Dødedans i Kienzheim

Maleriet fortalte selv, at det var malet i 1517; dels med tal: »Anno 1 · 5 · 1 · 7«, dels med bogstaver: »Anno domini tusent fünff hundert vnd Sybendzehen Jar«. Efter revolutionen(1) blev maleriet kalket over, og i løbet af det 19. århundrede forsvandt muren og maleriet.

I 1897 fandt man i arkivet i Kienzheim et manuskript bestående af 31 blade med titlen: »Folgt der Toden Dantz, wie er zu Köntzen ihm Kreutzgang stot« ("Her følger dødedansen, som den står i Kienzheim i korsgangen").

Manuskriptet indeholdt ikke kun teksterne fra maleriet, men også en meget nøje beskrivelse af hver enkelt scene: Hvilket tøj personen har på, tøjets og skoenes farve og materiale, og personens ansigtsudtryk og holdning. For Døden fortælles detaljeret hvor mange tænder dødningen har, hvor meget hår, om ribbenene ses, om tarmene hænger ud, om Døden er nøgen eller tildækket, hvilken farve, osv.

Maleriet må have været monumentalt med en længde på 35 meter, forudsat at det har fyldt hele væggen. Det er i øvrigt omtvistet, hvor maleriet rent faktisk var placeret. Den eneste forfatter, der rapporterer at have set maleriet, hævdede, det var placeret på kirkens udvendige mur: »an deren auswendigen Mauer man einen ziemlich beschädigten, aber vortreflich gemahlt=gewesenen Todentanz gewahr wird«,(2) mens manuskriptet som sagt fortalte, at det var placeret i korsgangen.

Maleriet havde været opdelt i tre sektioner.

  1. Tre indledende scener:

  2. Derefter følger den egentlige dødedans med 25 deltagere. Hele samfundet fra pave og kejser ned til ung mand, ung kvinde og barn. Alle vers består af otte linier.

    Midt i dansen dukker maleren selv op: Lige efter den 11. scene taler Døden seks linier til maleren: »Dissen rymen sagt der tod zům moler«, og efter den 14. scene optræder maleren selv og svarer med seks linier: »Hie stot der moler gmolt vntz an die hosen« ("Her står maleren malet helt til bukserne").

  3. Dansen afsluttes med tre dødninge: fløjtespiller, trommeslager og fændrik, hvilket er ganske ulogisk, da der hele dansen igennem kun har været en dødning per menneske (se evt. Dødens Dans eller De Dødes Række?). F.eks. siger Døden til lægen: »Ir miest sterben, ich bin der todt« ("De må dø, jeg er Døden"), og håndværkeren bønfalder Døden: »Ach lieber tod, lass mich leben«.

    Her i denne afsluttende scene er Døden altså blevet trefoldig. Men når de henvender sig til narren, svarer denne alligevel som til én gestalt: »Lieber tod, jch wil din gesell sin« ("Kære Død, jeg vil være din svend").

    Til allersidst kommer en scene med Døden og rets-tjeneren / sendebuddet, der får til at opgave at føre yderligere 30 mennesker afsted. Hele denne tredje sektion afviger fra selve dansen med hensyn til længden af versene: De tre dødninge har 14 linier, narren har seks, Døden til buddet er på seks linier, og buddets svar er på 14.

Forholdet til dødedansen i Basel

Kienzheim havde tætte forbindelser med Basel, og der er mange lighedspunkter mellem de to danse. Det pudsige er, at teksten ofte minder om den i Kleinbasel, altså det lukkede nonnekloster i Klingental, snarere end det offentligt tilgængelige (og berømte) maleri i Grossbasel.

Her er de fire første linier:

KienzheimKleinbasel
O ihr Menschen kint, kummet all erbey
Vnnd lugkt, welchs der Herr vnd der knecht sey.
Denn got richt nach dem Recht,
Da ligt der Herr und auch der Knecht.
Hie richt got noch dem rechten
Die heren ligen Bi den Knechten
nvn mercket hie Bi
Welger her oder knecht gewesen si

Det er lidt overraskende, at maleren i Kienzheim har kunnet kopiere en tekst fra det lukkede nonnekloster i Klingental, men der er en anden mulighed: I 1517, da maleriet blev skabt, var dansen i Grossbasel endnu ikke restaureret af Hans Kluber i 1568. Måske har vi i Kienzheim et billede af, hvordan dansen i Basel så ud før Klubers restaurering?

Det samme gælder hertugen: »Ich hab alss ein hertzog ehren wert / Nit lang gereygert mit dem schwert«, der minder om Kleinbasel: »Ich han die edlen heren wercht / Als ein herzug geregirth myt dem swert«, mens hertugen i Grossbasel efter Klubers renovering siger: »O Mordt muß ich so flux darvon / Land, Leut, Weib, Kind dahinden lon«.

