H. C. Andersen og Døden fra Lübeck

      Jeg var i Maria-Kirken, saae det berømte astronomiske
Uhrværk og den endnu berømtere Cyclus af Malerier, man
kalder »Dødningedandsen«. Enhver Stand, enhver Alder, fra
Paven til Barnet i Vuggen, seer man her inviteret til Dødens
Cotillon(1), og alle i Costume fra den Tid, hvori de ere malede, som
skal have været i Aaret 1463; under hver Person staaer et
plattydsk Vers, en Dialog imellem de Dandsende, som dog ikke
ere de oprindelige gamle Riim, men et nyere poetisk Forsøg fra
1701(2). Det forekom mig, som Maleren havde lagt et ironisk Smiil
i den dandsende Beenrads Ansigt, der ret syntes at ville sige til
mig og hele Selskabet, som gik her og gjorde Bemærkning over
den: »I troe nu, at I staae stille, eller i det høieste spadsere om i
Mariakirken og see paa de gamle Billeder. Eder har Døden
endnu ikke oppe til Dandsen, og saa dandse I dog allerede
allesammen med mig! Fra Vuggen begynder den store Dands.
Livet er som Lampen, der ogsaa begynder at brænde ud, idet den
tændes! Saa gammel som Enhver af Eder er, saa mange Aar har
jeg alt dandset med Eder, hver har sine forskjellige Toure, og
den Ene holder Dandsen længere ud end den Anden, men
Lysene brænde ud imod Morgenstunden og saa synke I Alle
trætte om i mine Arme; - det kaldes at døe.«

      Døren blev igjen lukket af, saasnart de vare indenfor. Her hang paa Væggen et Par Skilderier, som havde en egen Interesse for Christian; det var fem Stykker af Dødningedandsen, illuminerede Billeder efter Malerierne i Mariakirken i Lübeck.
      Alle maae de med i Dandsen, Pave og Keiser, Alle, lige ned til Barnet i Vuggen, der undrende sig synger:

»O Død, hvor skal jeg det forstaae?
Jeg skal dandse og kan ikke gaae!«

Christian saae op paa Skilderierne, de vendte Rygsiden ud. Han spurgte: hvorfor?
      »De have vendt sig i Dandsen!« sagde Gudfaderen og bragte dem igjen i Orden. »Har Du siddet længe der udenfor?«
      »Nei, ikke længe! Du spillede, og det hørte jeg paa! havde jeg været herinde, da kunde jeg have seet, hvorledes Døden dandsede rundt, saa Skilderierne vendte sig. For det er dog sandt, hvad Du fortæller mig?«
      »De skal være Dine!« sagde Gudfaderen og tog dem ned. »Siig din Fader, at Du har faaet dem! Glas og Ramme beholder jeg selv! Det er smukke Billeder! Holder Du nu af mig? Er jeg ikke god? Siig mig det!«

[herefter får Christian undervisning i violinspil]

      Næsten en Time varede denne første Underviisning, da greb Gudfaderen selv Violinen og spillede; det var en Leg med Toner, saaledes leger Jongleuren med Guldæbler og skarpe Knive.
      »O spil, hvorledes Døden dandser!« bad den Lille, og Gudfaderen tog nogle kraftige Strøg, og medens den dybeste Stræng endnu zittrede, hvislede Qvinten med dirrende, fine Toner. »Hører Du Keiseren? Han kommer med Trompetklang, men nu kommer Døden, han kommer som den pibende Vind! hører Du Paven? Han synger Psalmer, og Døden svinger sin Lee! Skjøn-Jomfru svæver i den hvirvlende Valts, men Døden, ja kan Du høre ham? Det er ligesom naar Faarekyllingen piber!« og Gudfaderen pressede selv sine Øine sammen, og store Vanddraaber stode paa hans Pande.