Den Onde Munk

    Der doit
MOnch ich enweyß dych nit zu nennen
Ich eynen vor dem ander nyt erkennen
Uwer vetter anders gekleydt waren
Anders gestalt anders geschoren
Noch wer du bist oder wye du heyst
Aber(1) was ordens dich bewist
Du must dynen geyst off geben
Du kanst eynen dag nyt lenger leben.

    Døden
Munk, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dig.
Jeg kan ikke kende den ene fra den anden.
Jeres fædre var anderledes klædt,
anderledes facon, anderledes klippet.
[Jeg ved] heller ikke, hvem du er, eller hvad du hedder,
ej heller(1) hvilken orden du tilhører.
Du må opgive ånden;
du kan ikke leve en dag længere.

    Der bose monich
ICh fůilen an mynem alter woill
Das ich sterben müß vnd soll.
Vnd das [ich] ye kap an mych genam
Aber eygen heller ye gewan.
Das wirt mych vmmer rüwen
Vnd alle monch sollen daz schuwen
Vijll beßer were in armůdt tzu leben
Dan in dem orden bose exempel tzu geben.

    Den Onde Munk
Jeg kan godt mærke på min alder,
at jeg må og skal dø.
Og at jeg tog en [munke]kappe på
men hellere sørgede for egen vinding.
Det vil jeg evigt angre,
og alle munke skal se det.
Meget bedre ville det være at leve i armod
end at være et dårligt eksempel i [munke]ordenen.