I det hele taget kan det være svært at afgøre, om forfatteren er inspireret af Basel eller af et andet medlem af Der Oberdeutsche vierzeilige Totentanz. Prædikeren kalder sine tilhørere for "børn af denne verden" og opfordrer dem til at kigge på maleriet: »O ir lieben kind diser weit / Ir sollen ansënhen diss gemeld«. Sådan lyder indledningen også typisk i Oberdeutsche vierzeilige Totentanz (men ikke i Basel), f.eks. i CPG 314: »O diser welt weyshayt kint […] Als des gemäldes figuren«.

Forholdet til Der Doten Dantz mit Figuren

Der doten dantz: Dansehuset
Figuren, Figuren: Dansehus

Bruno Stehle startede sin artikel med et længere kapitel om dødedanse, men det ser ud til, at hans eneste kilde var Goette's "Holbeins Totentanz und seine Vorbilder". Stehle reproducerer flere af Goette's illustrationer, men desværre er Goettes omtale af Doten Dantz mit Figuren ikke bare kort, men også meget negativ: "uden originalitet", "makværk" og "meget lidt relevant for de malede dødedanse".(3)

Derfor kunne Stehle ikke gennemskue, at hans tekst havde mange paralleller med Doten Dantz mit Figuren, og han koncentrerede sig i stedet om Basel og Der Oberdeutsche vierzeilige Totentanz. Det var først i 1920'erne, at 1488-oplaget blev genoptrykt i Wasmuths Kunsthefte og af Albert Schramm, og at 1520-oplaget blev genoptrykt af Drei Masken Verlag.

Vi kan starte med grundlæggende at konstatere, at begge danse har otte-linjede vers, og derfor ikke umiddelbart er i familie med Der Oberdeutsche vierzeilige Totentanz / den Højtyske Fire-liniede Dødedans.

I Kienzheim optræder en skriver. Den eneste anden dødedans, hvor denne figur optræder, er Der Doten Dantz (og resten af familien: manuskriptet i Kassel, fragmenterne fra Kleve, Nordbøhmisk dødedans og Zimmern's dødedans).

Både Kienzheim og Der Doten Dantz starter med en opfordring til at komme ind i "dansehuset" (billedet til højre):

KienzheimDer Doten Dantz
Wol hër, ir herren vnd ouch ir knecht,
Springnent hër bey, vom allem geschlecht.
Wie jung, wie alt, wie schon vnd kruss,
Ir müessen alle in diss dantzhuss
WOL an wol an ir herren vnd knecht
Springet her by von allem geslecht
Wie iunck wie alt wie schone ader kruß
Ir mußet alle in diß dantz huß
Der doten dantz: Den uventet døde
Figuren, Figuren: Benhus

Herefter ligger en død mand i sin grav: »Hie lüt ein todt im grab, ist vol schlangnen, krötten, würm, sagt den spruch, an einem langen zedel« ("her ligger en død i en grav, [han] er fuld af slanger, tudser, orme [og han] siger disse ord på en lang seddel.

Ordene på tale-sedlen er ikke de samme som den tale, den uventet døde holder, men beskrivelsen af billedet er rammende (til venstre). Den døde er fuld af slanger og har en tudse i maven. De andre dansende dødninge har også lange slanger alle steder på kroppen.

Det er netop en af de karakteristika, der adskiller Der Doten Dantz fra andre danse som f.eks. i Lübeck, Basel og Paris: At døden er fyldt med lange slanger og tudser. Denne beskrivelse går konstant igen i Kienzheim. For blot at tage de første tre scener: »dryg schlangen zů dem hertzen haruss vnd zů denn sytten vnd zů den schencklen« ("tre slanger ud af hjertet og fra siden og låret"), »ein grose krodt am hertzen sitzen« ("en stor skrubtudse siddende ved hjertet"), »vnd sind im die schlangnen vm die bein vnd durch die macht geschloffen« ("og slangerne er om benene på ham og er smuttet gennem genitalierne").

Et andet særkende ved Der Doten Dantz er det store antal musikinstrumenter, som Døden betjener: Ud af 38 scener er der kun tre, hvor Døden ikke håndterer et eller andet instrument: Trompet, orgel, harpe, triangel, klokker, o.s.v.

Det samme gælder Kienzheim. Jeg vil være lidt doven her og citere fra tysk Wikipedia: »1. Papst (Harfe), 2. Kaiser (Trompete), […](4) 4. Kaiserin (Laute), 5. König (Pfeifen), 6. Bischof (Orgel), 7. Herzog (Zinken), 8. Graf (Jagdhorn), 9. Abt (Horn), 10. Ritter (Heertrommel), 11. Pfarrer (Schelle), 12. Arzt (Pritsche mit Schellen), 13. Barfüßer Mönch (Zeitglöckchen), 14. Schultheiß (Leier), 15. Ratsherr (Klingel), […] 17. Bürgerin (Hackbrett), […] 19. Wucherer (Dudelsack), […] 23. Jüngling (Schalmei), 24. Jungfrau (Geige), […] 26. Narr (Schnabelpfeife und Trommel)«.

