|
|
|
Pave
Kejser
Fyrste
Biskop
Fyrstinde
Læge
Købmand
Krovært
Ågerkarl
Bonde
Abbed
Adelsmand
Adelsdame
Præst
Foged
Heks
Spiller
Jomfru
Barn
Maler
Teksten
Dansen er fra 1602, og kan betegnes som fjerde generation af Den Højtyske Fire-liniede Dødedans.
|
Hverken placeringen i den store sal, rækkefølgen af dansere, den barokke ramme eller skiltet med: "Sagt Ja Sagt Nein, Getanzt Muess sein" er originale, men stammer fra en modernisering af rummet i 1701. Samtidig blev der formentlig byttet om på kurfyrsten (med kroværten) og biskoppen (med ågerkarlen).(1)
Dansen er malet på træplader med to scener pr. plade — for eksempel er lægen malet nedenunder paven (billedet til højre). Hvert billede måler 83 cm i bredden og 77 cm i højden, når dialogerne regnes med. Uden teksterne foroven og forneden er højden 58 cm.
De 10 plader hang oprindeligt på en lang gang, og en tilskuer kunne så passere dem og læse de 10 øverste scener: Pave, kejser, biskop, fyrste, fyrstinde, abbed, adelsmand, adelsdame, præst og foged. Rækkefølgen er den klassiske, der starter med de to mægtigste mennesker, pave og kejser, og derefter bevæger ned af rangstigen, mens den veksler mellem gejstlige og verdslige. Fyrstinden og adelsdamen er fordoblinger af deres mænd.
Når tilskueren fortsatte med den nederste række, gik dansen videre med lægen, der var placeret under paven. Lægen regnedes som gejstlig, fordi han har studeret, så han kommer mellem to sekulære dansere: fogeden og købmanden. Han er også den sidste, som Døden er Des med: Ihr, euch og euer,(2) og den sidste, som Døden tiltaler med herre og frue: "Herr Doctor", "Fraw Fürstin", osv.
Herefter er vi så langt nede i samfundet, at Døden er dus med alle: "du", "dich" og" dein". Her i nederste række møder vi købmand, ågerkarl, krovært og bonden, der bor udenfor byen. Derefter afsluttes med fem personer, der ikke har nogen speciel position i samfundet: heks, spiller, ung kvinde, barn og maleren selv.
|
Dansen er tydeligvis inspireret af dødedansen i Basel. Seks af danserne er stort set blevet kopieret derfra: Pave, kejser, fyrste, læge, ågerkarl og ung kvinde. Syv af danserne er en "mosaik" af forskellige dialoger fra Basel; f.eks. er fyrstindens dialog en blanding af tre af kvinderne i Basel: kejserinden, dronningen og hertuginden.
To af dialogerne er nyopfundne, men dog med et "ekko" fra Basel, nemlig bonden og barnet. Fem af de tyve figurer er originale: krovært, præst, heks og spiller. Billedet af adelsdamen med sit spejl kan minde om den samme scene i Basel, men teksten er original.
Det hævdes også, at dansen skulle være inspireret af dansen i Bern, men de få eksempler, jeg kan finde — malerens selvportræt og hentydningen til den unge kvindes røde læber, der snart skal blive blege — er netop dér, hvor Bern og Basel har lighedspunkter.
Det hævdes også uden forbehold, at dansen skulle være inspireret af Holbeins store dødedans. Holbeins dans har været kendt gennem de utallige kopier, men faktisk har den ikke sat meget aftryk i Füssen. På dette punkt er jeg enig med Hammerstein: »Derimod har Holbein overhovedet ingen rolle spillet for den«.(3)
En mere oplagt kilde er Der Doten Dantz mit Figuren, der indeholder en præst og en spiller. Barnet i Grev Zimmern's forgængelighedsbog ligner meget barnet i Füssen.
|
Dansen i Füssen har selv inspireret en ny generation af dødedanse — enten med tekst eller billede.
