Børnene

Götz: Børn

Kruspe: Børn

Moderen sidder smilende med sine to børn, men ser ikke det, som børnene ser: To dødninger, der kommer ind og griber ud efter børnene.

På væggen hænger et maleri, men dette er forskelligt i de to gengivelser. Schröer fortolker maleriet på Kruspe's tegning (til højre) som "dødsenglen med brændende fakkel. Foran ham to siddende, nøgne børneskikkelser".

I Lübeck svinger Døden sin le over det sovende barn.

Der Tod zum Kinde:
Nimm, zarter Säugling, an den frühen Sensenschlag
Und schlaf hernach vergnügt bis an den jüngsten Tag!
Wohl dem, der zeitig fällt in meine dürren Hände,
So krönt der Anfang schon ein hochbeglücktes Ende.

Døden til Barnet:
Tag, sarte spædbarn, imod leens tidlige slag,
og sov herefter glad indtil den sidste dag!
Salig er den, der tidligt falder i mine visne hænder.
Så kroner begyndelsen en højst lykkelig slutning.

Das Kind:
Nicht wundre dich, o Mensch, dass auch der Erden Last
Ein kaum gebornes Kind in seinen Umkreis fasst.
Der augenlose Tod kennt weder Stand noch Jahre,
Es ist ein einz'ger Schritt von der Wiege zu der Bahre.

Barnet:
Bliv ikke overrasket, oh menneske, at jordens byrde
også fanger et barn, der knap er født, i sin kreds.
Den øjenløse Død kender hverken til status eller år.
Der er et eneste skridt fra vuggen til lig-båren.

Dødens vers, »Nim zarter Säugling […]«, er det samme som Dødens vers til barnet i Lübeck. Dette vers er et af Nathanael Schlott's mest vellykkede, men desværre passer det ikke til billedet i Erfurt, hvor der er mere end ét barn, barnet ikke ligger i en vugge, og Døden ikke svinger med en le.