Kongen

Götz: Konge

Kruspe: Konge

Døden tager kronen af kongens hoved: "Slut dig blot straks til mine undersåtter". På Kruspe's tegning (til højre) er scepteret ved at glide ud af kongens højre hånd.

Dette er den eneste scene, hvor Døden entydigt er en kvinde. Se dog den gamle kvinde og sigøjnersken.

Der Tod zum Könige:
Dein Thron, dein festes Schloss und deiner Herren Pracht,
Schützt, grosser König, dich jetzt nicht vor meiner Macht;
Dein Scepter splittert hier, ich achte keine Ahnen,
Geselle dich nur gleich zu meinen Unterthanen.

Døden til Kongen:
Din trone, dit stærke slot og dine adelige pragt,
beskytter, store konge, dig ikke nu imod min magt;
Dit scepter splintrer her, jeg respekterer ikke forfædre,
Slut dig nu straks til mine undersåtter.

Der König:
Muss auch der König fort? ach ja, weil ich von Staub:
So wird mein Leib auch hier des strengen Todes Raub;
Jedoch mein Geist, der geht in prächtigem Geschmeide,
Zum Himmels-Könige in seines Herren Freude.

Kongen:
Skal kongen også bort? Åh ja, fordi jeg er af støv.
Så bliver min krop også her den strenge Døds rov;
Men min ånd, den går i pragtfulde smykker,
til Himlens Konge i sin Herres glæde.

Pohle har en variant af Dødens første linje. I stedet for »deiner Herren Pracht« ("din herlige pragt"), siger Døden: »deiner Heere Pracht« ("dine hæres pragt"). Denne version giver faktisk mening i sammenhængen: Kongen er klædt i rustning fra top til tå, men han er alligevel ikke beskyttet mod Døden hverken af sin trone, af sit stærke slot eller af sine hære.

Götz har også en variant: I sin anden linje siger kongen ikke: »des strengen Todes Raub«, men »des schwarzen Todtes Raub«.