|
|
|
Heise citerede Mantels, for at det gamle maleri fra 1463 var blevet skåret ud ved udskiftningen.
Maleriet i Tallinn er lidt lavere end det i Lübeck, og Heise fortæller, at dette udelukkende skyldes, at der er skåret et stykke af toppen i Tallinn. Heise pointerer, at figurernes hoveder er meget tættere på rammen - især kejserinden (se billederne til højre og venstre).
Det er korrekt, at Tallinn-maleriet er lavere end det i Lübeck, men det har ikke noget at gøre med, at der skulle være skåret noget af toppen. Begge malerier består af tre vandrette baner - en smal til teksten forneden og to brede til selve billedet. Striberne i Lübeck var hhv. 19-20 cm og 86,3 cm og striberne i Tallinn er hhv. 29-30 cm og 66-67 cm.
|
|
På gode fotografier kan man se, hvor de 3 vandrette baner er samlede i Lübeck og Tallinn, og jeg tegnet disse baner på de små billeder til venstre og højre (billedet til højre er kejserinden i Tallinn efter restaureringen). Hvis Heise havde ret, og toppen var skåret af, skulle bane A være smallere end bane B. Og bemærk, at kejserindens krone i dag er fri af rammen.
I 1970 fremsatte Max Hasse den modsatte hypotese: Han påstod, at maleriet i Tallinn (som også i hans hypotese er fra Lübeck) havde den oprindelige højde, og når figurernes hoveder støder mod rammen er det typisk for Notkes trang til at fremstille monumentale afbildninger. Maleriet i Lübeck skulle være en moderne kopi, der var højere for at tilfredsstille en mere moderne smag.(1) Altså det stik modsatte argument, men stadig et "bevis" for, at Notke malede dødedansene.
Dette eksempel viser, hvorledes kunsthistorikere selv "definerer" deres virkelighed. Plat, så vinder de; krone, så taber vi.
Vi må konkludere, at maleriet i Lübeck og fragmentet i Tallinn har forskellige højder, simpelthen fordi det er to forskellige malerier.
Næste afsnit: Modargumenter
Fodnoter: (1)
Jetzt, da wir wissen, daß das Revaler Fragment nicht, wie Heise annahm, oben verkürzt ist, erkennen wir in der knappen Rahmung der Figuren ein auffälliges Stilmerkmal. So eng in den Rahmen eingespannt, gewinnen die ohnehin schon ungewöhnlich standfesten Figuren noch mehr an Macht. Die knappe Rahmung kam offenbar Notkes Streben nach monumentaler Gestaltung besonders entgegen, wirkt jedoch altertümlich, sie ist bezeichnend für Maler wie den Meister von Flemalle oder Konrat Witz. Die knappe Rahmung des Revaler Fragments, der Flügel des Johannesaltares und des Århuser Altarschreines kennzeichnet also den Maler und nicht seine Zeit.
(Citeret fra: Zeitschrift des Deutschen Vereins für Kunstwissenschaft, 1970 s. 23)
