Der Doten Dantz mit figuren er blandt de allerældste trykte dødedanse. Blandt de tyske inkunabler(1) finder vi kun to oplag af Der Doten Dantz mit figuren fra ca. 1488 og 1492, sammen med de to oplag af Des Dodes Dantz fra Lübeck år 1489 og 1496.
Dansen findes primært i fire varianter: Tre trykte og et manuskript. Den første, der transskriberede teksten, Max Rieger,(2) kaldte dansen for »Der Jüngere Todtentanz«, og sommetider kaldes den for »Jüngerer achtzeiliger Totentanz« for at skelne den fra Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz. Et tredje navn er »Mittelrheinischer Totentanz«, på grund af sproget, udgivelsesstederne og visse figurer, som f.eks. kroværten fra Bingen.
Den ældste af de trykte udgaver er fra ca. 1488 og trykt i Heidelberg. Dette giver dansen endnu et navn: "Heidelberger Totentanz", ikke at forveksle med Heidelbergs blokbog.
Første side viser en helsides dansescene (billedet til venstre), hvor de glade dødninger opfordrer læseren til at komme ind i "dette dansehus". Den næste side viser endnu flere dansende dødninger, men også et lig i en åben kiste, som beklager, at han døde uventet og uforberedt.
Derefter starter selve dansen med 38 scener. Mærkeligt nok har denne dans ikke nogen bonde, der jo ellers er en fast figur, men til gengæld indeholder den sidste scene alle stænder — alle dem, som ikke er med i dansen endnu.
Layoutet ses på billedet til højre: Dødens (an)klage til venstre og menneskets svar til højre. Teksten flyder rundt om de store initialer.
Dansen slutter med endnu et helsides træsnit, der minder om de to indledende, og en længere tekst om, hvordan alle bliver ens i benhuset.
Rækkefølgen af dansere er meget ulogisk, men dette kan hænge sammen med, at der er to forskellige kunstnere. Den ene har skåret de to indledende træsnit, dansehuset og manden, der døde uforberedt, og de 24 første dansere til og med spilleren, mens den anden har fremstillet de 14 sidste dansere fra og med tyven foruden den afsluttende scene i benhuset.
I den næste trykte udgave, fra ca. 1492, trykt i Mainz, er rækkefølgen ændret så den bliver lidt mere logisk. Som man kan se på billedet til venstre, har typografen afsat plads til de store initialer, men han har åbenbart opdaget midt i arbejdet, at han ikke havde disse initialer.
Det tredje oplag fra ca. 1520, trykt i München, følger næsten samme rækkefølge som i 1492. Her har typografen opgivet at lade teksten flyde rundt om store initialer, så hver linie starter for sig. Dette layout giver mere plads til teksten, og der er ganske mange små og store afvigelser.
Det sidste af de primære vidner er et manuskript i Kassel. Manuskriptet er rigt illustreret (billedet til venstre) og har den samme tekst som i de trykte 1488- og 1492-udgaver.
Manuskriptet mangler de indledende og afsluttende scener ved benhuset, og de har måske aldrig eksisteret. Der er kun 35 af de 38 dansescener: Lægen mangler, kapellanen er lavet om til præsten, mens ridderen er lavet om til hertugen (dvs. kapellanens og ridderens egne dialoger mangler).
En ting, der karakteriserer Der Doten dantz mit Figuren, er det meget store antal musikinstrumenter, som Døden håndterer: Ud af 38 scener er der kun tre, hvor Døden ikke håndterer et eller andet instrument: Trompet, orgel, harpe, triangel, klokker, osv. Det samme gælder i Kienzheim og Kassel. På billedet til venstre møder Døden op til paven med et "portativ", et lille håndorgel.
En anden ting, der kendetegner de trykte bøger og dansen i Kienzheim er de lange slanger, der konstant stikker ud af dødningerne (billedet til venstre) kombineret med tudser og mus.
Der Doten Dantz mit figuren menes at være inspireret af den franske Danse Macabre, men lighedspunkterne er ikke så store. Barnet har en del paralleller; manden, der døde uventet (billedet til venstre) kan minde om den døde konge, der afslutter dansen i Paris; og begge danse har otte-linjede vers. Kongen har den franske lilje i sin fane, men sådan en pynt har Holbein's konge, og for den sags skyld Kong Ahasverus, også. Måske betyder det også noget, at der optræder en doktor fra Paris?
Disse fire udgaver af "Doten Dantz mit Figuren" er en del af en større familie kaldet Mittelrheinischer Totentanz. I denne familie finder vi også den kopi, Grev Wilhelm Wernher von Zimmern skrev ned og som han illustrerede i sin "forgængelighedsbog" (billedet til højre). Grev Zimmerns "forgængelighedsbog" blev senere kopieret af tre andre, heriblandt Donaueschingen 123.
Der har været et stort og veludført maleri i Kienzheim, hvor vi i dag desværre kun har teksten sammen med en grundig beskrivelse af scenerne. Denne dans har langt hen ad vejen været inspireret af Doten Dantz mit Figuren.
Til sidst har vi et manuskript (uden billeder) af en nordbøhmisk dødedans og fire fragmenter af en skriftlig dødedans fra området omkring Kleve.
Dansen starter i Dansehuset.
Artiklen starter side 257, transskriptionen side 263. Rieger's tekst følger især manuskriptet i Kassel. Husk, at A lidt ulogisk er 1492-udgaven, B er 1488-udgaven, mens C er Kassel-manuskriptet (Rieger var ikke bekendt med 1520-udgaven).
Totentänze […] Die Deutschsprachigen Spätmittelalterlichen Totentänze unter besonderer Berücksichtigung der Inkunabel, Des dodes dantz, Lübeck 1489 by Brigitte Schulte.
Side 180-186. Schulte medtager ikke Zimmern's forgængelighedsbog, og afsnittet om Kleve er skrevet, kort før man fandt yderligere tre fragmenter.
Kan downloades: Des dodes dantz - LWL
Den korte introduktion (side 105-119) starter med en generel omtale af digte om Døden. Omtalen af dødedanse bygger især på Helmut Rosenfeld. På side 112 får læseren at vide, at »Auch die mittelrheinische Totentanzüberlieferung als deren erste Zeuge eine Kasseler Pergamenthandschrift (um 1460) gilt, weist Verbindungen zur französischen Totentanzliteratur auf, […]«, men læseren får ikke at vide, at den dødedans, som hele bogen handler om, også tilhører familien "mittelrheinische Totentanz", eller at håndskriftet i Kassel indeholder præcis den samme tekst.
Fodnoter: (1) (2)
Heidelbergs blokbog er endnu ældre, men er ikke en inkunabel, da blokbøger netop ikke er trykt med løse typer.
Max Rieger i 1874. Se det eksterne link.
Den tekst, Max Rieger udgav, følger primært manuskriptet i Kassel, men korrigeret for de trykte udgaver fra 1488 og 1492. Rieger kendte åbenbart ikke til udgaven fra 1520.