »das was aÿn kúnig / aÿn künigin / vnd aÿn doctor« (stadig 139v) »Ich bin ain künigin jüng hüpsch« og »Darnach fieng an die kúnigin […]« (side 141v).
Men "vana est pulchritudo", skønhed er tomhed (Ordsprog 31,30), og kvinden efterfølges af "Femina mortua", den døde kvinde.
Kongen, doktoren og kvinden præsenteres for deres døde genparter, og dermed er historien i sidste ende en variant af De Tre levende og de tre døde, hvor der jo også optræder en eremit. På den anden side minder historien også om La Danse Macabre med en engel i starten og en død konge.
Hver linje er på femten stavelser, med rim på de 8. og 15. stavelse:
O vos omnes qui transitis per viam actendite |
Teksten, som den følger her, er skrevet af fra Chorea ab Eximio Macabro.
Læs evt. den fulde tekst.