Füssen, Barnet

Barnet
Hiebeler, Barn

Døden til barnet

    der todt.
Der Jugett thue ich nit verschonen,
Die kündlein nem ich wie die bluomen.
Kom hehr mein liebeß kündelein,
Vergiß der muetter ietz bist mein.

    Døden.
Ungdommen skåner jeg ikke.
Børnene tager jeg som blomsterne.
Kom her, mit kære lille ven,
Glem moderen, nu er du min.

Barnet

    daß kündt,
Schaw schaw mein liebeß muetterlein
Do gehtt ein langer man herein.
Der zuicht mich fortt vnd wil mich hon
Mueß tantzen schon, vnd kan kaum gohn.

    Barnet.
Se, se, min kære lille mor
Der går en høj mand herind.
Han trækker mig væk og vil have mig.
Jeg skal danse allerede og kan næsten ikke gå.

Basel: barn
Barn
Basel: Mor og børn
Merian, Mor og barn

I Basel var barnet for længe siden fjernet fra dansen, og vi kender kun billedet fra en farvet gouache (billedet til venstre). Det vides ikke, hvor nøjagtigt dette billede er, men det er pudsigt, at netop her er der to dødninge, mens der kun er én i Füssen.

I Füssen trækker Døden afsted med to børn, hvoraf det ene stadig ligger i sin vugge, mens børnenes mor beder en klagende bøn i baggrunden. Det minder om moderen i Basel, der også har et stort barn og en vugge (billedet til højre), og hvor Døden siger:

Basel: Døden til moderen

ACh Fräwlein lassen ewer Klagen,
    Tantzen dem Kind nach mit der Waglen:
Dann jhr möcht mir hie nicht entfliehen,
[…]

Ak, lille frue, stop Deres klage.
    Dans efter barnet med vuggen,
for her kan De ikke undslippe mig.
[…]

Zimmerns forgængelighedsbog
Zimmern, Zimmern, Barn

Selvom den lille dreng dårligt har lært at gå, viser billederne både i Füssen og i Basel alligevel, at han har en kæphest. Verset er det samme som i Basel, og de andre danse i Den Højtyske Fire-liniede Dødedans. Barnet kalder Døden en lang mand; i Basel er det en tør mand; og i Heidelberg's blokbog er det en sort mand.

Scenen i Füssen ligner meget den samme scene i Grev Zimmern's forgængelighedsbog (billedet til højre).