Der doten dantz: Pave
Figuren, Figuren: Pave
Der doten dantz: Kejser
Figuren, Figuren: Kejser

Desværre har vi ingen billeder af dansen i Kienzheim, men vi har de grundige beskrivelser.

Den første deltager er paven: »Hie kumpt der tod zů dem Bapst mit einem banner, zwein schlyssel dorin Crütz wiss« ("her kommer Døden til paven med et banner, deri er to nøgler over kors").

I Der Doten Dantz kommer Døden netop med sådan et banner (til venstre). De to nøgler symboliserer pavens magt til at løse og binde her på jorden, men det er besynderligt, at det er Døden, der bærer dette banner.

Derefter er det kejserens tur: »Hie kumbt der tod zů dem keyser mit einer trumeten, mit einem gëlen fenlen, mit dem adler am fenlen gemalt« ("her kommer Døden til kejseren med en trompet med en gul fane med ørnen malet på fanen"). En meget præcis beskrivelse af billedet til højre. Oveni købet har den tidligere ejer af dette eksemplar af Der Doten Dantz mit Figuren farvet fanen gul.

Der doten dantz: Official
Figuren, Figuren: Official
Der doten dantz: Barn
Figuren, Figuren; Barn

Officialen (til venstre) er en af de figurer, der ikke er med i Kienzheim. Døden har lagt sit knæ i en træstylte, og i princippet ser vi det samme hos krøblingen i Basel, men her (i Basel) er Døden et spejlbillede af sit offer, og de mangler begge en fod. I Doten Dantz mit Figuren er Dødens optræden mere uforklarlig, og det samme gælder Døden, der henter greven i Kientzheim: »got mit dem rechten knüw vff einer hiltzenen styltzen, hat den fůss hinden vs hencken« ("går med det højre knæ på en stylte af træ; har foden bag låret").

En af de få scener, hvor Døden ikke spiller musik, er sammen med barnet, hvor Døden istedet holder en vindmølle: »hat ein windloffer oder mül mit einem gemolten rotten stecken jnder rechten hand«.

Dødens replik til barnet er delvis den samme i begge tekster;

KienzheimDer Doten Dantz
Du kleines jungnes kindelin,
Es hat ein end das leben din.
Die falsch welt mecht dich betriegen,
Du styrbscht wäger jn der wegen,
IUnck nü geborns kyndelyn.
Eyn ende hait nü dz leben dyn.
Dye werlt mocht dich betriegen
Besser ist yß du sterbest in der wiegen

Derimod er barnets svar taget fra Basel:

KienzheimBasel
O we, o we, wass mag das sin !
Ein wiser man viert mich dahin.
[…]
Dantzen muss ich und kan nit gan.
O wee mein liebes Müetterlein,
Ein dürrer man zücht mich dahin,
[…]
Muoß tantzen und kan noch kaum gahn

Ressourcer

Yderligere information

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Den franske revolution i 1789.

Selvom maleriet, manuskriptet og Bruno Stehle's afhandling er på tysk, ligger Kienzheim i Alsace (tysk: Elsass), der i dag er fransk.

På fransk får bynavnet et ekstra t: Kientzheim.

Sigismund Billing (1742-1796):

»Ausser der Pfarrkirche, worin der Schwendischen Familie Begräbniß noch zu sehen, und an deren auswendigen Mauer man einen ziemlich beschädigten, aber vortreflich gemahlt=gewesenen Todentanz gewahr wird, den man für ein Werk des Holbeins ausgiebt, […]«
(Bewohner von den ältesten bis in die neuesten Zeiten, 1782, side 143-144)

Goette: "Dotendantz med figurer, klage og svar" o.s.v. (se Massmann nr. 49, s. 84) er et typetryk med træsnit fra slutningen af det 15. århundrede, som hverken følger et bestemt forbillede, eller er kendetegnet ved originalitet. Den er stort set en opsamling af reminiscenser til Danse Makabre, Lübeck- og Grossbasler-malerierne og deres tekster, hvor formaninger om omvendelse, trussel om himmelske straffe og lignende spiller hovedrollen; et makværk, som, i det mindste for historien om de malede dødsdanse, er meget lidt relevant.

Oversat fra side 110-111: »Der "Dotendantz mit Figuren, Klage und Antwort" u. s. w. (vgl. Massmann No. 49, S. 84) ist ein Typendruck mit Holzschnitten vom Ende des 15. Jahrhunderts, der aber weder einem bestimmten Vorbilde folgt, noch sich durch Originalität auszeichnet. Es ist zum grossen Teil eine Anhäufung von Reminiscenzen an die Danse macabre , das Lübecker und das Grossbasler Gemälde und deren Texte, wobei Ermahnungen zur Reue, Androhung himmlischer Strafen und Ähnliches die Hauptrolle spielen; ein Machwerk, das wenigstens für die Geschichte der gemalten Totentänze wenig belangreich ist «.
(Holbeins Totentanz und seine Vorbilder af Alexander Goette, 1897, side 110-111.)

Her overser Wikipedia kardinalen og marinetrompeten.


Op til Doten Dantz mit Figuren