|
| Barnet: Nu skal jeg danse og kan endnu ikke gå. |
På universitet i Heidelberg befinder sig en gammel bog fra 1455-1458, der i virkeligheden er 7 små blokbøger, der er indbundet sammen. En af disse 7 bøger regnes for verdens ældste dødedans-bog.
Teksten er dog endnu ældre, idet Heidelbergs bibliotek også har en bog fra 1443-1447, der indeholder en lignende tekst på en blanding af latin og tysk. Denne ældre bog har dog ingen billeder og indeholder kun menneskernes klage - Døden optræder ikke. Teksten går igen i mange senere bøger, og har også inspireret dødedansen i Basel.
Teksten er kendt som Der Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz: "Oberdeutscher", fordi den er højtysk — i modsætning til de plattyske dødedanse i Lübeck, Tallinn og Berlin — og "vierzeiliger" fordi hvert vers har 4 linier — i modsætning til den anden heidelbergske dødedans, den 8-liniede der doten dantz mit figuren.
Menneskenes replikker er altså væsentligt ældre end Dødens. Oprindeligt har teksten været en lang række af klager fra døende mennesker i alle samfundets lag, men i den bog, vi kigger på her, er monologerne blevet til dialoger, hvor Døden kommer med en opfordring til hver af de døende. Dette giver sommetider en goddag-mand-økseskaft virkning: Døden kommer anstigende, energisk, frisk, ironisk - endda humoristisk - mens menneskerne ignorerer Dødens ord og kommer med en klage.
Ingen vil beskylde bogen for at være stor kunst, men husk, at
det er en blokbog, hvilket betyder, at hele siden — både tekst og billeder — er skåret ud af samme blok.
Send derfor en venlig tanke til kunstneren:
Ikke bare har han måttet skære teksten spejlvendt,
men træsnit er højtryk, d.v.s. at det er alt træet mellem bogstaverne, der skal skæres væk.
Bemærk, at Døden er Des med de fleste (ir, euch, ewr), men er dus (du, dich, deyn) med kok, bonde, krøbling, barn.
Heidelberg