Døden fra Lübeck

H. C. Andersen og Døden fra Lübeck

At besøge Døden fra Lübeck var en del af enhver ordentlig dannelsesrejse, og da H. C. Andersen tog på 30 af slagsen, var det uundgåeligt, at deres veje måtte krydses.

H. C. Andersen tog på en rejse i Nordtyskland fra 16/5 til 24/6 1831. Både udturen og hjemturen gik gennem Lübeck, men han var åbenbart alt for (selv)optaget af sin tandpine til at skrive noget særligt om det i sin dagbog.

H. C. Andersen Døden på løven Ikke desto mindre var han i Mariakirken, for i rejsebeskrivelsen »Skyggebilleder af en Reise til Harzen« (udgivet september samme år) er der en glimrende beskrivelse af "Dødningedandsen":

      Jeg var i Maria-Kirken, saae det berømte astronomiske
Uhrværk og den endnu berømtere Cyclus af Malerier, man
kalder »Dødningedandsen«. Enhver Stand, enhver Alder, fra
Paven til Barnet i Vuggen, seer man her inviteret til Dødens
Cotillon(1), og alle i Costume fra den Tid, hvori de ere malede, som
skal have været i Aaret 1463; under hver Person staaer et
plattydsk Vers, en Dialog imellem de Dandsende, som dog ikke
ere de oprindelige gamle Riim, men et nyere poetisk Forsøg fra
1701(2). Det forekom mig, som Maleren havde lagt et ironisk Smiil
i den dandsende Beenrads Ansigt, der ret syntes at ville sige til
mig og hele Selskabet, som gik her og gjorde Bemærkning over
den: »I troe nu, at I staae stille, eller i det høieste spadsere om i
Mariakirken og see paa de gamle Billeder. Eder har Døden
endnu ikke oppe til Dandsen, og saa dandse I dog allerede
allesammen med mig! Fra Vuggen begynder den store Dands.
Livet er som Lampen, der ogsaa begynder at brænde ud, idet den
tændes! Saa gammel som Enhver af Eder er, saa mange Aar har
jeg alt dandset med Eder, hver har sine forskjellige Toure, og
den Ene holder Dandsen længere ud end den Anden, men
Lysene brænde ud imod Morgenstunden og saa synke I Alle
trætte om i mine Arme; - det kaldes at døe.«

I 1833 var han på en 16-måneders Europa-rejse, og 23. april skriver han H. C. Andersens skitse »Seiladsen var kjedelig, min Stemning daarlig; Klokken 11 vare vi i Lübeck, alt forekom mig bekjendt fra forrige gang«. Vi får ikke at vide, om "alt" inkluderer Mariakirken.

I 1852 er H. C. Andersen igen på vej af Trave-floden mod Lübeck, og nu har han åbenbart glemt alt om den kjedelige og daarlige Seilads for 19 år siden, idet han skriver 17. maj: »Traven bugter sig meget, men gjorte ikke det Skjønheds Indtryk som da jeg 1831 første Gang kom her (i 21 Aar har jeg ikke været her, det var da min første Reise ud)«. I Lübeck gik han »til Organisten og med ham i Marie-Kirken [...] Saae Dødninge Dandsen, Døden seer meget lystig ud«.

I romanen "Kun en spillemand" spiller Døden fra Lübeck en prominent rolle. Hovedpersonen er en ung dreng, der tilfældigvis har samme navn som forfatteren: H. C. Andersen på bænken Døden med pilen

      Døren blev igjen lukket af, saasnart de vare indenfor. Her hang paa Væggen et Par Skilderier, som havde en egen Interesse for Christian; det var fem Stykker af Dødningedandsen, illuminerede Billeder efter Malerierne i Mariakirken i Lübeck.
      Alle maae de med i Dandsen, Pave og Keiser, Alle, lige ned til Barnet i Vuggen, der undrende sig synger:

»O Død, hvor skal jeg det forstaae?
Jeg skal dandse og kan ikke gaae!«

Christian saae op paa Skilderierne, de vendte Rygsiden ud. Han spurgte: hvorfor?
      »De have vendt sig i Dandsen!« sagde Gudfaderen og bragte dem igjen i Orden. »Har Du siddet længe der udenfor?«
      »Nei, ikke længe! Du spillede, og det hørte jeg paa! havde jeg været herinde, da kunde jeg have seet, hvorledes Døden dandsede rundt, saa Skilderierne vendte sig. For det er dog sandt, hvad Du fortæller mig?«
      »De skal være Dine!« sagde Gudfaderen og tog dem ned. »Siig din Fader, at Du har faaet dem! Glas og Ramme beholder jeg selv! Det er smukke Billeder! Holder Du nu af mig? Er jeg ikke god? Siig mig det!«

[herefter får Christian undervisning i violinspil]

      Næsten en Time varede denne første Underviisning, da greb Gudfaderen selv Violinen og spillede; det var en Leg med Toner, saaledes leger Jongleuren med Guldæbler og skarpe Knive.
      »O spil, hvorledes Døden dandser!« bad den Lille, og Gudfaderen tog nogle kraftige Strøg, og medens den dybeste Stræng endnu zittrede, hvislede Qvinten med dirrende, fine Toner. »Hører Du Keiseren? Han kommer med Trompetklang, men nu kommer Døden, han kommer som den pibende Vind! hører Du Paven? Han synger Psalmer, og Døden svinger sin Lee! Skjøn-Jomfru svæver i den hvirvlende Valts, men Døden, ja kan Du høre ham? Det er ligesom naar Faarekyllingen piber!« og Gudfaderen pressede selv sine Øine sammen, og store Vanddraaber stode paa hans Pande.

Det vides ikke, hvad det er for nogle "illuminerede Billeder", H. C. Andersen hentyder til. Da antallet af billeder (5) svarer til antallet af dansere - Døden, paven, kejseren, jomfruen og spædbarnet, lyder det som om, der er én person pr. billede.

Dødedansen i Mariakirken i Lübeck er mange gange gengivet grafisk, men som regel som én lang kædedans. En gennemgang af disse tryk kan fås i bogen Ihr müßt alle nach meiner Pfeife tanzen side 83 til 135 og i Christa Pieskes artikel: "Die graphischen Wiedergaben des Totentanzes von Bernt Notke" i Philobiblon 1968, side 82-104. På nærværende site findes mange forskellige reproduktioner af maleriet.

Kilder

På det Kongelige Biblioteks hjemmeside kan man bl. a. finde Skyggebilleder af en Reise til Harzen og Kun en Spillemand.

H. C. Andersens dagbog er udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 1971. De originale sider fra Harzen-rejsen kan ses i faksimile på det Kongelige Biblioteks side om manuskripter. Desuden er teksten fra alle H. C. Andersens dagbøger tilgængelige på Det Kongelige Biblioteks side om H. C. Andersen.

Yderligere information

Fodnoter: (1) (2)

Cotillon...: Kotillon er en fransk selskabsdans i familie med kvadrille. I virkeligheden er dødedansen en farandole, men Andersen har måske ment, "Cotillon" lød bedst (8=
H. C. Andersen har ret på alle punkter - undtagen ét: Den "nye" tekst fra 1701 var højtysk og ikke "plattydsk".

Op til Danske Dødedanse