Adelsmanden

Adelsmand
Figuren, Figuren: Adelsmand

    Der doit.
HEr Jungher furt myr(1) mußen dantzen
Hofyeren vnd houelichen schwantzen.
Kompt tzů stunt ich kan nyt beyden.
Züm dantze will ich uch leyden
Uwern schonen hoiff mußet yr nu laißen
Vnd in der stat dye schonen straißen.
Wollofft tzum dantz ys ist nů tzijt
Das yr goit von vwern werken antworten sijt.

    Døden
Hr. Adelsmand, frem, vi(1) må danse,
kurtisere(2) og spankulere hofmæssigt.
Kom øjeblikkelig, jeg kan ikke vente.
Jeg vil lede Dem til dansen.
De må nu forlade Deres skønne hof
og byens skønne gader.
Velan, til dansen. Nu er det tid,
at De svarer Gud for Deres gerninger.

 

    Der iunckher
O Richer goit wannen kommet der doit
Der mich brenget in soliche noit
Sal ich ytzundt antwort geben.
Von all mynem sundtlichem leben
So betrube ich mych in den doit
Das ich nyt hyelde das gots geboit
Ich han wollüst gesucht off erden
Myn sele wolle goide zu deyl werden.

    Ridderen
Åh, rige Gud, hvorfra kommer Døden,
der bringer mig i sådan nød?
Skal jeg nu give svar
for hele mit syndige liv?
Så angrer jeg i døden,
at jeg ikke holdt Guds bud.
Jeg har søgt vellyst på jorden.
[Gid] min sjæl måtte blive taget af Gud.

Fodnoter: (1) (2)

myr . . .: giver ikke mening. I 1492-udgaven og i manuskriptet i Kassel står der "wir".

I 1520-udgaven står der »jr müeßt danntzen«.

at kurtisere . . .: at indsmigre sig for at opnå en gunst. I den oprindelige betydning er det ikke kun at flirte med det modsatte køn.

Pointen her er, at kurtisere handler om at gøre som ved hoffet (italiensk: "corte"). Ordene »hofyeren« og »houelichen« peger frem til det »hoiff«, adelsmanden i linje fem får at vide, han må forlade.


Op til Doten dantz mit figuren