En af disse var i Oberstdorf i det såkaldte Vierzehn-Nothelfer-Kapelle. Kapellet kaldtes også Hexenkapelle, fordi der var en heks i dansen. Kapellet er fra 1638 og dødedansen fra 1640. Teksten var en kopi af den i Füssen, men omfattede en person mere: Den unge mand.
Teksten blev første gang beskrevet i 1846 i »Kalender für katholische Christen«, men da bladet allerede havde bragt teksten fra Füssen året før, nøjedes man med at bringe en enkelt danser, nemlig den unge mand, der jo ikke var med i dansen i Füssen. Forfatteren kunne oplyse, at tre af danserne havde anderledes overskrifter end i Füssen, f.eks. blev heksen kaldt "das alte Weib" (den gamle kvinde).
To år senere, i 1848, blev hele teksten udgivet af Johann Stützle, og det var heldigt, for i 1865 gik dansen til grunde ved en brand,
Dansen startede med pave, kejser, biskop, fyrste, fyrstinde og abbed — altså samme rækkefølge, som dansen i Füssen formentlig ville have haft, hvis ikke der var blevet byttet om på pladerne med biskop og fyrste. Den sidste danser var maleren, ligesom i Füssen, men i Oberstdorf hed han Gabriel Neckher: »Gabriel Neckher, Laß das Mahlen ston«.
For at læse teksten: Se de eksterne links forneden.
Teksten skulle gerne være præcis som på maleriet. Teksten på maleriet er meget let at læse, men omvendt er det svært at vide, hvor mange gange den er renoveret.
Den første til at udgive teksten var Karl Vogt i 1837 (se eksternt link). I forhold til teksten i dag er der hundreder af små forskelle, hvor man må gætte på, at de fleste blot skyldes, at Vogt har brugt en mere moderne retskrivning. Desuden er der:
En særlig krølle er ordet "nur" (dvs. kun), der oftest bruges på en måde, hvor man ville have forventet "nun" (dvs. nu). F.eks. Døden til fyrstinden: »Nur sprengt hernach […]«.
Det har givet udfordringer for de mange vidner. F.eks. siger Døden til kejseren: »komt her nur gschwendt« (kom blot her hurtigt), og her har Massmann glemt ordet: »kompt her geschwend«. Til gengæld har Massmann rettet et "auch" til "nun" i forrige linje: »Eur reich vnd gwalt hat nun ein end«.
For biskoppen bliver "nun" rettet til "nur" af både Massmann og Dürrwaechter: »Nur kom ich auch ins todten land«
|
For lægen retter Vogt og Massmann "nur" til "nun": »Wer bschaut mir nun dass wasser mein«.
For adelsmanden bliver "nun" rettet til "nur" af Dürrwaechter og Massmann: »Nur bin ich von dem todt gefeltt«.
For spilleren retter Dürrwaechter "nun" til "nur": »Nur muess ich fortt auf diser weltt«
Det der giver mig mest hovedpine er kroværten. Her vælger alle at læse ordet som "nur", men personligt synes jeg, det giver mere mening med "mir": »Mit dem ich mir abrechnen muess«. Til sammenligning forekommer ordet "mir" allerede i næste linje: »Für zech gibt er mir todten buess« (billedet til højre).
Teksten kan læses samlet her – eller sammen med billederne her: Pave.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fodnoter: (1) (2) (3)
Den sidste oplysning er fra Karin Riedl (Der Tod reicht allen die Hand - Totentänze des Mittelalters und der Frühen Neuzeit, fodnote 190), der citerer Riedmiller fra L' art macabre 5, 2004, side 163-167.
Egentlig er det også forkert at sige "Des", for dengang brugte tyskerne anden person flertal, når de skulle være høflige.
Det samme gjorde danskerne også dengang: I, eder og eders.
Reinhold Hammerstein: "Dagegen hat Holbein für ihn überhaupt keine Rolle gespielt".
(Tanz und Musik des Todes: die mittelalterlichen Totentänze und ihr Nachleben, 1980, side 220.)
Døden fra Lübeck
Füssen
