Drukkenbolten

Götz: Drukkenbolt
Götz, Drukkenbolt

Drukkenbolten ligger i den samme bog, som Max Theodor Götz' 56 akvareller. Det bærer samme signatur, et kombineret T og G, som de andre akvareller.

Scenen er formentlig Götz' egen opfindelse. Det er den eneste, der ikke har noget nummer.

    Der Todt zum Trunkenbold.
Du hast bisher den Trunk herzinniglich geliebt,
Und in der Nagelprobe dich wacker eingeübt!
Dein Zechen ist nun aus! dein scheide Stündtchen schlägt.
Wo man den Schlemmer nun zur dunckeln Grube trägt.

    Døden til Drukkenbolten:
Du har indtil videre elsket at drikke af fuldt hjerte,
og du øvede dig tappert i negleprøven!(1)
Dit svireri er slut nu! din afskedstime slår,
hvor frådseren nu bliver båret til den mørke grav.

 

    Der Trunkenbold.
Es ist mir wohl bekannt, dass ich nun fürpass muss.
Nun folget bittre Reue auf allzuviel Genuss
Doch liesest du mir Zeit noch Medicus zu werden,
Spedirte ich alle meine Kunden, dir zu, vom dieser Erden.

    Drukkenbolten:
Jeg er godt klar over, at jeg nu skal videre.
Nu følger bitter fortrydelse ovenpå for meget nydelse
Men hvis du gav mig tid til at blive læge,
så sendte jeg alle mine kunder til dig fra denne jord.

Fodnoter: (1)

negleprøve . . .: et drikkeritual, hvor man skulle holde det tømte glas / horn / fad omvendt over fingerneglen.

Hvis der kom flere dråber ud, end der kunne ligge på neglen, måtte man tømme et nyt glas. Her er et eksempel fra Danmark:

[…] derefter kom Punschen paa Bordet. Nu var Tiden for "Fuchsene" til at prøves. Deres Examen omfattede kun tre Discipliner: at stoppe Pibe, at tænde en Pibe, i hvilken Henseende den Maade, hvorpaa Fidibussen holdtes, afgav et vigtigt Moment til Bedømmelsen, og at tømme et Glas. Af den forskjellige Grad af Færdighed, hvormed disse Idrætter udførtes, og navnlig af, om Glasset var tømt saaledes, at det kunde bestaae "Negleprøven", afhang Bedømmelsens Udfald, der tilkjendegaves i det Testimonium, som den beskikkede Examenscommission (Festcomiteen) udfærdigede for hver, der havde bestaaet Prøven.

(Illustreret tidende, 15de februar 1874, s. 196, sp. 1)